Det er med nogen bæven, jeg har sagt ja til at deltage i kirkeministerens Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.
Jeg er glad for og stolt over at være udpeget. Og jeg tror, det bliver en umådelig spændende opgave. Men jeg er samtidig placeret i et udvalg, som jeg på alle tænkelige måder havde ønsket mig ikke eksisterede.
LÆS OGSÅ: Sareens udvalg kan nå at skrive kirkehistorie inden næste folketingsvalg
Jeg ser folkekirken og den lutherske kristendom som en af de allervigtigste byggesten i vores samfund. Vores fundament som samfund og som borgere ville være et helt andet uden kirken og kristendommen i netop denne form.
Hvis kirken skal forandres, bør det ske, fordi den selv fremkommer med ønsket. Det tilsiger den traditionsrige kirkepolitiske magtbalance. Nogle vil hertil indvende, at rigtig mange kirkefolk på det seneste netop er fremkommet med et sådant ønske.
Men må jeg minde om, at det for manges vedkommende desværre bunder i ministerens manglende forståelse for kirkens meget fornemme magtbalance. Det så vi i sagen om homoseksuelle vielser, hvor ministeren trods stor kirkelig enighed om det oprindelige forslag alligevel fremlagde et alternativt forslag, som skabte total splittelse. Og på samme måde har mange kirkefolk ganske naturligt reageret på en minister, der betragter sig selv som kirkens chef.
Det kan derfor ikke undre, at mange netop nu tænker, at det er blevet tid til at lave strukturerne om. Og jeg skal da ærligt indrømme, at selv jeg kan fristes til at mene, at der må sættes en stopper for, hvad politikerne kan gøre med kirken, når nu sandheden er, at vore politikere generelt ved mindre og mindre om kirken og dens tradition.
Der er desværre langtfra nogen sikkerhed for, at den næste kirkeminister vil have mere kirkelig indsigt end den nuværende. Og det er forbundet med risiko, når kirken styres af politikere, der er stadig mere fremmede over for kirkens forhold og har stadig mindre forståelse for dens betydning for vores samfund.
Problemet bider sig selv i halen. Netop fordi ministeren ikke har forståelse for den fine tradition, der tilsiger, at kirken selv må tage initiativet og selv må være med på forandringerne, netop derfor vælger han en model, hvor forandringen skal komme oppefra og ikke nedefra. Havde han haft forståelse for den kirkepolitiske tradition, så var processen blevet en anden, og udvalget havde ikke været en realitet.
En proces, der starter nedefra i det kirkelige system, er naturligvis en langsommelig affære. Noget, der er ganske mod tidsånden og ministerens tålmodighedstærskel. Men måske det ville være en sundere proces og samtidig give en stærkere følelse af, at det fortsat handler om en fælles, rummelig folkekirke. Det ligger ligefor at frygte, at ministeren uanset udfaldet af vores arbejde vil presse en forfatning ned over hovedet på kirken uden at tage sig den tid, der skal til for at sikre en model, hvor hele kirken stadig kan være med.
Dertil kommer en helt anden og mindst lige så alvorlig problemstilling, som jeg meget håber, at mine kolleger i udvalget vil være med til at tage højde for: Hvad bliver konsekvenserne for samfundet af en anden kirkeordning og et eventuelt løsere forhold mellem kirke og stat?
Som medlem af folkekirken i et velfungerende sogn er jeg sikker på, at jeg også har en kirke i fremtiden uanset en eventuel forfatning, et kirkeråd eller sågar en adskillelse af kirke og stat.
Men som samfundsborger er jeg nervøs for, hvordan kirkens rolle vil være i fremtiden. Vi skylder vores børn og børnebørn, at de også kan vokse op i et samfund, hvor kirkens rumnmelighed kan være spejl for vores samfundsværdier, hvor kirkens traditioner kan være holdepunkter i vores liv også uden for kirkerummet, og hvor religionsfriheden blomstrer, fordi også det officielle Danmark er bundet op på, at religionen har betydning.
Vi skylder dem, at de får lov at kende det fundament, som vores samfund er bygget på. Og vi må gerne som en kristen nation flage med stoltheden over, at vores lutherske værdier faktisk har givet os et samfund og nogle værdier, som vi er og rettelig kan være stolte af. Dertil kommer, at vi med den nuværende folkekirkeordning sender det klare signal, at de kristne værdier, traditioner og holdepunkter er noget, vi alle kan kræve hævd på også selvom vi ikke alle er medlemmer af folkekirken.
Jeg er fuldt ud klar over, at udvalgets kommissorium ligger inden for Grundlovens rammer. Men jeg minder om, at stærke kræfter blandt andet i regeringen og dens bagland i disse år arbejder for en reel adskillelse af kirke og stat. Udvalgsarbejdet kan derfor alt for nemt blive en løftestang for den adskillelse.
Samtidig er det vigtigt, at arbejdet ikke fører til, at kirken får sit eget talerør og dermed sin egen holdning til stort og småt. Hvis først kirken kommer til at tale med én stemme, så forsvinder rummeligheden. Og hvis rummeligheden forsvinder, så er kirken ikke længere kirke for os alle sammen og dermed heller ikke længere den legitime ramme om store private og officielle begivenheder. Hvis det forsvinder, så forsvinder også en stor del af vores sammenhængskraft og vores samfundsfundament.
Får vi et kirkeråd med en stærk religiøs stemme i den politiske debat, vil det ikke bare gøre politisk ideologi til en kirkelig slagmark. Det vil også betyde, at andre religiøse grupper lettere bliver overset.
Så længe folkekirken er holdt fast på rummelighed og bredde, kan den ikke bidrage til at polarisere samfundsdebatten. Og den rummelighed og tolerance, der er nødvendig inden for kirken, vil fortsat spejles i samfundet.
Resultatet af udvalgsarbejdet har derfor ikke kun konsekvenser for, hvordan folkekirken ser ud i fremtiden, men også for, hvilket samfund vi giver videre til vores børn og børnebørn.
Derfor håber jeg inderligt, at alle i udvalget og alle, der får lyst til at deltage i debatten vil tænke grundigt over, hvem kirken egentlig er til for.
Som medlem af folkekirken ønsker jeg selvsagt det bedste for kirken. Og jeg tror sagtens, at kirken kan klare sig uden staten. Ligesom jeg tror, den i mange sammenhænge vil have glæde af at være fri for uvidende og uengagerede politikeres indblanden.
Men først og fremmest er jeg samfundsborger. Og som sådanne bør vi alle holde os for øje, at kirken ikke bare er eller skal være kirke for kirkens skyld. Kirken er til for menneskers skyld også for de mennesker, der måske endnu ikke har opdaget, hvor vigtig den er, og hvad den bidrager med.
Derfor bør vi først og fremmest se fremtidens folkekirke i et samfundsperspektiv, hvor vi vurderer, hvordan kirken bedst står rustet til også i fremtiden at være vores allesammens rummelige værdi- og samfundsfundament.
Det kan ikke nytte noget, at vi ændrer kirkens strukturer alene med blik for, hvad der er godt for kirkens ansatte eller mest aktive brugere. Det kan naturligvis virke paradoksalt, at kirken skal være til for dem, der ikke vil kirken. Men netop det paradoks ligger jo indbygget i hele kristendommens væsen.
I disse år smuldrer store dele af vores værdimæssige fundament.
Det mindste, folkekirken kan gøre, er at stå fast på at være kirke for alle mennesker og fortsat bidrage til, at vores samfund holdes fast på at være et rummeligt samfund med plads til alle mennesker uanset religiøs eller politisk observans. Det må udvalgsarbejdet ikke spænde ben for.
Charlotte Dyremose er tidligere folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti