Med stor forudsigelighed er der startet en politisk debat om fodboldeuropamesterskab i Polen og Ukraine. Jeg må skuffe de læsere, der forventer, at det efterfølgende drejer sig om en lang moralprædiken om adskillelsen mellem sport og politik.
Sport og politik hænger uløseligt sammen, og sådan har det altid været. Det er hyklerisk at påstå det modsatte. De historiske eksempler er legio, og årsagerne indlysende.
Fodbold er mere end de to gange 45 minutter på græstæppet. Det er de heftige diskussioner om holdopstillinger, skadede spillere og modstandernes styrker og svagheder op til kampen. Og det er de bagkloge efterrationaliseringer, når dommeren har blæst slutfløjtet.
Men det er mere end det. Landsholdsspillere er landenes ambassadører. En undersøgelse i 1990erne viste, at de mest kendte danskere verden over var Peter Schmeichel og Michael Laudrup.
Men fodbold er endnu mere end det. Succes ved en slutrunde betyder ikke kun noget for et lands markedsværdi, men også for dets indre sammenhængskraft. Mange amerikanere kan fortælle, hvor de befandt sig, da John F. Kennedy blev myrdet. De fleste danskere fra min generation eller dens umiddelbare nabolag kan huske, da vi for 20 år siden fuldendte det danske fodboldeventyr.
Faxe ramte den lige bagi, Schmeichel lavede feberredninger, og Flemming Toft råbte hutlihut. Og hvem erindrer ikke Kim Vilfort, der to gange forlod landsholdslejren for at være hos sin syv årige leukæmiramte datter? Alligevel returnerede han til holdet, og alle fodboldfans uanset nationalitet fik en klump i halsen, da han satte 2-0-målet ind i finalen.
Mod alle odds slog vi Tyskland og blev europamestre, og det blev fejret. Jeg selv befandt mig i den sønderjyske hjemstavn, hvor der blev festet i Haderslevs gader. Enkelte kunne fortælle, at det mindede om en lige så uforglemmelig aften den 4. maj 1945. Her blev tyskerne i øvrigt også besejret.
I 1992 var den danske befolkning blev splittet i afstemningen om Maastrichttraktaten. Vi havde meldt os ud af det europæiske fællesskab, men tømmermændene indfandt sig hurtigt hos både ja- og nej-siden. Det tætte afstemningsresultatet signalerede, at nationen var delt i så vigtigt et spørgsmål.
Denne juniaften var med til at vende billedet. If you cant join them, beat them, sagde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) rettet mod tyske kolleger dagen efter, at det danske landshold havde vundet EM.
På denne måde brugte Ellemann-Jensen helt bevidst den sportslige sejr til en politisk udmelding efter det for ham ydmygende nej til Maastricht. Det blev sågar hævdet, at sejren var med til at bane vejen for Edinburgh-aftalen, der igen gjorde Danmark til en del af den europæiske union.
Fodbold kan på den måde samle. Nu sætter en ny slutrunde om et af de store mesterskaber rammerne for et bredt favnende nationalt fællesskab om følelser mellem begejstring og skuffelse ikke kun i Danmark, men også i de øvrige 15 lande, der har kvalificeret sig til den kontinentale fodboldfest.
Tyskere, hollændere, englændere, danskere og de øvrige folkeslag med landshold i Polen og Ukraine vil lade sig rive med af håbet om succesoplevelser, som indlysende nok bliver indfriet i varieret omfang.
Fodbold kan dog også splitte. Fodbold kan måske, måske ikke bruges politisk, men det væsentligste er under alle omstændigheder, at den er så grundlæggende emotionel. Den er i befriende grad forbundet med subjektivitet.
Vi kan nemlig ikke adskille vores normer og værdier fra vores sympatier med det ene eller andet hold eller den ene eller anden spiller. Heldigvis. Det giver hele spillet nerve og substans. Ved europamesterskabet vil vi selvfølgelig som udgangspunkt holde med Danmark, men der vil være spillere på holdet, som er vores hjerte nærmere end andre.
For eksempel vil en spiller som Niklas Bendtner skille vandene. Nogle vil være af den opfattelse, at han i for stor udstrækning har forspildt sit talent og været for meget på forsiderne som følge af hærværk og romancer med smukke om end lidt ældre kvinder. Det sidste har sågar resulteret i et barn, som Bendtner ikke deler bopæl med. Det forarger mange.
For mit eget vedkommende fylder det ikke noget. Bendtner har kant på og uden for banen. Det gør ham til den spiller, som han er. En spiller, som var helt afgørende for vores kvalifikation til europamesterskabet. Hvem husker ikke vores 2-0-sejr over ærkerivalerne fra Norge, hvor Bendtner scorede begge mål?
Landstræner Morten Olsen ved, hvor vigtig han er, og derfor vil han tilgive eskapaderne igen og igen. For en god ordens skyld giver han et par retoriske reprimander i offentligheden, så både landstræner og Bendtner kan trække sig ud med skindet på næsen.
Karakteristisk for det succesrige 1992-landshold var netop vigtigheden af selve holdet. Det var besat med mange klassespillere, der til daglig spillede i europæiske storklubber. Med Michael Laudrups afbud lige inden mesterskabet havde vi dog ingen spiller, der markant skilte sig ud fra de andre.
Tilsvarende vil det undertippede danske landshold ved denne slutrunde skulle præstere som et hold. Vi kan kun vinde ved at være bedre forberedte og bedre organiserede end vores stærke puljemodstandere. Men samtidig har vi brug for, at vores stjernespillere træder i karakter. Ud over Bendtner tilfalder denne rolle anfører Daniel Agger. Forkærligheden for Agger stammer blandt andet fra, at han til daglig spiller for min favoritklub, Liverpool i England.
I hver sin ende af banen skal netop de to spillere præstere, og det kan de, fordi de stiller sig i spidsen. Det kan man se og høre på dem. Aggers tatoveringer og Bendtners mundtøj signalerer, at de vil noget andet og mere end så mange andre. Det har fodbolden brug for, og det har landsholdet brug for, hvis vi vil vinde.
Det fascinerende ved foldbolden er, at vi ikke kan undslå os for at have sympati for nogle og være imod andre. I hvert fald når kampene spilles, og spillernes præstationer efterfølgende diskuteres. Niklas Bendtner og hans liv som spiller og menneske vækker disse modsætningsforhold hos os. Derfor er fodbold så fascinerende, så lad os undgå at forfladige det ved at forsøge at adskille vores normer og værdier fra fodbolden og dens spilere.
Burde Danmark så have stået i spidsen for en EU-boykot af europamesterskabet i Polen og Ukraine? Egentlig er jeg ligeglad. Ikke med den politiske situation i Ukraine som sådan. Den følger jeg nøje og har en mening om.
Men ved slutrunden vil jeg tillade mig den luksus at følge kampene uden hensyntagen til, at de foregår i Ukraine. Kulturministeren og andre kan gøre det samme. Dybest set vil politikernes tilstedeværelse næppe påvirke præstationerne på banen. Så beslutningstagerne i Europa kan lige så vel som vi andre nyde kampene og for en stund tænke på noget andet end politik.
Jeg vil selvfølgelig heppe på Danmark, og når de er færdige og strøget ud af turneringen, håber jeg, at England fortsat er med. I Danmark er det besnærende at drømme sig tilbage til dengang, den skarpeste manifestation over for Europa i form af et nej til Maastrichttraktaten faldt sammen med sejren ved EM i fodbold. Den slags sker bare ikke igen.
Som mange andre fra min generation er jeg vokset op med engelsk tipsfodbold, og Premier League er den mest interessante liga i verden. Måske giver det sig for en gangs skyld udslag i en længe ventet succes for det engelske landshold, selvom Spanien står klar til at gentage sine fabelagtige præstationer fra de seneste slutrunder.
Jeg ved, hvor jeg skal gøre af mit fodboldhjerte, og jeg glæder mig. Stakkels dem, der ikke gør.