Onsdag den 3. juni afsagde Højesteret dom i en sag, der handlede om gammelt fjendskab forklaret med pæne ord som ytrings- og forskningsfrihed og kildekritik.
Sagens kerne var, hvorvidt det var ærekrænkende, at den højt profilerede historiker Bent Jensen havde skrevet en opreklameret avisartikel opbygget omkring, at en medarbejder i Politiets Efterretningstjeneste mente, at journalist Jørgen Dragsdahl var KGB-spion i 1980'erne.
Jørgen Dragsdahl følte sin ære gået for nær, ligesom han i øvrigt mente, at sagen forholdt sig helt anderledes, så han lagde sag an.
Byretten i Svendborg gav ham ret, og Bent Jensen appellerede til højere instans. Landsretten dømte omvendt nej. Dragsdahl var utilfreds.
Dommerne i Højesteret mente ja. Det forlyder, at Bent Jensen vil forsøge sig ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Retssagerne kan blive kulmination på de utallige debatter om den kolde krig. Historikerstriden kom på banen, en håndfuld år efter den kolde krig imploderede med Østblokkens sammenbrud i 1989 og Sovjetunionens kollaps knap to år senere.
Det var en vigtig debat, der - når indlæggene var bedst - satte spørgsmålstegn ved utallige indgroede kulturradikale selvfølgeligheder. Sandsynligvis var den øjenåbnende for mange andre end bare mig.
Den kolde krig 1947/1948-1989/1991 var en underlig størrelse fuld af paradokser - og disse bliver kun større, når vi træder et skridt tilbage.
Det er svært at få hold på det besynderlige forhold, at efterkrigstiden på den ene side sagde farvel til social nød i de industrialiserede lande og på den anden stiftede menneskeheden bekendtskab med truslen om total atomar udslettelse.
Når fremtidige historikere skal udlægge den kolde krig for deres måbende publikum, vil deres udfordring minde om den, nutidens historikere møder: at overbevise de lyttende/læsende om det rationelle i overtro, hekseafbrændinger og forbitrede religionskrige i århundrederne før oplysningstiden.
Det overnaturlige var engang omverdensforklaring, ligesom naturvidenskaben udlægger elementernes raseren i dag. Ingen af tilfældene handler om aktive tilvalg, der kan/kunne diskuteres. Sådan var/er det.
Der er ingen grund til at grine over fortidens mennesker: Onde ånder er usynlige for det blotte øje. Atomer, elektrostrømme og lydbølger har præcis samme egenskab. Men deres virkning bliver/blev i begge tilfælde opfattet som udslagsgivende.
Videnskabsmanden erstattede teologen, når verden skulle forklares. Gud fik en anden rolle - Gud kunne ikke undværes. Faktisk spillede Gud en overraskende stor rolle, især når koldkrigen foregik på videnskabens hjemmebane.
Fremtidens historikere vil uden tvivl hæfte sig ved, at verden trods teknologiske udvikling og filosofisk nytænkning var valplads for Det Godes metafysiske kamp imod Det Onde, som eksempelvis John F. Kennedy mente i sin indsættelsestale som præsident i januar 1961.
Den kolde krig blev en krig om sjæle, en krig om den mest tillokkende sandhed. Kættere - fjender af den sande tro - fik navn af kommunister eller kapitalister, alt efter om karakteristikken kom fra Kreml, Moskva eller Det Hvide Hus, Washington D.C.
Der går en lige linje fra de to domikanermunke Heinrich Kramer og Jacob Sprenger, som skrev inkvisitionens legitimerende kampskrift ”Malleus Maleficarum” (”Heksehammeren”, 1486) til djævleuddrivere fra det 20. århundrede.
Disse tæller statsanklager ved Moskva-processerne i 1930'erne Andrej Vysjinskij og hans yngre lærling, senator Joseph McCarthy, med sine høringer af såkaldt uamerikanske amerikanere.
Den amerikanske general med norske rødder Lauris Norstad - øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa fra slutningen af 1950'erne - var en af de mange, som talte om den kolde krig som et ”korstog for fred og frihed”. Koldkrigen iklædte sig temaer kendt fra europæisk middelalder og renæssance.
Eftersom naturvidenskab var den moderne omverdenstolkning, havde det stor betydning, om Øst eller Vest var bedst til at trænge ind i dens mysterier. Ligesom man engang udkæmpede blodige krige om, hvorvidt katolikker eller protestanter repræsenterede den sande tro.
De hårde videnskaber oplevede økonomisk og statusmæssig opprioritering uden lige. Målet var udvikling, især på det militære område. Investeringskontoen var bundløs. Præsident Eisenhower beklagede ved sin afgang, at det frihedens land, han engang havde kendt, efterhånden blev styret af et såkaldt militær-industrielt kompleks. USSR havde sit tilsvarende.
Det første naturvidenskabelige scoop under den kolde krig var atombomben. Det andet store projekt - udforskningen af rummet - tog over, da bombens image fik flere og flere skrammer. Fra at bomben var teknologiens ypperste triumf til at blive set som den potentielt værste tragedie i menneskehedens historie.
Rumprojektet blev så at sige arvet fra nazisterne, der udviklede den første fungerende bomberaket, V2. Dens sprængladninger skabte rædsel i London henimod slutningen af verdenskrigen.
Det logiske udviklingsmål var raketter med ballistiske baner, så supermagterne direkte kunne bombe hinanden hen over verdenshavene. Selvom russerne udviklede den første langtrækkende raket i 1957, var festen kun begyndt.
Vi kan for anskuelighedens skyld forestille os, at den teknologiske udvikling kan tegnes som en opadstigende linje med en bestemt hældning.
Tankeeksperimentet bryder sammen præcis i det øjeblik, 1960'ernes gigantiske rumprojekter fodrer koordinatsystemet med sine X- og Y-værdier.
Udforskningen af rummet er, hedder det sig, teknologisk set et udviklingsprojekt fra det 21. århundrede, som fandt sin løsning midt i det foregående.
Udforskningen af rummet var et så ufatteligt projekt, at Gud måtte på banen for at sætte det i perspektiv. For at gøre det håndgribeligt.
Kosmonaut Jurij ”Gagarin fløj i rummet, men han så ingen Gud”, påstod generalsekretær Nikita Khrusjtjov, efter at russerne i 1961 havde sendt det første menneske i kredsløb om jorden. Gud var væk, måske endda død. Det var nu bevist. Det ateistiske sovjetmenneske gik af med sejren.
Nyheden om Gagarins halvanden time lange opdagelsesrejse - ”Jorden er blå. Hvor vidunderligt, det er helt fantastisk”, fortalte han begejstret i radioen, mens han fløj - vakte beundring verden over.
Kort tid efter foreslog John F. Kennedy den amerikanske kongres at tage handsken op og ubegrænset hæve bevillingerne til rumprogrammet, NASA.
En amerikaner skulle som den første sætte fødderne på Månen. ”Intet andet rumprojekt inden for denne periode vil gøre et større indtryk på menneskeheden.” Talen indhøstede hele 18 klapsalver i løbet af sine 45 minutter.
De første astronauter, der så jordkloden udefra, havde sans for betydningen og omfanget af det, de så ud ad vinduerne.
En del af deres selvvalgte julehilsen til menneskeheden, da deres rumkapsel, Apollo 11, fløj ind i månens tyngdefelt den 24. december 1968 var en oplæsning fra Første Mosebog om Guds herlige skaberværk.
Christen Bonde er historiker