NÅR MAN SOM PRÆST I JULETIDEN skal vælge salmer til gudstjenesterne, kan man godt blive på det nærmeste overmandet af dem. Dels fordi der er så mange, og dels fordi de er så gode.
Hvad skal man dog vælge? Nu lettes valget juleaften derved, at man som præst ganske enkelt ikke kan slippe uden om hverken ”Det kimer nu til julefest” eller ”Et barn er født i Betlehem”. ”Glade jul, dejlige jul” presser sig også på ligesom ”Julen har bragt velsignet bud” med flere.
Og da juleaftensgudstjenesten i folkemunde går under den spøgefulde betegnelse ”kirkens uofficielle generalforsamling”, bør man give menigheden valuta for kirkeskatten. Og det er der da heller ingen problemer i at gøre. For salmerne rummer gedigen evangelisk forkyndelse.
Men der er altså noget ved julens budskab, som digtere i en lidt anden og mere almindelig forstand drager nytte af, når de i tekst og måske toner og lyrik skal formidle - havde jeg nær sagt: et hvilket som helst budskab. Julen er hjertets fest. Den taler til hjertet. Det samme gør den meste digtning og lyrik. Hvad enten det er salmer eller ej, om de skal synges eller reciteres.
Som et barn ikke lærer om livet, men med og af livet, på samme måde ville det være ikke bare upædagogisk, men tilmed nyttesløst, om man på skolemesteragtig vis ville belære og indføre et barn i livets barske realiteter. Et barn går de fleste voksne og i hvert fald far og mor til hjertet. Hvilket jo ikke udelukker forstanden. Men forstanden står i kærlighedens tjeneste. Ikke omvendt.
I musik, rytme og rim er der en stærk appel til sansningen hos os mennesker. Man kan ikke lade være med at vippe lidt med foden, knipse med fingrene eller vrikke lidt med bagdelen, hvis god musik falder os i ørene. Mange salmemelodier er ydermere ballader. Og ballade kommer fra fransk og betyder i sin urform ”dans”. Man dansede til musik, og teksterne rummede ofte en fortælling - næsten som et eventyr. Men af mere belærende art end dem. Folkeviserne er gode eksempler.
VED OVERGANGEN før og efter Første Verdenskrig, hvis udbrud vi sidste år på forskellige måder mindedes 100-året for, skete der mange betydningsfulde forandringer i vores forståelse af verden. Herunder ikke mindst af sproget.
Sproget er hos os mennesker den måde, hvorpå vi så at sige intellektuelt sanser verden. For så vidt består sproget jo bare af lyde, konsonanter og vokaler, der gennem bestemte sammensætninger danner det, vi kalder ord, og som vi i en højst mærkværdig konsensus har vedtaget enten betyder eller henviser til noget bestemt. Sproghistorie er et studie i menneskets historie; i bevidsthedens historie.
Men i tiden umiddelbart efter Første Verdenskrig mente mange rationalistisk orienterede filosoffer, at det dagligsprog, vi brugte i flæng, allerede indeholdt en skjult verdensanskuelse. Med dagligsproget gik vi på forhånd forstående til verden. Og alt for mange følelser havde derfor fået lov til at inficere vores sprog, som gjorde det ubrugeligt til videnskabelig analyse af verden og dens fænomener.
Der var med andre ord for meget interesse i sproget. Mennesket har med sproget lagt en slørende hinde mellem verden og vores erkendelse. Der skulle derfor opfindes et nyt, værdifrit sprog, der kunne bruges videnskabeligt. Og der blev siden til dette formål udfoldet rigtig mange ressourcer på at udspekulere et nøgternt, videnskabeligt sprog, der sterilt var renset for enhver skjult eller åbenbar interesse, fordom, følelse og livsanskuelse.
Lidenskab rimer ikke med videnskab! På indersiden, altså. Men der kom også en reaktion på videnskabeliggørelsen af både vores sprog og vores kultur. At se bort fra mennesket som et lidenskabeligt og engageret væsen, der med sproget gik lige så interesseret og engageret til verden, var det samme som at se bort fra mennesket som menneske. Og ganske vist var det mennesket, der havde ført menneskeheden ud i den første store verdenskrig og andre ulykker. Men det var også mennesket, der i fællesskab førte os ud af den og skabte forståelse, fred og fordragelighed mellem nationer, folkeslag og religioner igen.
Mennesket er ophav til både det grusomste og det smukkeste, historien og kulturen kan opbyde. Fordi mennesket er lidenskabeligt og dybt interesseret i verden og sit eget liv. Lidenskaben er drivkraft i både ondskab og godhed.
Man kan blandt julens mange vidunderlige salmer sandsynligvis ikke forestille sig et bedre eksempel på foreningen mellem hjerte og forstand end Brorsons (1694-1764) tidløse ”Mit hjerte altid vanker” fra 1732. I en sum sammenfatter denne salme både menneskets lidenskabelige væsen og den åbenhed og længsel efter ro og hvile, som hjertet akkurat ikke selv kan finde i sit eget urolige og svigefulde indre.
Alligevel bliver menneskehjertet akkurat det eneste sted, hvor den himmelske Guds virkelighed kan knytte an. Sådan har Brorson det i det hele taget med hjertet - det er med et præcist udtryk: ”mysteriets erfaringsorgan” .
Som det fremgår af salmen gør hjertet tilnærmelsesvis forståeligt, hvad forstanden slet, slet ikke kan begribe, men må ”nøjes” med at sætte forundrende og spørgende ord på:
Men ak! hvad skal jeg sige,
når jeg vil tænke på,
at Gud af Himmerige
i stalden ligge må,
at Himlens fryd og ære,
det levende Guds Ord,
skal så foragtet være
på denne slemme jord!
I salmen undrer digteren og biskoppen Hans Adolph Brorson sig i det hele taget over, hvorfor Gud dog ikke bruger sin angivelige almagt til at indrette sig efter en målestok, som i det mindste passer sig for en konge. Om end af kun jordisk format!
Hvi skulle herresale
ej for dig pyntet stå?
Du havde at befale,
hvad end du peged på.
Hvi lod du dig ej svøbe
i lyset som et bånd
og jordens konger løbe
at kysse på din hånd?
Ja, Brorson går endog skridtet videre i det næste vers af ”Mit hjerte altid vanker” og spørger, hvorfor den almægtige skabergud ikke bare bruger sin myndighed til at kommandere med universets magter:
Hvi lod du ej udspænde
en himmel til dit telt
og stjernefakler brænde,
o store Himmel-helt?
Hvi lod sig ej til syne
en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne
så prægtig burde lagt?
Men forundringen og spørgsmålene i salmens første vers er kun retoriske, som skal lede hen til det opbyggelige ”nej” i vers 7:
Nej! Jesus får sit leje
i denne gode jul,
hvor betlere de pleje
at lægge sig i skjul;
det var og ej hans eget,
det hø, hvori han lå,
han havde ej så meget,
han kunne ligge på.
Så mens alle andre steder i både Himmel og på Jord er uegnede som hjem for den himmelske kongesøn, så vender Brorson sig til sidst i salmen mod det hjerte, hvori Gud alene kan finde sit jordiske ”hvilebo”. Fordi Gud i Jesu liv har vist sig som kærlighedens, tilgivelsens og det evige livs nådige Gud, kan alene det dyrekøbte menneskehjerte blive bolig for den ellers usynlige, fjerne og almægtige skaber- og frelsergud. Og det eneste, menneskehjertet skal gøre, er ved troen at lukke sig op og lade det lille Jesus-barn føde derinde i hjertets og sindets centrum, hvorfra det vil skabe ikke alene juleglæde og -fred. Men tro, håb og kærlighed nu og i al evighed.
Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen