Hold Bibelen ude af demokratikanon

Bibelen er i al sin skønhed ikke en videnskabelig eller demokratisk lærebog, og vi gør vore hellige skrifter en bjørnetjeneste, når vi bruger dem i en sådan sammenhæng

HVAD DER BETEGNES SOM en demokratikanon har demonstreret, hvor svært det er at holde religion og politik adskilt. Blandt de tekster, der er optaget i værket, er nemlig en tekst fra Det Nye Testamente (NT), som endog har fået overskriften Lighedstanken med underoverskriften Identifikation.

Hvad laver en religiøs tekst i denne politiske sammenhæng? Og hvordan har man udvalgt én bestemt religion i modsætning til alle andre? Hvordan kan det være, at man i begrundelsen for at udvælge en tekst fra den kristne bibel understreger, at den er den jødiske tro og religion overlegen? Er det demokratisk at give ordet til den ene part i en problemstilling og udelukke den anden? Hvis kristendommen har en høne at plukke med jødedommen for at pynte sig med lånte fjer, er det så i rammen af en demokratikanon, det skal ske? Ikke med mindre man fejlagtigt lægger trykket i ordet kanon på sidste stavelse i stedet for på den første.

Jeg hører til dem, der mener, at det er rimeligt, at folkekirken har en fortrinsstilling frem for andre religioner i landet, når nu folkekirken er det eneste eksempel på en majoritet her i Danmark. Selv ikke finalen i X Factor blev fulgt af et flertal af danskere. Mindretal skal have rettigheder, der sikrer, at vi kan tale om religionsfrihed. Men majoriteten bør tilgodeses frem for de andre. Derfor skal kongehusets medlemmer tilhøre folkekirken.

Kirken har en egen status ved personregistreringen og i forbindelse med opkrævning af medlemsbidrag. Den kan i et vist omfang få tilskud fra statskassen. Den kan få midler til en bibeloversættelse og få den autoriseret. Det er helt i orden. Men når man skal give anskuelsesundervisning i demokrati, så bør folkekirken ikke tildeles et monopol, sådan som det er sket her.

Hvis det så endda var sådan, at Paulus med sit brev til Galaterne kom med epokegørende nyt ved at hævde, at alle er lige for loven, så ville det måske være interessant at få det med i vores kanon. Men det kan man allerede læse i Fjerde Mosebog: I forsamlingen skal der være én lov for jer og for den fremmede, som bor hos jer. Det er et princip, som vi mere end 2500 år senere har svært ved at håndhæve i det demokratiske Danmark! Princippet gik så vidt, at også kongerne var underkastet loven og måtte finde sig i, at profeter irettesatte dem, når de syndede ikke blot imod den skrevne tekst, men også mod de etiske normer.

SÅ DET MÅ VÆRE ANDRE formuleringer i Galaterbrevet, der retfærdiggør placeringen i demokratisk sammenhæng. Paulus erklærer loven for at være fortidig. Nu er det alene troen, der giver frelse. Og den, der har skrevet introduktionen i vores kanon (jeg ved heldigvis ikke, hvem det er) er gået i fælden og erklærer frejdigt, at jøderne tror, at de kan opnå frelse ved at handle i overensstemmelse med loven. Havde man ulejliget sig med at spørge en jøde, så ville man få at vide, at begrebet frelse har en helt anden betydning hos jøder end hos kristne, og at opfyldelse af loven ikke er en tjeneste, som man gør Gud, men primært er en opskrift på, hvordan det enkelte menneske skal få en lykkelig gang her på jorden.

Påstanden om, at loven er afskaffet med troen på Jesus som Kristus og Guds søn, bliver brugt gang på gang af kristne talsmænd, der med en vis foragt taler om jødedom og islam som lovreligioner.

Nu er det i sig selv helt i overensstemmelse med demokrati, at samfundet har love, der sikrer, at det ikke bare er de stærkeste, der får deres ret. Men er kristendom nu også støvsuget for love? Er De Ti Bud ikke gældende i kristendommen? Er der ikke bestemmelser om helligdage, om ægteskabet, om seksuallivet og meget mere?

I selve Galaterbrevet raser Paulus imod kødets gerninger, der omfatter utugt, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, selviskhed, drukkenskab og mere af samme slags. Der eksisterer altså forbud imod disse handlinger og påbud om at spise Åndens frugt, der blandt andet omfatter kærlighed. Men også budet om at elske sin næste som sig selv er taget fra Moseloven.

Selvom man kunne mene, at det var tidsspilde, så har jeg været udsat for adskillige velmenende menneskers forsøg på at omvende mig til kristendommen. Af og til har jeg bedt om, at man skulle lade mig og mine trosfæller være i fred. Når alt kommer til alt, så deler vi jo religion med Jesus selv. Men så har jeg fået at vide, at der skam eksisterer et bud, der forpligter kristne til at missionere: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. (Matthæus 28.) Der er altså oven i købet tale om alt det, Jesus har befalet jer.

SOM VORES KANON understreger, så går Paulus derfor videre med at forkynde, at vi nu alle er lige, jøde som græker, træl som fri, mand som kvinde. Det er der også stor begejstring for i introduktionen. Men for folk, der har bare et minimum af kundskaber, lyder det lidt hult. Er det ikke samme Paulus, der i Første Korintherbrev har skrevet, at kvinderne skal tie i forsamlingen og underordne sig, sådan som loven også siger (kap.14)? Og i kapitel 10 hedder det, at manden er kvindens hoved, og kvinden er mandens afglans, og hvis hun ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. At dele af den kristne verden senere har udviklet tanken om lighed mellem kønnene skal i høj grad anerkendes, men det gør da ikke teksten i NT til en demokratisk tekst.

Når vi taler om rettigheder, så bør der ikke være forskel mellem jøde og græker, men lige rettigheder skal ikke forveksles med en påstand om, at de er ens. Der er vel forskel på en dansker og en kineser, ja, for den sags skyld på en dansker og en tysker eller en svensker. Ret beset er der forskel på danskere indbyrdes.

Når vores kanon citerer Paulus, vil den så hævde, at Paulus i sin tekst fortæller os, at vi alle er omfattede af menneskerettighederne, hvis ellers Paulus vidste, hvad det er for en størrelse? Det tror jeg simpelthen ikke på, for der er i NT en helt afgørende forskel på den troendes og ikke-troendes rettigheder. I selve Galaterbrevet står der: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, end det I tog imod, forbandet være han. Demokratiets mønstertekst kræver altså, at man accepterer det evangelium, som Paulus har bragt, hvis man ikke vil fortabe sine rettigheder.

Og helt fortabt bliver man ifølge Lukasevangeliet, hvor det hedder: Mine fjender dér, der ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne. Eller hvad skal man sige til Matthæus ord: Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.

NU GÆLDER DET for alle de gamle skrifter, at man ikke nødvendigvis skal tage dem bogstaveligt. Jeg er generelt modstander af diskussioner religioner imellem, der føres efter devisen fra Annie get your gun: I can do everything better than you! (Jeg kan gøre alting bedre end dig, red.) Men det må gælde begge veje. Som jeg hævder, at det er en misforståelse at bruge tekster fra den jødiske bibel uden at undersøge, hvordan teksterne er fortolket og praktiseret, så må vi også give plads til fortolkninger af udtalelser i NT. Det berettiger bare ikke til at bruge teksterne som eksempel på demokrati og lighedstanke.

Jeg har svært ved at affinde mig med den største af alle forskelle mellem mennesker, nemlig forskellen mellem den døbte og den udøbte. Hvor vi andre til tider opererer med uligheder i dette liv, så synes det, som om kristendom forudsætter dåb som betingelse for at få del i den himmelske evighed, og det må alt andet lige være tusindfold værre. Enkelte præster vil måske nok holde døren på klem til himmerige for en udøbt sjæl, men hvornår får vi en kirke, der samlet vil stå frem og sløjfe denne ulighed?

Lad mig til sidst anføre, at jeg er en varm og tro ven af den danske folkekirke, sådan som den fungerer i praksis. For mig indeholder de klassiske religiøse værker vidunderlige tekster. Men vi gør vore hellige skrifter en bjørnetjeneste, når vi bruger dem i en sammenhæng, hvor det er alt for let at påvise mangler. Det er jo det vidunderlige ved religion, at den kan vokse og udvikle sig. Placeret i oldtiden kunne teksterne ikke måle sig med, hvad videnskab og demokratiske tanker har udviklet sig til i vor tid. Bibelen er i al sin skønhed ikke en videnskabelig eller demokratisk lærebog.

Bent Melchior er tidligere overrabiner