Helsingør som international by

I 1400-tallet skabte kong Erik af Pommern Helsingør. Byen blev en af de mest kosmopolitiske byer i Danmark med mange udlændinge og flere trossamfund

Helsingør som international by

Saxo Grammaticus (cirka 1150-cirka 1210) skrev i fortalen til sin ”Danmarks Krønike”, at der i Øresund var så mange sild, at fiskerne hvert år plejede at fylde deres garn med en rig fangst, ja, man kunne ligefrem fange sild med hænderne.

Silden var i middelalderen, da kornavlen endnu var ringe, af langt større betydning som fødemiddel end i vore dage. Fiskeriet i Øresund var det betydeligste i hele Nordeuropa. Disse store forekomster af sild er baggrunden for, at Øresund blev et handelsområde, og at Helsingør voksede frem. Navnet Helsingør møder vi første gang i ”Kong Valdemars Jordebog” fra 1231.

Kong Erik af Pommern (1382-1459) så Øresunds erhvervspotentiale som handelsvejen til Østersøen. Han grundlagde i 1413 Landskrona og fik ved dom i 1417 København fra Roskilde bispestol, som havde ejet byen lige siden Absalons dage (1128-1201), og i 1419 befæstede han Malmø med tykke stenmure.

Derefter skabte han det nye Helsingør. Den 2. juni 1426 underskrev Erik af Pommern Helsingørs købstadsprivilegier, der nogenlunde sidestillede byen med København. Vigtigere var det dog, at kongen omtrent samtidig - her kender man mærkeligt nok hverken dato eller årstal - indførte øresundstolden, som i de følgende mere end 400 år dannede grundlaget for Helsingørs liv, vækst og fremgang.

Samtidig blev øresundstolden en vigtig indtægtskilde for de danske konger. Det var en afgift, som Danmark krævede af alle skibe, der passerede Helsingør, og som blev opkrævet indtil 1857. Omkring år 1750 passerede årligt 4000-5000 skibe tolden. Det tal steg til 13.170 skibe årligt i 1817.

Dette medførte, at Helsingør blev en af de mest kosmopolitiske byer i Danmark, idet opkrævningen fordrede en stor indsats af udenlandsk sprog og ekspertise, og samtidig blomstrede handelen, idet de mange skibe, der betalte told, benyttede lejligheden til at proviantere.

Dette tiltrak yderligere udenlandske handlende. I Helsingør kom der hurtigt en koloni af tyskere og skotter, og snart sluttede andre søfarende nationer sig til, så der omkring år 1600 tillige var en stor repræsentation af englændere, hollændere og franskmænd.

Forudsætningen for sundtolden og erhvervsudviklingen i Helsingør var borgen Krogen, som kongen byggede yderst på Ørekrog. Vi kan ikke sætte årstal på opførelsen, men det må være omkring 1420, at den stærke og moderne fæstning blev skabt, præget af samme præcision, som senere skulle genfindes i Helsingørs byplan.

Krogens langtrækkende kanoner sikrede, at ingen skibe kunne unddrage sig at betale told. Senere konger har udbygget Krogen til det imponerende bygningsværk Kronborg, som vi kender i dag. Kronborg var på en gang fæstning og kongeslot. Fra 1773 blev slottet tillige kaserne. Det er baggrunden for, at Helsingør i de følgende mange år var en vigtig garnisonsby, hvor mange unge mænd havde deres soldatertid. Den internationale økonomi og handel i Helsingør skabte en stor velstand og et højt privatforbrug.

Det tyske element i byen var så dominerende, at der blev prædiket på tysk i Sankt Mariæ Kirke fra 1582 til 1851. Sankt Mariæ Kirke blev kirke for udlændingene, og mange af dem, der var døde på de skibe, der lagde til kaj i Helsingør, blev begravet fra Sankt Mariæ Kirke, så kirkegården fik et internationalt præg.

Den britiske koloni blev aldrig særlig stor, men på grund af sammenhold og dygtighed, og fordi de allerfleste skibe, der passerede Kronborg, var britiske, kom den til at spille en meget fremtrædende rolle i byens liv.

Fra midten af det 18. århundrede tog den tysk-reformerte præst i København hvert år en dag om sommeren til Helsingør for at holde gudstjeneste med prædiken og altergang. Gudstjenesterne fandt sted i en sal på Kronborg, der blev stillet til rådighed af kommandanten.

Den britiske koloni ønskede sin egen præst, der tillige kunne undervise deres børn. I 1781 blev den første anglikanske menighed grundlagt i Danmark. I 1792 fik man etableret egen kirkebygning. Siden fik den anglikanske kirke hjemsted i København, hvor Saint Alban's Church blev indviet 1887.

I Helsingør opstod der imidlertid en lammende og nærmest uløselig konflikt mellem præsten og de ledende i menigheden, som resulterede i en hensygnende menighed.

Redningsmanden blev en af de meget betydelige skikkelser i nyere missionshistorie, Ebenezer Henderson (1784-1858). 1700-tallets evangeliske vækkelse på De Britiske Øer medførte den store interesse for mission og evangelisation, som omkring 1800 gjorde sig gældende inden for de fleste engelske og skotske kirkesamfund.

Resultatet blev blandt andet dannelsen af Det Britiske Traktatselskab i 1797, Det Britiske Bibelselskab i 1804 og forskellige missionsselskaber. Henderson var barn af denne evangeliske vækkelse. Hans barndomshjem var præget af gudsfrygt og nøjsomhed efter reformert mønster.

Henderson blev udlært skomager og deltog samtidig i vækkelsesmøder, hvor han blev overbevist om, at han skulle uddanne sig til missionær. I 1803 påbegyndte han på Robert Haldanes teologiske seminarium i Edinburgh, der især satsede på uddannelse af unge mennesker til en forkyndergerning.

Henderson interesserede sig især for sprogundervisningen, hvor han afslørede store evner. Efter endt uddannelse blev Henderson sammen med sin ven og medstuderende John Paterson (1776-1855) opfordret til at rejse til Indien som missionær.

De blev den 28. august 1805 indviet under bøn og håndspålæggelse til deres kommende missionærgerning. Da British East India Company ikke ville fragte missionærer til Indien, skulle de rejse via København for at få skibslejlighed med et dansk skib.

Da de to skotter den 13. september 1805 ankom til København, konstaterede de, at det skib, som de skulle have rejst med, var afgået fra København to uger forinden. På grund af monsunvindene var det for sent at tænke på at få skibslejlighed før det følgende år.

De to missionærer var strandet i København og kom aldrig til Indien. De kom i stedet til at opholde sig i en række europæiske lande, hvor de blev de drivende kræfter bag oprettelsen af flere bibelselskaber. De første år virkede de i Danmark, hvor Det Danske Bibelselskab blev oprettet den 22. maj 1814.

Sprogtalentet Henderson lærte sig hurtigt dansk, så han kunne følge med i en dansk gudstjeneste og orientere sig i dansk kirkeliv. De to skotter blev dybt rystede over det åndelige frafald i Danmark under rationalismen og så Danmark som deres første missionsmark.

De gik i gang med at holde gudstjenester på engelsk for deres landsmænd og uddele traktater på engelsk. De fik hurtigt oversat og trykt traktater på dansk, som de uddelte i Kongens Have og andre strategiske steder. Dermed fik de kontakt med danskere.

Fra november 1805 holdt de to skotter regelmæssigt søndagsgudstjenester på engelsk både i København og Helsingør. Efter nytår flyttede Henderson til Helsingør, hvor han efter mange års strid påbegyndte opbygningen af en menighed, hvor bøn, bibellæsning og en Kristuscentreret forkyndelse stod i centrum.

Fra Helsingør rejste Henderson også til Jylland for at se, om der i Jylland var mennesker, der spurgte efter Kristus. Der opstod et venskab mellem Henderson og Bone Falck Rønne (1764-1833), der i 1821 oprettede Det Danske Missionsselskab (DMS).

Den engelske menighed blev inspirationskilde for en gudelig forsamling i Helsingør, der understøttede DMS og de tidlige søndagsskoler i Danmark. Til den forsamling ankom den svenske evangelist Oscar Ahnfelt (1813-1882) i 1849. Det blev begyndelsen til Luthersk Mission.

Flemming Kofod-Svendsen er cand.theol., ph.d. og forhenværende folketingsmedlem og minister