Synden angår ikke længere lovovertrædelser i forhold til Gud eller næsten. Man synder mod sig selv, skriver dagens kronikør.
Sygdom og ikke mindst alvorlig sygdom kræver en fortolkning, der skaber mening og orden i den anomali, som sygdom fremkalder.
Sygdomsfortolkning har altid udfoldet sig i en kollektiv kontekst, der har tilbudt socialt acceptable rammer omkring og strukturer for, hvordan sygdomsfortolkning kan foldes ud. Selvhjælpslitteratur har længe været og er fortsat en del af den kollektivt tilbudte ramme.
LÆS OGSÅ: Der er tegn på, at at der vil blæse nye vinde i sundhedsvæsenet
En af nutidens længst og bedst sælgende forfattere på markedet for selvhjælpslitteratur er selvhjælpbevægelsens grundlægger og ukronede dronning, Louise Hay.
Hendes første bog, Sund i Sind Sund i Krop, fra 1976 er udkommet i 33 lande, oversat til 25 sprog og indtil nu kommet i 10 oplag på dansk. Hays bedst sælgende bog er Helbred dit liv fra 1984. Bogen er solgt i 35 millioner eksemplarer på verdensplan og udkommet i 45 oplag på dansk. Nye oplag kommer stadig. Det betyder, at bogen formentlig er solgt i op mod 100.000 eksemplarer i Danmark.
Udgangspunktet for Hays sygdomsfortolkning er, at vi er født perfekte, og som spæde ved vi det og opfører os derefter. Denne oprindelige, ubesmittede og vidunderlige tilstand varer imidlertid ikke ved. Opvæksten kaster os ud af Paradis.
Af voksne, der er ulykkelige eller bange, fyldt med vrede eller skyldfølelse, lærer vi negative ting om os selv og verden. Vi indoptager det negative i os og lader det forme vore tanker og dermed vores fremtid, fordi det ifølge Hay forholder sig sådan, at Det, vi sender ud, får vi tilbage. Det er vore tanker, meninger og opfattelser, der skaber vort liv. Det gælder alt og ikke mindst sygdom.
Hay har fundet ud af, at fire tankemønstre udløser de fleste af kroppens sygdomme. Det drejer sig om kritik, vrede, irritation og skyldfølelse. Kernen i Hays bøger består af en liste over, hvilke korrespondancer der består mellem tankemønstre og kropslige sygdomme.
De negative tankemønstre har fælles kulturelle træk. Den manglende egenkærlighed og anerkendelse af eget værd, som skabes gennem opvækst og opdragelse, er fælles byrde. Men vi vælger og udformer hver især den variant af selvfornægtelse, som er den specifikke individuelle årsag til vores sygdom. Sygdom er et individuelt fænomen, der manifesterer og udtrykker den enkeltes destruktive tankemønstre.
Hay lægger således i sin forståelse af årsagen til sygdom vægten på opvækstens og opdragelsens syndefald. Dette syndefald er imidlertid ikke irreversibelt. Vi kan lægge fortiden bag os og vende tilbage til det spæde barns paradisiske tilstand. Vi kan vælge at bryde kæden af arvesynd ved at gøre os til herrer over egne tankemønstre i stedet for at fortsætte som slaver af dem.
Helbredelse af enhver sygdom er således mulig i Hays univers og ikke nok med det. Det perfekte liv er muligt. Vi kan omprogrammere os selv, sådan at sygdom og ulykker ikke vil ramme os, men livet i stedet vil opfylde ethvert ønske, vi måtte have. Hvis vi elsker os selv tilstrækkeligt, tager universet sig kærligt af os nu og til evig tid.
Ligesom i tidligere tiders selvhjælpslitteratur er en syndefaldsmyte kernen i Louise Hays sygdomsfortolkning. Myten er hos Hay en romantisk fortolkning af psykoanalysens forståelse af kulturens byrde.
For Hay er den selvbegrænsning og selvundertrykkelse, som Freud og den traditionelle psykoanalyse anså for en samfundsmæssig nødvendighed, stadig virksom, men aldeles unødvendig.
Hay forbinder ikke byrden med hverken kultur eller samfund, men fokuserer alene på byrdens individuelle og personlige konsekvenser, sådan som hun ser dem manifesteret ikke mindst i sygdom.
Samtidig er det i Hays optik fuldt ud muligt at frigøre sig fra kulturens og opdragelsens byrde. Mennesket kan komme ind i Paradisets have igen, fordi synden ikke er medfødt og derfor kan aflæres. Den enkelte indeholder en autentisk og god kerne, som stammer fra før syndefaldet, fra før kulturens undertrykkelse og programmering sætter ind, og den enkelte kan finde tilbage til den kerne, som al lykke og al sundhed udgår fra og med udgangspunkt heri skabe en lykkelig fremtid. Midlet er at tage magten over sig selv og sin fortid.
En syndefaldsmyte udgør altså stadig den overordnede ramme, som sygdom indskrives i, men den har på afgørende punkter ændret karakter. I tidligere tiders selvhjælpslitteratur forankres sygdomsfortolkningen i Det Gamle Testamentes syndefaldmyte, og den synd, der skaber fundamentet for sygdom, er egenkærlighed og den stræben efter tilfredsstillelse af egne behov, som følger heraf.
Denne synd er almenmenneskelig og kollektiv. Louise Hay taler ikke om synd og slet ikke i traditionel religiøs forstand, hvor synd betegner det forhold, at mennesket overtræder en lov eller et bud givet af Gud.
Der er i Hays univers ingen Gud, der har givet en lov eller et påbud, som mennesket synder ved at overtræde. Synden angår ikke længere lovover-trædelser i forhold til ydre instanser Gud eller næsten. Man synder mod sig selv.
Ens destruktive tankemønstre bærer så at sige straffen i sig selv og manifesterer sig i sygdom. Synden er verdsliggjort, og dens fundament er ikke længere kollektivt og religiøst, men individuelt og psykologisk. I denne forstand kan man tale om, at synd er årsag til sygdom hos Hay.
Samtidig er perspektivet skiftet i synet på, om og i hvilken udstrækning det er menneskeligt muligt at gøre op med synden og leve i overensstemmelse med Guds bud eller hos Hay i overensstemmelse med Den universelle Intelligens lovmæssigheder. I Hays optik kan det himmelske Jerusalem ligesom for eksempel i den kommunistiske eskatologi realiseres på jorden. Den enkelte kan ved egen hjælp ryste synden af sig én gang for alle og med disciplineret viljesmæssig indsats afholde sig fra synden og forme sit liv, så det bringer lykke i enhver henseende herunder også helbredelse fra sygdom.
Samme optimisme findes ikke i den kristne syndefaldsmyte. Her er syndefaldet irreversibelt. Mennesket er omfattet af en arvesynd, der knytter sig til selve det at være menneske. Synden bunder i almen og evig menneskelig svaghed, som man livet igennem kan kæmpe mod, men som man aldrig vil kunne frigøre sig fra. Man kan stræbe, men vil aldrig nå frem.
Der er i den traditionelle forestilling om arvesynden en nåde og en solidari-tet over for menneskelig skrøbelighed og vore stærkt begrænsede evner til at gøre det gode og rigtige, som moderne mennesker tilsyneladende ikke læn-gere mener at have behov for, hvis man skal tro Louise Hay og hendes oplagstal.
I Hays optik kan den enkelte udrydde sin egen syndighed, og bliver derigennem frit stillet i forhold til at forme sin fortid, nutid og fremtid og således helbrede ikke bare sin krop, men hele sit liv.
Det, at en kollektiv og religiøs fortolkningsramme for livets store og ukontrollerbare begivenheder ikke mere er givet, betyder altså ikke, at moderne, sekulariserede mennesker i forbindelse med fortolkning af sygdom alene vender sig mod lægevidenskaben og dens biomedicinske forståelsesramme og fortolker sygdom som en organrelateret fejlfunktion eller en kendt eller endnu ukendt årsagsrelation på det fysiologiske niveau.
Lægevidenskabens og hele naturvidenskabens fokus på spørgsmålet om hvordan og mangel på kapacitet i forhold til spørgsmålene om hvorfor gør den lige så utilfredsstillende som svar på spørgsmålet om lidelse, som den altid har været.
Derfor findes der stadig i selvhjælpslitteraturen en moralsk fortolkningsramme, der skaber mening og orden i sygdom, og som betyder, at sygdom stadig er en metafor for synd ikke i religiøs, men nu i psykologisk forstand.