Hvorfor i alverden går vi til gudstjeneste?

Folkekirkens fremtid I dag er videnskaberne på næsten alle områder stormet frem og har givet svar på mange spørgsmål. Men Bibelens fortælling forener detaljerne til en sammenhæng om, hvad det vil sige at være menneske. Den fortælling må kirken bruge ritualer for at formidle

Hvorfor søge til gudstjeneste, helst i kirkerum? Hvorfor ikke blot høre budskabet ved møder i almindelige lokaler? Spørgsmålet trænger sig på i forbindelse med københavnske kirkelukninger.
Hvorfor søge til gudstjeneste, helst i kirkerum? Hvorfor ikke blot høre budskabet ved møder i almindelige lokaler? Spørgsmålet trænger sig på i forbindelse med københavnske kirkelukninger. Foto: Mette Frandsen.

Hvorfor i alverden går vi til gudstjeneste? Evangeliets budskab kan man vel læse sig til. De fleste har Bibelen derhjemme eller kan let anskaffe sig en. Men det skal forkyndes, fortolkes, gøres tilgængeligt med teologisk indsigt. Javel, men det kunne vel foregå uden for gudstjenestens og kirkerummets rammer?

LÆS OGSÅ:Flere ønsker at gøre troen konkret

Hvorfor søge til gudstjeneste, helst i kirkerum? Hvorfor ikke blot høre budskabet ved møder i almindelige lokaler? Spørgsmålet trænger sig på i forbindelse med københavnske kirkelukninger, men ikke kun i den sammenhæng.

Kirken står i dag et sted, vi for 40 år siden kun turde drømme om at nå. Dengang var det usædvanligt, at dåbsforældre og følge blev og overværede højmessen til ende. I dag er det mange steder det normale. Store dele af befolkningen møder altså nu søndagens gudstjeneste, men uden at blive fast del af søndagens menighed. Hvordan kan det være?

Det kan ikke være manglende religiøs søgen. Tværtimod. Tilfældige udpluk i en uges aviser afslører en søgen i alle mulige retninger og mod alternative bevidsthedsformer. Næppe en uge går, uden man møder spørgsmålet: Hvordan får vi virkeligheden til at hænge sammen? Hvor blev sammenhængen af?

At den danske folkekirke ikke svarer på nutidens spørgsmål, men på dem, der blev stillet for en generation eller to siden, er ikke nyt. Det gjorde man også for 40 og 50 år siden. I brede dele af befolkningen var holdningen dengang, at det religiøse var på vej ud. Videnskaberne fysik, genetik, astronomi, psykologi med flere manglede blot brikker og opdagelser, så kunne der gives en sammenhængende tolkning af tilværelsen. Men i folkekirken lød svaret oftest, at folk nok skulle besinde sig og komme tilbage i kirken. De var jo trods alt døbte.

I dag er videnskaberne på næsten alle områder stormet frem og har givet svar, man dengang næsten kun kunne fantasere sig til. Alligevel er manglen på sammenhænge så stor som aldrig før. Hvorfor samles de døbte så ikke om folkekirkens søndagsgudstjenester?

I stedet hører man – i folkekirken og udenfor – den helt igennem meningsløse floskel: Det er ikke alt, der kan måles og vejes. Man etablerer altså et reservat og insisterer på et helle, hvor videnskaben ikke må og skal komme ind. Man svarer stadigvæk ikke på det, der bliver spurgt om.

EN SVENSK TEOLOG, Martin Modéus, nu biskop i Linköping, har skrevet bogen "Menneskelig gudstjeneste", der er oversat til dansk og kommenteret af Anita Hansen Engdahl, lektor ved Institut for Præsteuddannelsen i København. En meget nutidig bog om vanskeligheder i gudstjenesten. Nutidig også i måden at gribe opgaven an på med definitioner, redegørelser for systemer, systemfejl, strukturniveauer og et enkelt sted sågar ret præcise tal.

Men resultatet er blevet noget kluntet, for at sige det pænt. Intet sted møder man det helt fundamentale spørgsmål: Hvorfor holder vi gudstjeneste? Et ellers indlysende spørgsmål, inden man går i gang med definitioner, systemer og niveaudelinger. Prøv ikke at løse en opgave, inden man har fundet ud af, hvad opgaven går ud på, er det første bud til studerende.

Erfarne brøndborere fortæller, at graver man sig dybt ned på jagt efter livgivende vand, hænder det, at man kan se stjernerne selv ved højlys dag. Man ser da himlen gennem en skakt, horisonten er væk, kun delmængder ser man nu. Ingen videnskab kan undvære definitioner, hvis den vil være videnskab. Men definitioner er som skakter. Ordet siger det selv, at definere er at afgrænse. Ofte har man brug for at tænke i systemer og niveauer; men også her spøger definitionerne. Horisonten og sammenhængen er væk. Det er nu engang vilkårene for videnskab, uanset hvilken man arbejder med, og uanset hvor klog man bliver på det, man arbejder med.

Med definitioner, systemer og niveauer kan man forklare, hvad der foregår, når Solen går ned, når vi ligger med vores elskede i armene, og når et lille barn vokser i mors mave. Dybtgående detailforklaringer kan videnskaben levere. Men ikke den helt eksistentielle forklaring: Hvad vil det sige at være menneske, at opleve solnedgangen og glæden i hinandens arme?

At sidde med Modéus' bog, "Menneskelig gudstjeneste", er som at gå til koncert med partituret i skødet og med en pegepind pege noder ud. Måske lærer man noget, men musik endsige musikoplevelse bliver det ikke til.

Musikeren og musikskribenten Peter Bastian har udtrykt det sådan: "Når man er færdig med noderne, kommer man til musikken." Med andre ord: Virkeligheden er større end summer af enkeltheder.

Og det er vel netop det, der er på færde her. Opgaven er at svare sig selv og sin nabo på: Hvad vil vi med kirkerummet og dets ritualer? Hvordan kan det være, at så mange dåbsforældre og/eller -gæster overværer søndagsgudstjenesten, uden at det siger dem så meget, at de kommer igen før næste barnedåb eller konfirmation? Kort sagt: Hvorfor i alverden går vi til gudstjeneste?

FØRST GODT 250 SIDER HENNE møder man hos Modéus et bud på, hvad opgaven er. Her, hvor enderne skal til at samles, lyder det: "Kunsten at være menneske er i dag at organisere det moderne samfunds grænseløse frihed i en grænseløs kreds af trængende".

Graffiti på en husmur? Anarkistiske paroler ud ad vinduet på Ungdomshuset? Okay. Eller – og det er vigtigt her – som insisterende påstand fra medlemmer af USA's yderste højrefløj, hvor sloganet lyder: Jo mindre stat, jo bedre! Men er det drømmen om, at mennesket kan selv, gudstjenesten vil forkynde?

Et hurtigt blik på sentensen ovenfor afslører, at den består af to udsagn, der stritter i hver sin retning. Medmindre at ? vi kan selv.

Nærværende kroniks forfatter oplevede på nært hold det sovjetiske system bryde sammen efterfulgt af grænseløs frihed. Vel at mærke for dem med de største revolvere, den største viden og de fleste bodyguards. Grænseløs frihed midt i store grupper af trængende. Det fulgte i kølvandet på tre generationers forsøg på med videnskabeligt funderet ideologi at skabe et idealsamfund. Begge dele skabte et helvede på jord.

Men Bibelen begynder med en fortælling om skabelse og om de første menneskers fristelse til at spise af træet, så de blev som Gud til at kende godt og ondt. Det blev de ikke, som man læser. Tværtimod, de mistede Paradiset. Den fortælling skal ikke pindes ud i detaljer, det er videnskaben meget bedre til, som Galilei, Kopernikus og Darwin og mange flere har vist.

Men Bibelens fortælling forener detaljerne til en sammenhæng om, hvad det vil sige at være menneske, for eksempel at ligge i sin elskedes arm eller se en solopgang. Den fortælling går tværs gennem Bibelen, kulminerer med korsfæstelsen og opstandelsen og har undervejs indskærpet, at vi skal gøre os umage – men at vi som Peter og siden Paulus ikke magter det, selvom vi gerne ville. Den fortælling må kirken bruge ritualer for at formidle, ord bliver så små.

Er Modéus' bog panik før lukketid? Og er kirken ved at hægte sig på tidens forklaringsmode? Hvis så kan man roligt lukke flertallet af kirkerne! En i hver by, to i de største, vil være nok til den rituelle og ceremonielle adfærd ved overgange – som Modéus siger om ritualer – og som selv et erklæret ateistisk Sovjet havde brug for ved fødsel, bryllup og begravelse. Kirkelige møder kan man holde i sognesalene.

Men kirken og dens ritualer ved "ganske almindelige" søndagsgudstjenester har vel mere at sige?

Poul Mandrup Larsen er pensioneret universitetslektor