I mørket i Manus skuffe

Vi må indrømme, at vores største frygt i forbindelse med en styringsreform er, at en snæver, effektiv embedsmandsreform rulles ud over folkekirken, skriver dagens tre kronikører fra henholdsvis Grundtvigsk Forum og Grundtvig-Akademiet

Kirke og ligestillingsminister Manu Sareen
Kirke og ligestillingsminister Manu Sareen. Foto: Søren Staal.

JEG VIL LAVE DEN STØRSTE REFORM af kirken nogensinde. Sådan lød overskriften på et interview med ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) i tidsskriftet Ræson tidligere på året.

Det kirkelige landskab har med stor historisk enighed sagt ja til at begynde arbejdet med at reformere folkekirken. Nu mangler vi bare de politiske partier, kommissoriet og udvalget, sagde Sareen. Det lød som en smal sag.

LÆS OGSÅ: Kirkeforfatning er udsat til efteråret

Nu er Folketinget gået på ferie. Kommissoriet og udvalget er ikke på plads og arbejdet med den største reform af folkekirken nogensinde er udsat til efter ferien.

Vi må altså tøjle vores spænding lidt endnu. Men uvidenhed om, hvad der venter, virker som substral for frygten. Og vi må indrømme, at vores største frygt i forbindelse med en styringsreform er, at en snæver, effektiv embedsmandsreform rulles ud over folkekirken.

Uden sans for, hvad det er, der skal styres, og hvorfor. Og uden sans for folkekirkens raison dêtre overhovedet. For så kan folkekirken hurtigt skifte ham til en velsmurt, selvberoende koncern med klare kommandolinjer og ambitioner om taktfasthed og fantasiløs uniformitet.

Sådan kan man altså tænke, hvis man hører til dem, der altid frygter det værste. Men man kunne jo så også bare håbe det bedste

Og hvad håber vi så, der står på papiret i mørket i Manus skuffe? Med betænkning 1477 om opgaver i sogn, provsti og stift i 2006 begyndte den strøm af betænkninger, der de seneste år er udsendt fra Kirkeministeriet.

Her finder man den dengang meget omtalte formulering om formålet med folkekirken nemlig at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser. Et ikke helt sædvanligt stilleje i en ministeriel betænkning. Og næppe heller det stilleje, som er at finde i kommissoriet i Manus skuffe.

Men man kunne håbe, at der også i det kommissorium findes en hel klar målformulering for udvalgets opgave, en indholdsmæssig rettesnor for det fremtidige arbejde, som kunne lyde noget i retning af: Folkekirken skal forblive en folkekirke.

Og at den så kun kan det ved at bevæge sig, er en pointe, vi vender tilbage til.

FØRST KALDER DET selvfølgelig på en definition af, hvad en folkekirke så er: En kirke er først og fremmest et gudstjenestefællesskab og hverken et meningsfællesskab eller en interesseklub ikke engang en lokalhistorisk klub!

Kirken består grundlæggende i et fællesskab, der må være lige så indbydende, som Jesus er i ordene, der lyder ved dåb og nadver. Der er dermed tale om et fællesskab, som igen og igen udfordrer og overbyder vores begreber om indenfor og udenfor.

En folkekirke er en kirke, som et flertal af befolkningen er medlemmer af, og den er som sådan et naturligt udgangspunkt for et bredt konkret fællesskab og en levende samtale om at være menneske nu og her.

Folkekirken har altid været bedst, når den har været, hvor folk var. Men folk bliver ikke nødvendigvis, hvor de var ikke længere. De er i bevægelse, de flytter sig. Så med andre ord: hvis folkekirken vil blive ved med at være, hvor folk er, skal den også kunne bevæge sig hen, hvor folk faktisk er og kommer.

Og folkekirken skal bevæge sig derhen, hvor man har svært ved at se relevansen af sit medlemskab af folkekirken. Hvorfor skal vi i grunden lade vores barn døbe? Hvorfor skal min mor begraves med en kirkelig begravelse? Hvad kan folkekirken tilbyde mig? Hvorfor kan jeg ikke lige så godt gå et andet sted hen og søge svar på mit livs spørgsmål?

Sådan spørger flere og flere mennesker, når de oplever folkekirken ikke som nærværende, men som perifer, og når vi, de folkekirkelige kernetropper, ikke magter, evner eller gider bevæge os ud i mødet med dem, der befinder sig andre steder end i vores nærmeste kreds.

Men bevægelsen ud er ikke let i den nuværende struktur. Meget beror på det lokale sogneliv. Det er der kommet og kommer meget godt ud af. Også meget bevægelse, såmænd. Ikke mindst med et initiativ som babysalmesang, der som oftest er både lokalt forankret og når langt ud.

Men det har også gjort folkekirken tung bagi, når det gælder om at følge med i medlemmernes geografiske og mentale bevægelse. Nogle finder ikke deres tilknytning til folkekirken i det sogn, hvor de bor eller måske kun bor for en kort bemærkning. Vi bliver mere og mere forskellige, også i vores forventninger til gudstjeneste- og kirkeliv. Natkirken kan således noget, den lokale sognekirke ikke kan.

Men hvor skal bevægelsen ud så komme fra? Ja, her kunne det kirkeråd eller kirkemøde, der måske ligger i svøb i kommissoriet i mørket i Manus skuffe, have sin berettigelse. Kirkeråd eller kirkemøde forstået som et landsdækkende organ, der prioriterer og koordinerer initiativer, der kan få tvivlende i tale og imødekomme særlige interesser og behov nødvendige opgaver, som det enkelte sogn netop ikke har mulighed for at løfte alene.

Vi kunne endvidere som en anden opgave for et eventuelt kirkemøde eller kirkeråd pege på det nyttige i at samordne den kommunikative indsats, som er så afgørende for bevægelsen ud og for folkekirkens væren i verden. I øjeblikket anvendes enorme ressourcer på disse opgaver i et hav af selvstændige projekter på både provsti- og stiftsplan og i diverse kvoterede præstestillinger.

DET KUNNE OGSÅ være tiltrængt at få opsamlet viden om, hvad der får folk til at melde sig ud eller komme til eller holde sig helt væk. En sådan viden kunne afdække indsatsområder og medfølgende nødvendig omfordeling af ressourcerne, så folkekirken fortsat kan leve op til sin status som folkekirke med et bredt og åbent fællesskab.

Folkekirken skal altså både kunne stå fast og være i bevægelse. Hvad det sidste angår, kunne et kirkemøde eller et kirkeråd passende fungere som koordinator og garant for et folkekirkeligt drive, så budskabet bringes ud på steder og måder, som fremtiden kræver.

Hvis et eventuelt kirkemøde eller kirkeråd holder sig til netop den opgave, kunne en anden frygt måske manes i jorden, nemlig frygten for, at det ville antage karakter af de rigtige meningers klub og danne afsæt for erklæringer om dette og hint.

For folkekirken er ikke et meningsfællesskab, men et fortolkningsfællesskab, og det ligger i sagens natur, at den ikke kan blive enig med sig selv. Enighed er ikke målet, men det er debatten og bevægelsen i et åbent forum, hvor meninger brydes om de fælles opgaver, som folkekirken har.

Lad os håbe, at kommissoriet giver os anledning til at besinde os på netop disse opgaver for det er jo en illusion, at folkekirken kan forblive folkekirke ved, at enhver passer sit.

Så er opgaven nu for os ikke at se nærmere på, hvori de fælles opgaver består og hvordan vi kan løse dem? Det synes vi faktisk er en debat værd.

Men først efter ferien, når det, der før rugede i skuffens mørke omsider skal lutres i lys, og alle bange anelser forhåbentlig gøres til skamme.

Ulla Morre Bidstrup og Henrik Wigh-Poulsen er medlemmer af styrelsen for Grundtvigsk Forum, Birgitte Stoklund Larsen er akademileder ved Grundtvig-Akademiet.