Uanset tre danske rapporter fra Udenrigsministeriet, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Forsvarsakademiet om den civile og militære indsats i Afghanistan ikke indfrier kritiske soldaters eller journalisters ambitioner om at placere et ansvar for ”alt det”, der ikke er gået som ønsket, tegner rapporterne et billede af en indsats i Afghanistan, der ikke nåede sit mål. Tilsvarende gælder for en samtidig norsk rapport om samme emne.
Det er nok ikke nogen stor overraskelse i dag, hvor den danske indsats i Afghanistan alene udgøres af udviklingsstøtte og et mindre antal danske trænere på den afghanske officersskole.
Dermed tegner rapporterne reelt afslutningen på det snart 15 års omfattende civile og militære engagement, men ikke bare det: De skaber også konturerne af en gryende national konsensus om og forståelse af vores mangeårige engagement i Afghanistan.
Som en, der har fulgt krigen i Afghanistan hele vejen (fra hærens generalstabskursus i 2002-2003, fra DIIS 2004-2006, som soldat i Afghanistan 2006-2007 og senere fra Pakistan 2010-2012 samt fra Forsvarsakademiet), vil jeg gerne byde ind på denne konsensus, som jeg vurderer den.
Jeg har delt min kronik op i, hvorfor vi angreb, hvorfor krigen blev lang, om det var forgæves samt i generalstabens diktum: …og hvad betyder det så?
Hvorfor angreb vi? Vi (Vesten) gik ind i Afghanistan, fordi Taleban i Afghanistan – efter al-Qaedas angreb i New York 2001 – hverken ville udlevere al-Qaedas ledere eller standse deres samarbejde med terrororganisationen.
Jeg ved det selvfølgelig ikke, men havde Taleban, der dengang havde magten i Afghanistan, udleveret lederne af al-Qaeda, udpeget træningslejrene og stoppet samarbejdet med al-Qaeda, er det ikke utænkeligt, at USA’s militære operationer i Afghanistan ville have haft en mere begrænset målsætning.
I givet fald ville vi i dag være ret ligeglade med situationen i Afghanistan. Mere sandsynligt er det, at vi efterhånden ville have støttet en mere moderat talebanregering i forsøget på at modernisere Afghanistan med samme fredelige midler, som vi i årtier har gjort det overalt i Den Tredje Verden.
Når det ikke skete, skyldtes det, at talebanlederne i 2001 enten fuldstændig misforstod de dårlige kort, som de havde på hånden, eller rent kulturelt slet ikke var i stand til at sige ”javel” til nogen som helst. Og derfor blev de bombet tilbage til stenalderen, men da de populært sagt allerede boede i den, så gik de ikke til grunde. De startede bare forfra.
Når det ikke skete, at USA og Vestens militære operationer blev begrænset, skyldtes det også, at Taleban og al-Qaeda blev slået i hartkorn i en klassisk dem eller os-krigsretorik. Dermed blev Taleban tildelt en ekspansiv terrrordagsorden, som Taleban ikke havde, men som de næste 15 år kunne føde ind i en fortælling om, at når Taleban angriber Vestens styrker i Afghanistan, så er det med den hensigt senere at flytte kampen inden for Vestens egne grænser. Denne ekspansive dagsorden er dog lige så svær at få øje på i dag, som den var i 2001 – og det er det rene vrøvl, når det for tiden i debatter anføres, at var vi ikke gået ind i Afghanistan, så havde Taleban muligvis erobret Pakistan inklusive landets atomvåben.
Så når USA og Vesten gik ind i Afghanistan, var det, fordi Taleban til fulde levede op til daværende præsident Bushs ord: ”Either you are with us or you are with the terrorists.”
Hvorfor blev vi? Når vi blev i Afghanistan, efter at al-Qaeda reelt var tilintetgjort, skyldtes det ikke en trussel mod Vesten, men at vi ændrede formålet med opgaven til at blive en slags vestligt civilisationsprojekt støttet med våbenmagt under den uudtalte parole: ”Aldrig mere 11. september.” Det har nu 15 år senere vist sig at være en for stor mundfuld både kulturelt, militært og politisk.
Først og fremmest fordi Afghanistan er antitesen til alt, hvad der er vestligt: familien og stammen frem for individet, men også frem for ”the greater good ”; aftaler kan brydes (af begge parter!); korruption og nepotisme er indgroet på alle niveauer i samfundet; kvinder og børn har mindre værdi; lykke og ulykke er bestemt af Gud. Dermed er Afghanistan et utroligt hårdt land at leve i og endnu hårdere at reformere.
Dernæst fordi Afghanistan er et drabeligt land, hvor brug af våben som forsvar mod forandring og som magtmiddel er almindeligt. Og så er overgivelse ikke det samme som undergivelse; snarere et spørgsmål om tid, før man angriber igen. Og hvordan vinder man over en modstander, der ikke anerkender at have tabt?
Næstsidst fordi Vesten ikke er alene om at have interesser i Afghanistan; det har også Kina, Rusland, Indien og Pakistan – og bestemt ikke de samme som Vestens. Og endelig fordi større trusler om både krig, terror, flygtninge og migration andre steder fra gør det nødvendigt for Vesten at nedtone civilisationsprojektet i Afghanistan.
Var det forgæves? Danmark og Vesten har stor ære af forsøget på at civilisere Afghanistan, men det har kostet betragteligt i menneskeliv og penge. Derfor har vi også stor ære af de projekter, der er lykkedes, hvad enten det er skoler, vejbyggeri, klinikker, sygehuse eller idéen i mange afghanske hjerter om en bedre fremtid. Og derfor har også de mange soldater og andre udsendte, der satte livet på spil eller faldt på slagmarken for den idé, stor ære af deres offer.
Det ændrer ikke ved, at vi ikke lykkedes med civilisationsprojektet, ligesom afghanerne næppe heller vil selv – og måske er det bare sådan med afghanerne, vil jeg, som en der har været tæt på dem, mene.
Om ikke andet har et muligt fremtidigt sejrende Taleban formentligt lært, at beskyttelse af terrorister fører til droneangreb og død – en kapacitet Vesten ikke besad i 2001. Og om ikke andet har Vesten lært, at civilisering af Afghanistan med våben ikke virker.
Mit bud på en fælles dansk fortælling er, at vi skal erkende, at der for tiden ikke findes militære eller civile indsatser, hvis afslutning kan defineres fuldt ud. Der bliver ingen sejrsparade over terrorismen og ej heller for demokratiet i Afghanistan. En pointe som kun forstærkes, hvis politikere og journalister tager den til sig.
Med den erkendelse bør vi undgå den fejl at iscenesætte en notorisk lille dansk indsats blandt mange, meget større partnere, som noget særligt; som om der netop, der hvor ”danskerne er”, sker særligt positive fremskridt.
Den fortælling fra både Helmand i Afghanistan og Basra i Irak har gjort betydelig skade på diskussionen af krigene i Afghanistan og Irak, fordi den danske debat oftest handlede om, hvad vi danske selv gjorde, frem for hvordan hele indsatsen skred fremad.
En debatform, der i øvrigt har gjort det meget svært ikke at betragte tabet af danske soldater og andre udsendte som forgæves, nu hvor for eksempel Taleban igen har kontrol med flere danske områder.
Og med den erkendelse skal vi agere, i lyset af at planerne for udførelsen af store koalitionsindsatser, uanset om rammen er Nato, USA eller FN, kun i begrænset omfang levner plads til særlig dansk indflydelse – men selvfølgelig mere indflydelse og ansvar, end hvis man ikke er med.
Det er her, at strategerne i en regering samt tænkerne på blandt andre Forsvarsakademiet kan sætte reelle danske fingeraftryk på løsningen af den næste mission parallelt med Danmarks civile og militære indsatser i et begrænset område i felten.
Og endelig skal vi i højere grad erkende, at Danmarks legitimering af og bidrag til militære indsatser også giver point på andre sikkerhedspolitiske slagmarker end den helt konkrete. Sådan er det også at være et lille land. Sådan er det i øvrigt også at være soldat, der kæmper for sit land.
Nicolas T. Veicherts er oberstløjtnant, chef for Forsvarsakademiets institut for sprog og kultur og for Sprogofficersskolen. Tidligere udsendt to gange til Balkan i 1990’erne, til Afghanistan 2006-2007 samt til Pakistan 2010-2012