”DET SKAL KUNNE BETALE SIG at arbejde.”
Det bliver gentaget igen og igen, og blandt andet derfor sættes overførselsindkomsterne ned. Tanken er åbenbart, at det har været så fantastisk at være på overførselsindkomst, at det alene har afholdt folk fra at arbejde.
Nu har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ganske vist sat forhandlingerne på pause, men hvis regeringens 2025-plan gennemføres, skal alle overførselsindkomster inklusive førtids- og folkepensioner reguleres med en sats, der er lavere end prisstigningerne samt pålægges en tvungen pensionsopsparing på to procent, som til gengæld medfører en lavere pension i form af mistede tillæg.
Dette er, og jeg citerer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) fra DR’s hjemmeside, fordi ”man i højere grad skal tage hensyn til de mange lønmodtagere, der alle i dag betaler ind på en obligatorisk arbejdsmarkedspension. Der skal være en bedre balance. Ellers bliver folk, der betaler ind i dag, til grin.”
Men de lavere overførselsindkomster er ikke til for at straffe modtagerne, de får bare ”mindre mere”, har jeg forstået.
Jeg bliver ked af det, når det udtrykkes, at blandt andet førtidspensionister ligefrem gør lønmodtagere til grin. Jeg kan ikke afvise, at der er nogen på kontanthjælp, som kunne og burde være i arbejde, men de bliver næppe motiverede af at blive skammet ud, og hvorfor er løsningen at straffe alle? Man pisker ikke alle topskatteydere, fordi der er nogen, der snyder i skat, tværtimod. Men hvordan ender et ungt menneske på førtidspension i stedet for at arbejde? Jeg vil gennem min søns historie fortælle, hvordan det kan ske.
I 1984 VAR JEG GRAVID med tvillinger. Graviditeten var gået godt, og jeg var tre uger fra terminen. Børnene blev skønnet store, og lægerne på Sønderborg Sygehus anbefalede, at fødslen blev sat i gang, fordi der var risiko for komplikationer, hvis børnene blev større. Dengang var man åbenbart ikke så smarte, for det lykkedes ikke at få fødslen sat i gang, og jeg blev sendt hjem og skulle komme til et nyt forsøg en uge senere. Samme resultat, en masse falske veer, men ingen fødsel, og kejsersnit blev ikke vurderet nødvendigt.
En uge senere gik fødslen i gang af sig selv, men desværre opstod der netop komplikationer, og tvilling B fik navlestrengen i klemme og fik en hjerneskade på grund af iltmangel.
Det blev senere afgjort, at der var tale om et lægeligt fejlskøn, men ikke en lægefejl, at der ikke var blevet foretaget kejsersnit.
BÅDE MIN MAND OG JEG har arbejdet hele livet og har betalt skat, herunder også topskat, men det har vi gjort med glæde, for vi har været dybt taknemmelige over det gratis sygehusvæsen og hjælpen til vores søn, der er spastiker, som følge af iltmanglen ved fødslen. Igennem hans barndom fik vi hjælp i form af hjælpemidler, støttepædagog, talepædagog med mere. Da han startede i skole, blev der oprettet en lille klasse for normaltbegavede børn med fysiske handicap, hvor indlæring gik hånd i hånd med fysisk træning.
Fra 4. klasse blev han integreret i den lokale folkeskole, hvor hans tvillingebror også gik, men der fulgte ressourcer med i form af en støttelærer og en bærbar computer (1994!). I 10. klasse var han på efterskole, og igen fulgte der en støttelærer med, ja, selv i gymnasiet blev han bevilliget lektiehjælp til strukturering af skolearbejdet. Jeg var stolt over min seje søn, der fik studentereksamen, men sandelig også over mit land, der gjorde det muligt, uden at vi som familie gik i opløsning.
EFTER STUDENTEREKSAMEN begyndte problemerne. Min søn flyttede hjemmefra til en ny by og startede på en videregående uddannelse, men efter to år måtte han opgive på grund af udtrætning og kognitive vanskeligheder. Han har svært ved at få overblik over og strukturere det stof, der skal læses.
Det offentlige system er mere kompliceret for voksne, så han fik ikke hjælp i samme grad som tidligere, og selv om spasticitet ikke er en fremadskridende sygdom, tærer den på kroppens fysik, og han fik flere smerter og spasmer.
Han flyttede hjem igen. Efter kommunalreformen var hjælpen kommunens ansvar, og vores kommune havde ingen erfaring med unge spastikere, og den havde vel heller ikke ressourcerne. Kommunen kunne kun ”tilbyde” kontanthjælp.
Der var en stadig udskiftning af sagsbehandlere, så hver gang han blev indkaldt til en samtale med kommunen, måtte han starte forfra med at forklare sin situation. Han prøvede at starte på en ny uddannelse som pædagog, men da han kom til praktikdelen, kunne han ikke få bevilget en hjælper, og til sidst opgav han. Af skuffelse, men også fordi det var for fysisk hårdt.
Kontanthjælp igen. Og det er altså ikke nogen fest. Aktivering og arbejdsprøvning fungerede meget dårligt, han oplevede at blive sendt ud til virksomheder, hvor kommunen ikke havde givet arbejdspladsen ordentlig besked. Det var dybt ydmygende. Til sidst gav han op, og selv om det var og er hans største ønske at kunne arbejde i en form for flexjob, søgte han om førtidspension. Den blev bevilget i 2011, og det er vel ”heldigt”. I dag var han formodentlig forblevet på kontanthjælp, fordi det nu er næsten umuligt at få tilkendt førtidspension, hvis man er under 40.
MAN BLIVER IKKE RIG på førtidspension, men som det er nu, kan han klare sig selv i egen lejlighed, og han prøver at undgå at ligge samfundet til last. Han har en lille bil og arbejder som frivillig nogle timer om ugen på et af Blå Kors’ væresteder, han dyrker handicapidræt og er aktiv i flere organisationer, men han bidrager vel ikke økonomisk til samfundet, og ja, han har ikke en stor pensionsopsparing. Men han gør nytte, og jeg vil gerne have svar på følgende spørgsmål:
Hvorfor er det retfærdigt, at han skal nedsætte sin beskedne levefod og sælge sin bil for at andre kan få en større?
Hvorfor er det rimeligt at han, og mange andre som ham, skal finansiere skattelettelser?
Hvorfor skal han skammes ud og høre, at han gør lønmodtagerne til grin?
Hvorfor er han mindre værd end os andre