JEG ER GLÆDELIGT OVERRASKET over, hvor stor opmærksomhed et kvarters interview med en journalist en tirsdag eftermiddag kan afføde. Interviewet blev bragt i Kristeligt Dagblad den 1. december. Mange har efterfølgende budt ind med synspunkter i samtalen om den kristne tros kerne og religionsdialogens muligheder og perspektiver.
Jeg vil først understrege, at det er journalisten og ikke mig, der har sat sætningen ”Kristne har ikke patent på vejen til Gud” som overskrift. En misforståelig formulering, som jeg selv er ophav til, og som rettelig burde lyde: ”Kristne har ikke patent på Guds vej til os.”
MIT UDGANGSPUNKT VAR OG ER, at jeg som kristen bekender mig til én Gud. Det giver ikke mening for min tro at tale om flere eller andre guder. Jeg har i mit arbejde som formand for Danmission mødt mange, som er konverteret fra islam til kristendom, og jeg har aldrig hørt en tidligere muslim sige, at han tidligere troede på en anden Gud. Det, jeg får fortalt af de nye kristne, er, at de med kristendommen har hørt en anden og meget glædelig historie om Gud. Vi har som kristne troen på sprogets vilkår. Eller som apostlen Paulus udtrykker det: ”Troen kommer af det, som høres.”
Evangelisten Johannes begynder sit juleevangelium med at fortælle om, hvordan det Guds ord, som skabte verden, blev kød og blod, blev et menneske, Jesus Kristus. Et menneske, som selv brugte ord for at formidle det glædelige budskab, han bragte og selv var. Kristentroens kerne og omdrejningspunkt er den evangeliske historie om, at Gud blev menneske. Jeg tror som kristen på Kristus, ham som evangelisten citerer for at sige: ”Jeg er vejen og sandheden og livet.”
For mig er det helt afgørende, at det er Kristus, der er sandheden. At sandheden åbenbarer sig i et menneske. Den sandhed, jeg som kristen forholder mig til, er ikke en bog. Det er ikke Bibelen, jeg tror på, uagtet, at jeg højagter Bibelen som de første kristnes vidnesbyrd om deres tro på Kristus. Sandheden er heller ikke at finde i en bestemt moral, selvom De Ti Bud stadig giver os god vejledning. Sandheden er ikke en bestemt troslære, uanset hvor vigtige trosbekendelsernes ord kan være for i en bestemt tid at fortælle os om det vigtigste i troen. Sandheden er ikke lukket inde i en bestemt institution, en bestemt kirke, men kirkerne er sat til efter bedste evne at pege på ham, som er sandheden.
Min tro på, at sandheden er et menneske, Jesus Kristus, er grunden til, at jeg er så optaget af dialog. For det er min erfaring, at troen lever ved at blive delt. Når vi taler med andre om vores tro og lytter til deres troshistorier, får vi kastet nyt lys over, hvem Jesus var, hvad han sagde og gjorde, over fortællingen om hans liv, død og opstandelse, og hvad det har af betydning for os i dag.
Og det her drejer sig for mig at se ikke kun om en samtale med andre kristne. Det gælder også samtaler med mennesker af anden tro. På det punkt er jeg inspireret af Grundtvig, som kaldte de gamle nordboers tro, den nordiske mytologi med Odin og Thor, for de nordiske folks ”sindbilledsprog”. Han opfattede den gamle religion som det dybeste udtryk for, hvordan man her i Norden havde tænkt om det at være menneske i verden. Det var med denne visdom, med disse ord, man prøvede at udtrykke det evangelium, som Ansgar bragte til vores kyster for 1200 år siden.
De ord bidrog til at udfolde den kristne grundhistorie på en ny måde og åbnede således for ny indsigt i det mysterium, det stadig er, at Gud blev menneske og døde og opstod for at nå os og udfri os af syndens og dødens magt. Sådan kan hver kultur og hvert sprog, som evangeliet møder, udfolde nye sider af, hvad det rummer. Vi er ikke færdige med at forstå den sandhed, Kristus er. Vi har altså ikke en færdigpakket sandhed, som vi har patent på, eller som vi kan bruge til at lukke munden på andre med.
JEG HAR IKKE SAGT og mener ikke, at der findes andre fortællinger om Gud, som kan have lige så meget for sig som den kristne fortælling. Jeg mener, at den kristne grundfortælling er verdens vigtigste historie både om Gud og om det at være menneske i verden. Men det betyder ikke, at der ikke kan være meget dyb visdom i andre religioner, som kan bidrage til at kaste lys både over vores fælles liv og over den kristne tro.
Jeg tror på Kristus – på, at han er Guds søn, Gud selv, død på korset og opstået på tredjedagen. Men jeg ser ikke denne tro som en tro, der skulle stå i et modsætningsforhold til vores samtale om og med Gud. Tænk på evangelisten Matthæus’ beretning (Matt. 15, 21-28) om Jesus, der i egnene omkring Tyrus og Sidon mødte en fremmed, en kanaanæisk kvinde, der bad ham hjælpe hendes syge datter. Matthæus fortæller, at hun først blev afvist af disciplene og siden af Jesus selv.
”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus,” svarede Jesus hende. Han så tilsyneladende på det tidspunkt sin gerning rettet alene mod eget folk. Men kvinden giver ikke op. Hun bliver så ret nedladende afvist med et billede: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.”
Men kvinden taler hen over ydmygelsen og bruger de samme ord i sit svar om de små hunde, ”der æder af smulerne fra deres herres bord”. Jesus lytter og svarer: ”Det ske dig, som du vil!”.
Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Tænk, at den kristne tro åbner for sådan et billede af en Gud, som ikke bare vil samtalen med os mennesker, men som også lader sig påvirke af de ord, han hører, ja, lader samtalen åbne for et helt nyt perspektiv, et perspektiv, der rækker ud over Jesu eget folk, ud til alverdens folk – og altså også til os.
Sådan var samtalen mellem Jesus og hans disciple og de andre, der fulgte ham, begyndt. Sådan var hans ord om Guds grænseløse og grænsesprængende kærlighed blevet nærværende i konkrete situationer i deres liv med ham. Guds rige kaldte de det, som var på færde i den samtale mellem himmel og jord.
Og sådan fortsatte samtalen efter hans død og opstandelse. Evangelisten Lukas fortæller om, hvordan to disciple vandrede fra Jerusalem mod Emmaus og talte med hinanden om de begivenheder, de havde været vidne til, og det de havde hørt nogle af kvinderne fortælle, om hvad de havde set ude ved Jesu grav påskemorgen. Men det, de havde set og hørt, forstod de ikke. Da var det, en fremmed, som de ikke genkendte, sluttede sig til dem, lyttede til dem, og fortolkede begivenhederne for dem. Samtalen kastede lys over deres situation, men det var først, da de sad til bords, og den fremmede delte brødet med dem, at de genkendte Kristus, som straks efter forsvandt for deres øjne.
SÅDAN ER DET med kristentroen. Vi har den altid på ordenes og øjeblikkets betingelser. Vi har som kristne et ansvar for og en forpligtelse til i ord at fortolke evangeliet ind i vores tid og på det sted, vi befinder os, og til at følge ordene op med handlinger. For kristentro lever ved at blive delt. Det har jeg fået mulighed for at være med til som præst igennem mere end 32 år, og de seneste seks år også som formand for Danmission. Her går evangelieforkyndelse, fattigdomsbekæmpelse og dialog hånd i hånd båret af troen på, at ”ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Og vi tager ikke korset af, når vi taler med mennesker fra andre trostraditioner. Vi står ved, hvad vi selv tror på, og lytter til de andre og erfarer, at samtalen kan kaste lys over tro og liv uden at udviske forskellene. Ja, uden forskelle giver samtalen faktisk ikke ret megen mening. Derfor glæder jeg mig over debatten. Glædelig jul.
Peter Fischer-Møller er biskop over Roskilde Stift.