FOR MANGE AF OS er krimi næsten narko. Vi sidder dybt begravet i lænestolen og kan glemme alt: Børnene må selv løse deres konflikter, telefonen får lov at ringe, og maven skal rumle noget så eftertrykkeligt, før vi rejser os og giver pokker i mord og opklaring og overgiver os til gryderne.
Andre kunne ikke drømme om at læse en krimi: Jamen, man kan jo ikke identificere sig med personerne, var der et af disse ikke-krimi-elskende væsener, der fortalte mig. Nej, det kan hun måske have ret i. Personligt har jeg aldrig set et lig, fundet narko, set et overfald eller anden form for vold. Jeg læser om det i aviserne, men skyder det hurtigt fra mig igen, for jeg er et fredeligt menneske, der bor i en fredelig provinsby. Men krimier læser jeg, og jeg føler, de giver mig noget, og jeg synes faktisk ikke engang, jeg behøver forsvare min hang til denne genre.
Krimien tegner måske endda bedre end nogen anden genre et portræt af den nutid og samtid, vi lever i. Tænk bare på Dan Turélls bogserie: Mord i –. Disse bøger har givet mange (jyder) et indblik i livet på Vesterbro i 1980erne. Et indblik, der når rundt i alle kanter og hjørner af miljøet, for kriminalitet bliver jo begået af høj såvel som lav. Måske kunne en mængde avisartikler give mig det samme indblik, men jeg ville ikke samtidig føle mig så godt underholdt.
Krimiens publikum er meget bredt. Bøger i denne genre bliver læst af mange forskellige alders- og socialgrupper. Vil man undersøge, hvordan krimien har det i en nutidig dansk kontekst, kan man bare stille sig i kø på bibliotekerne for at prøve at få fingrene i en af de nye krimier, så bliver man overbevist om krimiens popularitet. Vi skal skrives op i måneder, før vi kan få lov til at læse om mord og opklaring.
JEG VIL I DET følgende komme med nogle bud på, hvorfor krimien i så høj grad appellerer til en så omfangsrig og bred læserskare.
Aristoteles lærte os, at alle historier har en begyndelse, en midte og en slutning, og denne pointe har mange receptionsforskere, personer, der arbejder med modtagelsen af litteratur, brugt til at påpege, at tekstuelle strukturer kan overføres til psykiske, da også menneskelivet har en begyndelse, en midte og en slutning.
Der er således bred enighed inden for receptionsæstetikken om, at mennesket har et behov for gode historier. På grund af krimiens særlige struktur får vi ved læsning af netop denne genre opfyldt vores behov og begær efter gode historier. En krimis handling vil altid foregå på to tidsplaner: mordet, der fandt sted i fortiden og opklaringen, der finder sted i nutiden. Slutningen i en krimi er bestemmende for de forudgående begivenheder, og når vi har læst slutningen, er vi bragt fra uvisheden ind i visheden. Opklaringen sandsynliggør og nødvendiggør det fortidige mord. Detektiverne bliver nødt til at kigge tilbage for at komme frem, og det er det samme, vi gør hver dag, når vi som individer prøver at styre vores liv i denne verden. Vi bruger vores erfaringer og prøver at komme videre. Vi kigger tilbage for at komme frem.
En krimi handler om formodninger (som Umberto Eco udtrykker det i Efterskrift til Rosens navn); formodninger om, hvem der har begået det mord, som er obligatorisk i enhver krimi. Det er således også nemt nok at forstå vores drivkraft i læsningen af en krimi. Vi har et (naturligt) begær efter at vide, hvem der er den skyldige, et begær efter at få kabalen til at gå op. Det særlige ved krimien er jo, at vi bliver lovet en opklaring. Der plantes i læseren en forventning om, at alt skal falde på plads i et særligt mønster.
En anden årsag til krimiens fascinationskraft er, at læseren bliver involveret på en mere direkte måde end i andre former for litteratur. Læseren bliver inviteret med i opklaringen af krimigåden. Alle forfattere arbejder med en implicit læser, et billede, forfatteren danner sig af sin modtager.
enne person tænkes ind i det, forfatteren skriver, men i krimien er den implicitte læser ikke bare implicit læser, men også implicit detektiv.
Skal en krimi lykkes må forfatteren nødvendigvis tænke i litterære virkemidler som plot og suspense; det kompositoriske kneb, enhver krimiforfatter arbejder med, når hun i passende doser løfter sløret og først på sidste bogside giver læseren forløsningen: visheden om, hvordan tingene hænger sammen. En krimiforfatter, der kan sit håndværk, vil gøre læserens bestræbelse identisk med detektivens: De vil begge opklare forbrydelsen. Krimien handler altså ikke bare om detektivens læsning og løsning af sagen, men også om læserens løsning af sagen, hvilket er en væsentlig faktor til vores krimilæsningstrang.
En tredje årsag er, at vi i krimilæsningen bliver stillet over for etiske dilemmaer og menneskelige valg. Den moderne krimi tematiserer skyld og straf på en vedkommende måde. Krimien repræsenterer ikke længere et sort/hvidt univers, hvor personerne kan opdeles i gode og onde, som da Agatha Christie skrev om Miss Marple og Hercule Poirot.
I MANGE NUTIDIGE nordiske krimier (det er mest dem, jeg læser og derfor kan udtale mig om) er det ikke mere muligt at kategorisere forbryderen som værende entydigt ond og politiet udelukkende som retfærdighedens redskab. Tværtimod er samfundet ofte forbrydelsens årsag eller anledning. Politiet er nogle gange med egen livsførelse medskyldig i forbrydelserne; moral og etik er ikke givne størrelser. Mange krimier giver læseren meget andet og mere end blot et mord og en opklaring, og således lægger mange bøger i denne genre op til en etisk læsning.
I Gretelise Holms krimi Paranoia fra 2001 filosoferer kriminalassistent Halfdan Thor i begyndelsen af bogen over forholdet mellem gerningsmand og offer: Der var gerningsmænd, og der var ofre. Sammenblandede man begreberne, blev arbejdet for kompliceret. Og alligevel kommer han frem til følgende ræsonnement: Alle gerningsmænd var også ofre. Det var han ikke i tvivl om.
I krimigenren har der traditionelt været nogle skarpe opdelinger mellem det gode og det onde, det retfærdige og det uretfærdige, men i nutidig krimi tilhører gerningsmanden ikke altid det onde og offeret ikke altid det gode, og som om det ikke er forandring nok, så bliver også detektiven eller politiefterforskeren ofte drevet ud i noget, der kan minde om kriminalitet eller i hvert fald handlinger, der ikke er helt fine i kanten.
I megen moderne, nordisk krimi sker en opblødning, ja, nærmest en udsletning af skellet mellem det gode og det onde, det retfærdige og det uretfærdige, de skyldige og ikke-skyldige. Bøgernes hovedperson(er), detektiven/politiefterforskeren, er ikke en flok skydeglad actionhelte eller ualmindelige, smarte, overmenneskelige videnskabsmænd, der som Sherlock Holmes hæver sig over ethvert almindeligt menneske.
Det mest fremtrædende karaktertræk hos dem er menneskelighed. De er hæderlige og reflekterende mennesker, der er i samfundets vold, og som i kraft af deres arbejde bliver sat i nogle dilemmaer, som vi læsere kan identificere os med.
Og netop de menneskelige dilemmaer, som romanernes hovedpersoner konstant drages ud i, gør identifikationen mulig. I krimigenren følger vi ofte både forbryderen, offeret (i dødsøjeblikket) og ikke mindst detektiven, og ved hjælp af synsvinkelskift oplever vi, hvor fin grænsen er fra det ene til det andet. For mange almindelige mennesker skal der kun et lille pust til for at lande på den forkerte side, og for mange gerningsmænd kunne mordet være undgået ved et lille pust.
Fordi krimien i disse år fokuserer så voldsomt på disse psykologiske og etiske problemstillinger, er det muligt for læseren at identificere sig dels med offeret og gerningsmanden, men i allerhøjeste grad også med politiefterforskeren. Flere og flere krimiforfattere forstår at få dybde ind i personkarakteristikkerne, og derfor kan vi som læsere leve og ånde med disse mennesker.
Så kære anti-krimilæser: Identifikation i krimilitteratur er mulig. Ikke på grund af det stoflige: narkoen, mordene, volden, men på grund af de efterforskere, der optræder og fremtræder som mennesker.
Pernille Fjalland er cand.mag. i dansk og musik