Hvad blev der lige af fasten?

Fasten er med årene blevet mere og mere utydelig i folkekirkens kristendom, og i en enkelt nyere bibeloversættelse er det helt forsvundet. Ordets forsvinden ligner en folkekirkelig-teologisk undskyldning for at komme af med begrebet faste, mener dagens kronikør

Den del af kirkeåret, vi befinder os i nu, kaldes ”fasten”. Det er tiden op til påske, og fasten er da oprindelig ment som en forberedelse til og fordybelse i lidelseshistorien. En periode, hvor man stemte sig selv ind på eller gjorde sig modtagelig for påskens budskab.

Det vil i princippet sige, at man i en periode undlader visse ting, giver afkald på noget af det daglige velvære for at blive tunet ind på noget andet, der måske ellers vil have sværere ved at trænge igennem til os. At man forbereder sig, fordyber sig.

De to rækker af evangelietekster, der prædikes over på fastetidens søndage, er ikke overtydelige i deres tilknytning til fasten, hvad der vel egentlig burde undre, da ellers advents-, jule- og påskesøndagene er helt naturligt fokuserede på deres gennemgående emner.

Ser vi de to tekstrækker igennem, så har første søndag i fasten i første tekstrække historien fra Matthæus 4, 1-11 om Jesu fristelse i ørkenen, hvor Jesus og Djævelen kappes om at servere citater fra det, som vi kalder Det Gamle Testamente, det vil sige jødernes hellige skrifter.

Et af de citater, som Jesus slynger i hovedet på Djævelen, er fra Femte Mosebog, kapitel 8. vers 3. I evangeliets gengivelse: ”Mennesket skal ikke leve af brød alene”.

Her sagt i en situation, hvor Jesus er søgt ud i ørkenen for at leve i forberedelse, det vil sige i bøn og faste. Han havde fastet i 40 dage og nætter og led til sidst af sult, fortæller evangelisten. Men nej tak, fasten er et vigtigt instrument for Jesus til at blive lydhør for Guds vilje med ham.

Anden tekstrækkes evangelium (Lukas 22, 24-32) har ikke noget med fasten at gøre. Til anden søndag i fasten handler ingen af de to tekstrækkers evangelier om faste, men om bøn og helbredelse. Det er troen, og det er bønnen i sig selv, der er i fokus.

Begge tekstrækkers evangelium til tredje søndag i fasten handler om, hvem Jesus er, om han trækker på dæmoniske kræfter eller er i pagt med Gud. Ikke et ord om fasten.

Til midfaste-søndag handler evangeliet i første tekstrække om bespisningsunderet, i anden tekstrække noget af det samme, men her ført over i en belæring om det sande brød, livets brød, som Gud rækker os gennem Jesus. Dermed tilbage til teksten fra Femte Mosebog om, at mennesket ikke lever af brød alene. Ringen er sluttet.

Så er vi fremme ved påsken, begyndende med indtoget i Jerusalem på Palmesøndag. I et tilbageblik over fasteugernes tekster må man konstatere, at essensen af begrebet faste kun træder frem i første tekstrækkes evangelium til den første søndag i denne periode, ellers ikke. Og slet ikke som en praksis, som de mere eller mindre troende kan tage til sig og udøve.

Men når det er sådan, hænger det sammen med, at vi, altså kirkegængere og almindelige bibellæsere, gennem de senere tiår er blevet holdt uvidende om, hvad der tidligere stod i evangelieteksten til anden søndag i fasten.

Både i nyere bibeludgaver og i de samtidige salmebøgers ”Alterbog” (det vil sige gengivelse af tekster til brug ved gudstjenesterne) slutter Markus 9, 14-29 med, at Jesus svarer disciplene, der ikke kan forstå, at de ikke har kunnet helbrede den epileptiske dreng, med ordene: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”.

Men tidligere – så sent som i en bibel optrykt i 1964 – stod der på dette sted: ”Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste”.

Nu er en officiel dansk bibel et filologisk anliggende, betrygget ved teologiske eksperter, så i den omtalte udgave stod der en anmærkning under vers 29: ordene ”og faste” mangler i nogle af de ældste håndskrifter.

Denne filologiske kommentar har åbenbart legitimeret, at ordene ”og faste” nu er blevet slettet af den autoriserede tekst og dermed udgår af forkyndelsen.

Nu stod der ikke i anmærkningen, at ordene ”og faste” mangler i de ældste håndskrifter, men kun, at de mangler i nogle af de ældste håndskrifter. Det første havde været en nogenlunde rimelig legitimering for at se bort fra disse to ord i en ny bibeludgave, men at det kun handler om nogle af de ældste håndskrifter, kan og bør ikke bruges til at slette lige præcis det, som er den ellers helt centrale mening med tekststedet.

Det ligner mere en folkekirkelig-teologisk undskyldning for at komme af med begrebet faste end en solid filologisk argumentation.

Som det er nu med denne evangelietekst, falder Jesu forklaring til disciplene – og os – til jorden som lettere meningsløs. Bøn – javel, men det alene hjælper tydeligvis ikke. Det hjalp ikke disciplene, der havde prøvet at genoplive drengen, og utallige mennesker har ned gennem tiderne erfaret det samme: bønner forblev virkningsløse, uanset hvor brændende og intense de så var.

I de ord, som i den tidligere, ucensurerede tekst stod som Jesu svar til disciplene, var der en tydelig forbindelse tilbage til teksten fra første søndag i fasten om fristelsen i ørkenen, som fulgte på de 40 dages og 40 nætters faste, og hvor Jesus i sin praksis op til påskens lidelseshistorie gjorde som Johannes, der også tunede sig ind på sin gerning gennem en periode med afsavn og faste i ørkenen.

Fasten er man måske bange for at anbefale i en velfærds-kirkelig sammenhæng, hvor flest muligt skal være med på vognen (hvad de dog ikke kommer ved, at man vælger at se bort fra essensen i budskabet). Pudsigt nok er der i vore dage, hvor kirken gør alt for at gøre sig lækker for ukirkeligheden, rundtom i samfundet en del wellness-guruer, der anbefaler kortere perioder med en eller anden form for faste som led i en opgradering af kroppens evne til at regenerere.

Men der er og bliver en forskel. Fasten som moderne helbredsråd handler om kroppen, om wellness. Kirken burde have styrken til at kunne tilbyde et alternativ: det åndelige, det, at mennesket ikke lever af hverken brød eller spaghetti alene. I den sammenhæng er fasten et redskab til at gøre kroppen til sangbund eller instrument for intensiteten i det åndelige, for bønnens vej til Gud.

Men problemet for folkekirken er jo nok det, at det medfører, at mennesket kan gøre noget selv. Det kan stemme sig selv. Man kunne med en bogtitel af Kierkegaard kalde det ”indøvelse i kristendom”.

Den slags kan kun ske ved bøn og faste – det er ord, der mere end nogensinde før ville have givet mening i en aktuel tekstlæsning i netop fastetiden.

Men det må Jesus ikke have sagt. Hans ord er åbenbart blevet underlagt en censur fra teologisk hold. Af hensyn til tidsånden. Men hvem læser tidsånden rigtigt?

Som det er nu, er der ikke meget andet tilbage af fasten end fastelavn. Udklædning og børnecirkus i gudstjenesten og med den altid tjenstvillige præst som konferencier.

Længe leve et wellness, der ikke kræver noget af nogen. Alle kan være med. Hvis de da gider. Der er jo andre og smartere tilbud på markedet.

Johan de Mylius er cand.mag. i dansk og tysk, dr.phil. og professor samt H.C. Andersen-forsker