Hvad skyldes integrationsproblemerne?

Det mest bemærkelsesværdige ved den danske diskussion om indvandrings- og asylpolitik er, at det af de fleste uden videre forudsættes, at den nuværende indvandrings- og asylpolitik ikke skaber større problemer, end at de kan løses. Set i historiens lys er den politik, som vi nu fører, nemlig helt ny og temmelig naiv, mener dagens kronikør

-Arkiv- SE RB PLUS Asylboom får kommuner til at bryde loven BV.: RB Plus: Flygtninge puster nyt liv i mindre byer. ARKIVFOTO fra asylcenter Sandholmlejren. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014)
-Arkiv- SE RB PLUS Asylboom får kommuner til at bryde loven BV.: RB Plus: Flygtninge puster nyt liv i mindre byer. ARKIVFOTO fra asylcenter Sandholmlejren. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014). Foto: Bax Lindhardt/Scanpix.

I EN FYLDIG ARTIKEL fredag den 13. marts fortalte Kristeligt Dagblad historien om de love og planer, som Danmark har vedtaget for at kunne imødegå de problemer, som indvandringen og asylmodtagelsen har medført. Samlet set konkluderede artiklen, at det er usikkert, om alle de mange planer har hjulpet. Sikkert er det i hvert fald, at problemerne stadig er store og kræver nye tiltag.

Diskussionen førtes videre i en leder i avisen samme dag. Det hævdedes, at med en ”voksende tilstrømning af flygtninge og indvandrere i de kommende år” må det danske samfund ændre socialpolitik. Det nuværende sociale sikkerhedsnet kan ikke fastholdes, men der må bruges mere pisk og mindre gulerod.

Det mest bemærkelsesværdige ved denne diskussion - som den føres her i Kristeligt Dagblad, og som den normalt føres andre steder - er, at det uden videre forudsættes, at den nuværende indvandrings- og asylpolitik ikke skaber større problemer, end at de kan løses. Problemerne erkendes, men det forudsættes, at der findes en rationel integrationspolitik, som vil løse dem.

Og det forudsættes i en sådan grad, at man ikke blot går ud fra, at den nuværende indvandrings- og asylpolitik skal fortsætte, men at man også må acceptere en ”voksende tilstrømning af flygtninge og indvandrere i de kommende år”.

Men hvorfra ved man, at denne forudsætning holder? Kan det ikke tænkes, at vi har skabt en række problemer, som ikke kan løses i sædvanlig forstand, men som ender med at forøge de sociale spændinger? Og kan det ikke være, at en fortsættelse af politikken blot vil føre til, at vi skaber et samfund, som bliver farligere og mere usikkert at leve i for den almindelige borger? Er det ikke muligt, at enhver nogenlunde realistisk løsning på integrationsproblemerne først og fremmest må involvere en strammere og mere målrettet indvandrings- og asylpolitik?

SET I HISTORIENS LYS er den indvandrings- og asylpolitik, som vi nu fører, helt ny og aldrig før set. Den bygger på nogle principper, som er fundamentalt forskellige fra de principper, som vore forfædre fulgte, da de udformede det demokrati, som de gav videre til os.

Specielt bygger den på et princip om, at enhver, der er politisk forfulgt i sit hjemland, ligegyldigt hvor det er, har ret til at få asyl, hvis han melder sig ved grænsen - ganske uanset om landet evner at integrere vedkommende. I samme åndedrag forudsætter den nuværende politik også, at det er principielt forkert, at der tages hensyn til etniske og kulturelle - herunder også religiøse - faktorer, når det vurderes, om indvandrere og flygtninge skal have adgang til bosættelse i landet.

For ikke så mange generationer siden ville den almindelige indstilling være, at en sådan politik umuligt kunne være holdbar. Denne strenghed er en del af forklaringen på, at Danmark over tid kunne udvikles som demokratisk land med få sociale spændinger.

Spørgsmålet er så, om vi kan opretholde dette demokrati, når vi fuldstændig vender op og ned på de principper, som styrer indvandringspolitikken. Når vi nu tror, at vi kan løse alle de integrationsproblemer, som en indvandringspolitik, der er blind for etniske og religiøse faktorer, medfører, er det så, fordi vi er blevet klogere end vore forfædre - eller er det, fordi vi er mere naive?

For at kunne tage stilling til dette spørgsmål må vi begynde med at gå lidt i dybden. I første omgang bør vi lige gøre os klart, hvorfor menneskeheden overhovedet er opdelt i etnisk og kulturelt differentierede samfund. Det skyldes en helt naturlig udvikling. Opsplitningen har fundet sted, fordi de respektive populationer har levet på afstand af hinanden og har haft en begrænset udveksling af genetisk materiale og af kulturelle former.

På den baggrund er det kun erfaringen, som kan fortælle os, hvor let vi har ved at indgå i et fælles samfund, når afstanden brydes ned. Vi kan i hvert fald ikke forudsætte, at et sådant samliv ikke vil skabe større problemer end et samfund, som etnisk og kulturelt er homogent.

Tværtimod må det være naturligt at gå ud fra, at folk i almindelighed foretrækker at leve i samfund med andre, som etnisk og kulturelt ligner dem selv. Det kan godt være, at det ”fremmede” pirrer og interesserer, men når man skal vælge, så foretrækker man det, som man kender, og som er en del af ens egen natur.

HVIS VI TAGER DETTE ALVORLIGT, så kan vi umiddelbart slutte, at en indvandrings- og asylpolitik, som gør sig fuldstændig blind for etniske og kulturelle særtræk, må medføre sociale konflikter. Hvis der kommer mange etnisk og kulturelt fremmede til landet, så vil det, at folk i almindelighed foretrækker at leve sammen med andre, som etnisk og kulturelt ligner dem selv, føre til, at de oprindelige beboere vil flytte væk fra de områder, hvor de fremmede begynder at dominere.

Det vil selvfølgelig først og fremmest være de velstillede, som flytter bort, fordi det ikke er omkostningsfrit. Og det vil derfor primært være de økonomisk svagere, som overlades til at leve i omgivelser, som er etnisk og kulturelt forandrede.

De svage kan ikke - som de velstillede - protestere mod denne udvikling ved at flytte bort. For det har de ikke råd til. I stedet kan de protestere ved at bruge deres politiske stemme - og altså ved at stemme på et politisk parti, som vil begrænse indvandringen og modtagelsen af flygtninge. Og denne protest er moralsk set ikke værre, end at de mere velstillede borgere bruger deres velstand til at bosætte sig i områder, hvor der er færre etnisk og kulturelt fremmede. Moralsk set er det samme holdning, der kommer til udtryk. Dette kan vi bedre forstå, hvis vi gør os klart, hvorfor vi som samfund er nødt til at acceptere en vis økonomisk ulighed. Det skyldes, at folk i almindelighed vil have en personlig fordel af deres arbejdsindsats. Det er dem ikke nok blot at arbejde for fællesskabets bedste. Så uselviske er de ikke.

Det er dem ikke nok at vide, at samfundet kan yde en større indsats for de nødlidende. De vil hellere selv have en lidt højere levestandard. Den selviskhed må vi som samfund bøje os for; og derfor må vi indrette skattesystemet således, at det opretholder uligheden. Ellers graver vi som samfund vor egen grav.

På dette punkt har den politiske klogskab altså erkendt, at selviskheden ikke kan udraderes, men at den må styres. I modsat fald undergraver vi arbejdsmoralen i samfundet. Men når ganske den samme selviskhed kommer til udtryk i underklassens politiske protest imod indvandrings- og asylpolitikken, så har den politiske elite haft sværere ved at bøje sig. Imidlertid er der ingen som helst grund til at tro, at det er bedre at bøje sig for selviskheden af hensyn til arbejdsmoralen end af hensyn til den sociale sammenhængskraft.

Desværre er der fortsat en stor del af vor politiske og intellektuelle elite, som ikke evner at gennemskue disse sammenhænge. Eliten er blind for sin egen selviskhed, men fordømmer den samme selviskhed i underklassens adfærd. Sin egen selviskhed ignorerer den, men underklassens ganske tilsvarende selviskhed blæser den op til racisme og menneskerettighedskrænkelse. Det er et moralsk selvbedrag af skæbnesvangre dimensioner. Og dette selvbedrag - som altså kendetegner store dele af den politiske elite - er den egentlige og dybeste kilde til de fortsatte integrationsproblemer.

Samfundet går under, hvis vi undergraver arbejdsmoralen. Men det går også under, hvis vi undergraver den sociale sammenhængskraft. Det socialistiske - eller sovjetiske - eksperiment lærte os det første. Under stor lidelse. Nu er vi i gang med et eksperiment, som vil lære os det andet. Spørgsmålet er kun, hvor megen lidelse det skal koste, før lærdommen er vundet.

Kai Sørlander er filosof og forfatter