Heksene ødelægger vor dyrebare natur

Sankthanskronik I gamle dage troede man, at alle naturens kræfter sværmede på sankthansaften. Derfor var hellige kilder over hele landet den aften ekstra ladede med kraft. Både syge og raske valfartede til kilderne for enten at blive helbredt eller for at beskytte sig

SÅ SKAL SANKTHANSBÅLENE IGEN brage og buldre og lyse som akkompagnement til åndrige taler om ild og hekse og trolde. Næppe mange nævner Johannes Døberen, selvom midsommerblussene med kristendommens indførelse blev viet til ham. Kirkegang på Sankt Johannes? dag er hørt op, men det kristne navn lever.

Som vinterens mørke førhen knugede menneskene sammen i angst, åbnede dagenes vækst dem mod lyset. Lyset sejrede over mørket, glæden sejrede over angsten. Bålet, der er symbol på solen, skal da på årets længste dag buldre og lyse op, så man med øjne, hud og ører kan fornemme sin indre glæde.

Sankthansaften sværmede alle naturens kræfter. Derfor var hellige kilder ekstra ladede med kraft. Både syge og raske valfartede til kilderne for enten at blive helbredt eller for at beskytte sig. Man drak af kildevandet og vaskede sig i det. Troede man, det kunne helbrede, har det utvivlsomt gjort det.

Den aften var der trængsel ved kilderne. Man drog hjemmefra i god tid. Og hvor mennesker samles, søger kræmmere hen. Sådan er vore kildemarkeder opstået.

Det mest kendte i dag nok Dyrehavsbakken uden for København. Oprindelig lå det marked ved Kirsten Pils kilde, men af praktiske grunde flyttede man fra 1795 til 1830 efterhånden hele halløjet op på den nærliggende bakke, og hvis ikke vandet fra Kirsten Pils Kilde havde nogen virkning, så havde det større og større spiritusforbrug det. I dag drikker næppe nogen af kildevandet.

At Kirsten Pils Kilde blev en hellig kilde, skyldes utvivlsomt et fupnummer. Det kan nemlig dokumenteres, at to navngivne københavnere – en dansemester og en parykmager – i 1732 af kongen fik lov til at grave kilden fri og lede vandet gennem en sten. Over den satte de en anden sten med en poetisk forførende inskription: "Kirstine Pil var den, som fandt det Kilde-Vand 1583." De to københavnere har sikkert moret sig i deres grave, da man i 1983 fejrede kildens 400-årsjubilæum.

Ved Vartov i København var der også en hellig kilde, som man i århundreder søgte til, men den bedste kilde på Sjælland var nok Sankt Helene Kilde i nærheden af Tisvilde. Selv kong Christian IV besøgte hellige kilder, endda på det rigtige tidspunkt.

For eksempel står der i hans skrivekalender for 1639 følgende: "23de juni drog jeg fra Frederiksborg til Skt. Lenis Kilde. 24de juni brugte jeg det Vand af Skt. Lenis Kilde." Og i 1846 stod følgende notits i Københavns Adresse Avis: "Rejseselskab søges til Helene Kilde Skt. Hansaften."

Sankthansaften og -nat gik mange ud for at samle urter, fordi de denne aften var ladet med magisk kraft. Adam Oehlenschläger udtrykker det sådan i 1803:

I skyggen vi vanke

blandt lysgrønne strå,

sankthansurt vi sanke,

hvor blomsterne stå.

Pæne lille urt

står så rent og purt,

står så frisk og grøn,

uformærkt i løn.

Nogle urter kunne helbrede for sygdom, skærme mod lynnedslag og fortryllelser og helbrede det kvæg, der var blevet sygt af at græsse, hvor elverfolket havde danset. Man troede, at urterne fik kraft af den dug, der faldt. Derfor bredte man også linned ud på blegepladser og kirkegårde, og tidligt næste morgen svøbte man syge ind i det våde linned, så den helbredende kraft kunne trænge ind i dem.

Midsommerbålene udtrykte glæde, men var samtidig en besværgelse. Man ofrede lys og varme til lysets og varmens ophav, solen, for at bede den velsigne markerne. Hos bønder var det en udbredt opfattelse, at man skulle tænde et bål for at afværge brand i kornmarkerne. Helt op i det 19. århundrede kunne man, hvis der gik ild i en kornmark, høre følgende forklaring: "Det kommer af, at I ikke har blusset!"

SANKTHANSNAT KOGLEDE DET overalt i naturen. Hekse, trolde, elverpiger og usynlige drager fór omkring og fordærvede alt, der ikke var sikret. Da man vidste, at ilden kunne fortære næsten alt, var det nærliggende at tro, den også kunne fortære ondt og kyse de onde magter bort. Og for at gøre det så effektivt som muligt forstærkede man bålets bragen ved at danse larmende omkring det.

De danske hekse red sankthansnat til Bloksbjerg i Tyskland, til Troms i Norge eller op til vulkanen Hekla på Island. De skulle holde helligaften med Gammel Erik, Djævelen, som nemt kunne være alle steder på én gang. Udtryk som "at sende dem til Bloksbjerg" eller "sende dem ad Hekkenfelt til" stammer fra denne tro. "Hekkenfelt" er et folkeligt navn på vulkanen Hekla, som man anså for at være en af indgangene til Helvede.

Sankthansaften skulle man slå kors på dørene og sætte rønnebærgrene, porseris eller gråbuner i karmene ved vinduer, døre og luger, for at heksene ikke skulle forvolde nogen skade, når de red forbi.

Men hvem var disse hekse? Rundt om i Europa kan man på kalkmalerier og lignende finde hekse afbildet. Mange af dem er unge, smukke og forholdsvis nøgne kvinder. Det er da nærliggende at tage det erotiske element med i vurderingen. Ægtemænd kan være blevet kulrede, hvorpå konerne har anklaget den kvinde, mændene var besat af. Andre mænd kan have støttet anklagen, fordi de måske ikke selv kunne opnå hendes gunst. Freud har formodentlig udlagt heksenes kosteskaft som et fallossymbol.

Mange hekse har kunnet mere end deres fadervor, men deres håndtering har nok svaret til det, jordemødre, kiropraktorer og naturlæger kan. At heksene så har mumlet en eller anden formel under deres arbejde, udsprang vel af det, der for menigheden lød som "Hokuspokus", når præsten delte nadveren ud og på latin hurtigt mumlede: "Hoc est corpus verum dei." (Dette er Guds sande legeme).

At placere en symbolheks på et sankthansbål er en forholdsvis ny skik. Den er uhyggelig, for den har hverken noget med sommerens glædesblus eller Johannes Døberen at gøre. Den kan kun hentyde til de forfærdelige heksebrændinger, der kulminerede under kong Christian IV. De stakkels kvinder (og somme tider mænd) blev først pint til at indrømme, at de var hekse, og på bålet har lidelserne været ufattelige. Den eneste barmhjertighed, man kunne finde på at vise, var at binde krudt på ryggen af dem, så de midt i lidelserne blev sprængt ihjel.

Når Holger Drachmann i sin vidunderlige "Midsommervise" fra 1895 skriver: "Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde", så mener han ikke, de skal brændes på bålet. Han gentager blot den gamle tanke om at holde det onde væk ved hjælp af ild. Heksedukker på bålet kendtes ikke på Drachmanns tid, og skikken er en modbydelig sammenblanding af at tænde glædesblus, af at kyse onde magter bort og af at beruse sig i at pine og henrette.

Og hvordan opfører vi os i naturen? Regnskove plyndres. Sankthansurter holdes nede med gift. Og kildevæld er blevet farlige at drikke af.

Når vi nu igen har hyldet solen, har hørt bålet brage, har set luerne slynge sig i vældige og ætsende sving op mod nattehimlens mørke og har set de fygende gnister blande sig med stjernerne, bør vi måske overveje, om ikke netop solen en dag brænder os ihjel, fordi vi i vores hidsige jagt på velstand er blevet til en flok hekse, der rider ødelæggende gennem naturen og forpester dens sjæl, som fra tidernes morgen altid har afspejlet vores egen.

Jens Kristian Lings er forfatter

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

W.A. Mozarts Klaverkoncerter

kr. 399,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Mendelssohn: A Midsummer Night's Dream. Piano Concertos

kr. 119,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.