SOM FAST KIRKEGÆNGER hører jeg mellem år og dag mange prædikener af forskellig kvalitet. Det har fået mig til at overveje, hvad der skal til, for at en prædiken er virkelig god. Umiddelbart ville jeg svare, at de bedste prædikener er visuelle. Ganske vist sagde Luther, at Guds rige er et høre-rige, ikke et se-rige. Men så skarpt kan man ikke adskille syn og hørelse.
Det er ikke tilfældigt, at englene i julen siger: "Se, vi forkynder en stor glæde." Mange salmer begynder med ordet se. For eksempel "Se, hvor nu Jesus træder" eller "Se, nu stiger solen". Jeg husker bedst prædikener, der har efterladt tydelige billeder i min bevidsthed.
LÆS OGSÅ:TEMA: Johannes Møllehave skriver
Det er heller ikke tilfældigt, at Jesus talte i lignelser. Vi husker mange af hans ord, men bedst hans billedtale. Også når den bliver absurd, som når han siger: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?" Man ser det for sig. En mand kommer gående på højre fortov slæbende på en bjælke, der går gennem hans hoved. Netop som han råber til en på venstre fortov: "Du har en splint i øjet!"
Jeg har rådført mig med Jan Lindhardt, som er specialist i retorik, og hans bror, Mogens Lindhardt, som uddanner præster og underviser dem i, hvordan man prædiker. De nævner begge tre ting, som jeg tillader mig at citere på græsk: 1. Logos. 2. Etos. 3. Patos.
Logos betyder tale. Herunder også logik. Etos betyder, at der tales til moral og etik. Når det for eksempel hedder "du skal elske din næste". Patos betyder lidenskab, som går begge veje. Der er både tale om prædikantens følelse og tilhørerens.
JEG HUSKER EN PRÆDIKEN, som handlede om det beklagelige i, at en del melder sig ud af folkekirken. Prædikanten sluttede med at sige, at det var skammeligt, at man kunne være statsminister i Danmark og offentligt erklære, at man havde meldt sig ud af folkekirken. Prædikanten nævnte udtrykkeligt Jens Otto Krag (S). Han afsluttede sin prædiken med ordene: "Ja, Jens Otto Krag meldte sig ud af folkekirken. Men det endte jo også med, at han begik selvmord. Amen."
Det var i Ribe Domkirke, og prædikanten hed Søren Krarup. Dels er oplysningen falsk. Krag blev obduceret, og han begik bestemt ikke selvmord. Jeg nævner eksemplet for at vise, hvordan man længe husker en prædiken, der strider mod etos. Det hedder jo som bekendt "du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste". Den prædiken var mere talende end tiltalende.
Brødrene Lindhardt er vokset op med gode prædikener. Deres far, professor P.G. Lindhardt, skrev et essay, han kaldte "Om den kunst at prædike". Til Lindhardts fortræffeligheder hører, at man livsvarigt husker afslutningen på hans prædikener. For eksempel husker jeg, at han talte om den lamme, som Jesus spørger ved Betesda Dam: "Vil du være rask?" Slutningen af prædikenen lød: "Vil du være rask? Vil du holde dig til den sundhedsbrønd, hvoraf du kan drikke dig visdom nok til at vide, at du aldrig kan blive uforskyldt martyr og aldrig med rette fornærmet? Gå så bort og synd ikke mere, men glæd dig over, at evangeliets skarpe lud er noget andet end den søde trøst, som giver dig medhold i dine undskyldninger. Sandheden skal frigøre dig. Sandheden om ham, som vil gøre det mirakel at gøre dig rask, skønt det gør ondt at skulle være rask, når man vil være syg."
Apropos billeder hørte jeg for nylig en prædiken af en af vores ypperligste kvindelige præster. Hun brugte en vending, som gik helt skævt, på Mariæ bebudelsesdag. Hun sagde: "Vi skal ikke hælde grus i eksistensmaskineriet." Hvis man skal forsøge at gå ind på hendes tankegang, har Søren Kierkegaard brugt en vending, som jeg synes er langt bedre end Freud. Freud taler om fortrængning. Søren Kierkegaard derimod bruger det mere præcise udtryk fordunkling.
KIERKEGAARD MENER, at vi burde være os selv gennemsigtige i den forstand, at vi kan se så klart ned i vores bevidsthed, som når man i en bæk ser både sten og småfisk. Jeg er lykkelig for formuleringen, at vi fordunkler. Som om vi hældte blæk ned i det klare vand.
Jeg har nylig læst en erindringsbog af Bent Isager. Han siger, at det almindelige er, at mordere ikke husker deres onde handling. Freud kalder det fortrængning, Kierkegaard kalder det, som sagt, fordunkling.
Men hvis der var noget, Søren Kierkegaard aldrig ville sige, så var det ordet eksistensmaskineri. Eksistensen er alt andet end noget maskinelt. Bilisten kan regne med sin vogns motor. Vi kan derimod ikke undgå, at den grundlæggende opga ve for mennesket er det at eksistere.
Pas på med billeder. En præst ville engang sige, at realistiske mennesker er sjældne. Men formuleringen var uheldig. Han sagde: "Mennesker med begge ben på jorden hænger ikke på træerne." Det lo vi meget ad.
Prædikanten skal ikke overveje, hvad han skal sige, mens han står på prædikestolen. Han skulle gerne have gjort tænkearbejdet færdigt hjemmefra.
Jeg husker tit en pointe i en god prædiken. Mogens Lindhardt sluttede en prædiken om Maria Magdalene ved graven. Hun tror, at det er havemanden hun møder, men det er den opstandene. Hun genkender ham, da han siger hendes navn Maria, og udbryder: "Min Herre og min Gud." Mogens Lindhardt sluttede: "Og det skal du høre sagt til dig fra nu af og til evig tid (...) og så én dag til." (Vendingen stammer fra Shakespeare, fra komedien "As You Like It").
Til sidst vil jeg fortolke og genfortælle den bedste prædiken, jeg har hørt i år. Det var midfaste søndag i Søllerød Kirke, og prædikanten var Thomas Bruun. Teksten efter anden tekstrække er taget fra Johannesevangeliet, kapitel 5. Det er der, Jesus bruger det udtryk om sig selv, at han er livets brød.
Når vi lige har hørt evangeliet, venter vi ofte en direkte udlægning. Thomas Bruun gjorde noget andet. Han begyndte et sted, vi ikke havde gættet, med at beskrive et billede af Van Gogh fra 1885. Van Gogh var 32 år, da han malede det. Fem år senere begik han selvmord.
THOMAS BRUUN FORTALTE, at Van Gogh havde lavet mange forstudier, for at billedet kunne blive perfekt. Han havde set kartoffelspiserne og været i deres stue, og han fortalte til sin bror, Theo, at det var ham om at gøre at få deres slidte udtryk, deres rynker og deres ru arbejdshænder til at se troværdige ud. I stuen, hvor de spiser kartoflerne, er der en enkelt lampe, men Thomas Bruun forklarede, at det egentlige lys kom fra himlen over det lille tarvelige spiserum.
Jeg har selv set billedet i Amsterdam, men prædiken fik mig til at huske detaljer. Det er klart, at vi kirkegængere nemt ser forbindelsen til midfaste-teksten, hvor Jesus taler om ikke for bønder så for fattige fiskere, for hvem både brød og fisk var mirakler. Vi var mange i kirken. Der var flere barnedåb og derfor mange såkaldt kirkefremmede. Men man mærkede på den intense lytten, at alle var fascinerede af denne første del.
Derfor var koblingen til anden del nem. Martin Luther siger om det daglige brød, som vi beder om i fadervor i femte bøn, at det jo ikke kun er det brød, vi spiser, der er det mirakuløse, men også dem, vi er sammen med. Familie, gode venner og trofaste naboer.
I sidste del af prædikenen mindede Thomas Bruun om koncentrationslejrfangen Victor Frankl, som var psykiater, og som har beskrevet, hvordan brødets under for alvor gik op for ham, da han en dag sad sulten ved den elendige suppe, man fik i lejren. Frankl sagde, at han aldrig glemte, at hans sidemand, udhungret som han selv, pludselig trak et brød op af sin lomme, som han havde gemt til sig selv, og gav det til Frankl. "Det er ikke brødet, jeg husker," siger Frankel, "men hans venlige øjne og hans stilfærdige nik mod mig, som udtrykte, at selvom han i yderste grad havde brug for det til sig selv, gjorde det ham godt, hvis en anden tog imod det."
Johannes Møllehave er præst og forfatter
