KRONIK: Dette er en bøn om hjælp fra Hassans danske ”familie”. I dag er han en integreret del af denne og taler flydende dansk. Hans skæbne blev afgjort i Udlændingeservice den dag i 2009, hvor han som helt ung og uden bisidder på opfordring høfligt underskrev et dansk dokument.
Han forstod ikke dansk og kun delvist den iranske - ikke kurdiske - tolks oversættelse.
Forud for dette lå et seks timer langt forhørslignende interview. Ekstremt stressende for en 18-årig i et fremmed land. Referatet er selektivt og vidner om, at spørger mangler forståelse for farerne ved oppositionelt politisk virke i en diktaturstat.
Alle korrektioner til dette referat er ved senere appelsager blevet underkendt. Alligevel viser referatet, at Hassan havde særdeles god grund til at flygte og dermed er fuldt berettiget til asyl.
Siden dette ”interview” har Hassan af myndighederne været anset som utroværdig og har hele sin ungdom levet uden ret til uddannelse, arbejde og egen bolig. Til gengæld med kontinuerlige krav om fremmøde på asylcentre og hos Rigspolitiet.
I min familie har vi været bevidste om, hvor heldige vi er at leve i vores lille smørhul af en velfærdsstat. Min søster og jeg lærte i 1990'erne vores børn, at Danmark er et godt land.
Vi har retten til at ytre os og behandler vores næste godt. Min mor fortæller ofte historier fra sin ungdom under Anden Verdenskrig. Om, hvordan danskere hjalp jøder til Sverige. Vi ofrer ikke næsten. Eller gør vi?
Vi har haft en oplevelse, der har udfordret vores syn på det at være dansker.
Vi har lært den unge kurder Hassan at kende. Efter flugt fra præsteregimet i Iran søgte han asyl i Danmark. Hassan er født i en flygtningelejr i Irak og har aldrig haft et gyldigt pas.
Som lille kom han med sin familie til Iran, og der kæmpede de sig op til et liv i middelklassen. Hassans søstre kunne ikke få rigtig skolegang. De skulle gå tilslørede mod eget ønske. Hassan kom i skole, hvor det var forbudt at skrive på kurdisk.
Præstestyret satte den religiøse og samfundsmæssige dagsorden. Kurderne kom i sidste række, når der søgtes arbejde, de måtte ikke gå i kurdisk tøj og så videre.
Da Hassan som 18-årig studerende opdagede, at et par af hans venner var med i en kurdisk aktivistgruppe, blev hans politiske interesse vakt, og han deltog i det spirende oprør mod præstestyret. Et oprør, der i 2009 blev slået ned på brutal vis.
Hassan kom ikke langt med sine politiske protester. Der kom razzia på skolen. I Hassans taske var der løbesedler, men han nåede at flygte, da der opstod tumult. Han forlod straks byen. I den tredje by, han kom til, holdt han sig skjult og fik kontakt til en bekendt, der fik udstyret ham med en sum penge.
I flere dage gik han alene over bjergene til Tyrkiet, hvorfra han kom op gennem Europa gemt i forskellige varebiler. Hassan endte i København, blev registreret, fik taget fingeraftryk og sendt til et asylcenter i Jelling. I Iran blev familiens hjem ransaget. Hvis Hassan dukkede op, skulle de straks melde det til myndighederne.
I Jelling kom Hassan til hægterne og lærte danskere at kende. Han blev kæreste med min niece og på den måde dukkede han en dag op i min søsters hjem. Han var glad for Danmark og vores levevis med ligeret og ligeværd. Han blev indstillet til et højskoleophold. Han ville hurtigst muligt i gang med en uddannelse.
Men efter et halvt år kom afgørelsen fra Udlændingeservice: afvisning. Alt, hvad der var stillet i udsigt, blev fejet af bordet.
Med hjælp fra min søster appellerede Hassan til Flygtningenævnet. Han måtte nu ikke gå på sprogkursus og skulle desuden flyttes til Sjælland. Alligevel lærte Hassan med lynets hast at tale, læse og skrive dansk.
Men han var meget ked af at skulle bo på asylcentrene, hvor han skulle dele værelse med nogle, der hverken kunne dansk eller kurdisk, og hvor der var beboere, han var direkte bange for.
I årevis måtte Hassan pendulere mellem asylcentre og vores familie. Hans asylpladser har kostet det danske samfund langt over en million. Og dette på trods af, at vi gerne ville have ham boende og forsørge ham, indtil han kunne klare sig selv.
I 2010 kom der afslag fra Flygtningenævnet. Men da hans advokat kort efter modtog en længe ventet attest fra det kurdisk demokratiske parti PDKI, der bekræftede Hassans politiske virke, anmodede de om genoptagelse.
Efter to års ventetid fik Hassan afslag herpå. Min søster hjalp så med gennem en advokat at få sagen ophøjet til FN. Advokaten mente, at Hassan havde en åbenlyst god sag. I ventetiden var det ham tilladt at bo hos min søster, som har taget ham til sig som en slags søn.
Men også fra FN kom der afslag. Uden nogen egentlig begrundelse. Uagtet, at Danmark har skrevet under på en FN-konvention om non-refoulement. Det misvisende referat lå stadig til grund. Man vil ikke revurdere anmodningen i henhold til nogle bestemte lovparagraffer.
Myndighederne afviser, at Hassan risikerer sit liv ved at rejse tilbage. En attest, der dokumenterer hans kamp mod præstestyret er ikke nok. Hans illegale udrejse er ikke nok, hans sympatitilkendegivelser på Facebook er ikke nok.
Nu skal Hassan snarest ud, tilbage til præstestyrets Iran, som Dansk Folkepartis Søren Espersen for nylig kaldte en slyngelstat. Tilbage til et land, hvor mennesker tortureres og henrettes. I øjeblikket tre om dagen. Mange af dem kurdere. Hassan vil ikke få en chance der!
Ligeret for folkeslagene og ligeværd blandt kønnene er en del af kurdernes væsen - netop derfor er de en forfulgt minoritet i Iran. Den forfølgelse, der i Iran i dag rammer kurderne, kan sammenlignes med jødeforfølgelserne omkring Anden Verdenskrig.
Mon ikke hele spektret af politiske partier i Danmark er vidende om dette? Hvordan kan vi så have asylmyndigheder, der beslutter tvangsudvisning af integrationsdygtige iranske kurdere? Hvorhen forsvandt næstekærligheden?
Forleden ledsagede min søster Hassan til Rigspolitiet. Det var en stille 26-årig kurder, der askegrå i ansigtet lyttede til en oplæsning af, hvor hans sag står. Hassan forstod hvert et ord på dansk: Han skal motiveres til frivillig udrejse. Der holdes et vågent øje - ud skal han, så snart det er muligt.
På papiret er Hassan blot en sag, der er nået til fase 3: udsendelse. Nu frygter han, der møder op som krævet, hver dag tvungen internering og fængsling før tvangsudsendelse til tortur. Der findes ikke noget Kurdistan, og i Danmark har vi ikke plads til ham.
Med ophold havde Hassan for længst gjort gavn for det danske samfund. Han ville have uddannet sig og haft arbejde i mange år fremover. Under sit ophold har Hassan nu tværtimod været tvunget til at ligge den danske stat til byrde.
Store mængder penge er brugt på unødvendig placering på asylcentre og på administration. En kummerlig ungdom for en mand med en drøm om retfærdighed.
Med mine flittigt optjente skattekroner har jeg været med til finansiere et åbenlyst umenneskeligt system.
Igennem snart syv år har Hassan givet os en masse. Han nyder stor respekt hos både ”blå” og ”røde” medlemmer af familien.
Nu står vi med magtesløsheden og fortryder, at vi har bildt en empatisk, dygtig og troværdig ung kurder ind, at Danmark er et trygt land at komme til, når man er forfulgt.
DEBAT: Deltag i diskussionen på Facebook her
Jeg går i forbøn for Hassan og andre, der måtte være i en lignende situation. Jeg håber, mange vil deltage i denne bøn.
Solvejg Knudsen er skoleleder
Hassans navn er opdigtet af hensyn til hans pårørende i Iran. Hans virkelige navn er redaktionen bekendt.