I stedet for Gud på korset har vi fået en samtale-Gud

Samtale-Gud må siges at være højeste mode på bjerget. Og hvis målet virkelig er visdom om Guds væsen, så er der selvfølgelig ingen, der kan være sikre på noget som helst. Derfor må der samtale til, for de kristne kan jo ikke være sikre på noget før samtalen.

.

Med en let omskrivning af et vittigt hoved fra 1700-tallet kan man sige, at med Det Nye Testamente er det sådan, som når en forsker ser ind i et spejl. Så kan hverken Jesus eller Gud se ud. Noget kunne tyde på, at det også gælder for biskopper.

Dette fornøjelige forhold randt mig i hu, da jeg så Kristeligt Dagblads interview med biskop Peter Fischer-Møller den 1. december. Fischer-Møllers anliggende er samtale mellem jødedom, islam og kristendom, mest de to sidste, forstås. Og der er, forstår man, meget at tale om, for ingen af religionerne kan jo være sikre på, at det, de fortæller om Gud, er sandheden.

Derfor kan Fischer-Møller også sætte så markant en overskrift over interviewet: ”Kristne har ikke patent på vejen til Gud”. Det er mere end tydeligt, at den gud, der her omtales, må være en samtale-gud. Fischer-Møller vil samtale om Gud, og så må hans Gud selvfølgelig blive sådan en, man kan samtale om. Kristen tro er i biskoppens univers omvekslet til usikker viden. Derfor er vejen til Gud samtale mellem usikre.

Vejen til Gud? Formuleringen er, i hvert fald for et menneske af min generation, interessant. Ja, faktisk temmelig udfordrende. Hele min teologiske, undskyld, jeg mener selvfølgelig kristelige opdragelse, har været bestemt af en skelnen mellem menneskers vej til Gud og Guds vej til mennesker. Og forskellen blev os altid gjort krystalklar. Kristendom var ikke menneskers vej til Gud, men Guds vej til mennesker.

Kristendom er et personligt forhold mellem Gud og menneske, nemlig Guds tilgivelse af og forsoning med det syndige menneske. Kristendom er ikke vores indsigt i Guds væsen, men tro på hans handling for os. En handling, der, som næste års jubilar Martin Luther sagde, kommer til udtryk i Jesu korsdød og opstandelse. Det er, mente Luther, det eneste, vi kan se og vide om Gud. Altså med troens øje. Og troens øje er det, der ser alt gennem opstandelsens lys.

Også jubilæer er som oftest arrangørernes selvspejlinger, så det skulle såmænd ikke undre, om Luthers anliggende – hans eneste anliggende – vil gå tabt i tidens omveksling af kristendom fra tro på Guds tilgivelse til usikre visdomme om vejen til Gud.

På forsiden af en stor og på mange måder interessant ny bog om kristendommen gennem tiderne, Niels Henrik Gregersens ”Den generøse ortodoksi”, er der et billede, som måske bedre end noget andet udtrykker tidens optagethed af samtale-guden. Der er tale om en collage, hvor Thorvaldsens Kristus er sat ind som forgrund for Rafaels maleri i Vatikanet ”Skolen i Athen”. Jesus sammen med Platon og Aristoteles. Ikke mere Jesus fra Nazaret, men Jesus fra Athen.

Og skolen i Athen var som bekendt ikke troens, men dialogens, samtalens sted. Så Peter Fischer-Møllers samtale-Gud må siges at være højeste mode på bjerget. Og hvis målet virkelig er visdom om Guds væsen, så er der selvfølgelig ingen, der kan være sikre på noget som helst. Derfor må der samtale til, for de kristne kan jo ikke være sikre på noget før samtalen. De må høre på de andre. For et par uger siden så vi problemstillingen illustreret med den største klarhed, jeg endnu har været vidne til. Den ledende tyske lutherske biskop og den ledende tyske katolske kardinal aflagde samtale-besøg hos muslimske ledere i Jerusalem.

Sådanne fornemme folk er naturligvis iklædt særdeles fornemme klædninger af prægtigste silke. Klæder skaber folk, siger man, og længe har det været sådan, at silke skaber biskopper, mens jævne præster må klare sig med mere ydmyge stoffer. Men for at holde biskopperne ved jorden, har man så placeret et kors i kæde på deres bryst. Det skal ligesom holde styr på deres fornemhed ved at minde dem om, at deres herre er ham, der ”blev gennemboret for vore overtrædelser, og knust for vore synder”, som er hovedvidnesbyrdet om ham, der fejres i kristendommens største højtid, påsken.

Men da de tyske biskopper trådte frem med Jerusalems øverste muslimske leder, måtte kristenheden spærre øjnene op. De havde taget deres kors af. Der var kun den fornemme silke tilbage. Biskopperne var blevet betydet, at den fornemme muslim fandt samtale umulig med et kors for øjet. For verdenspressen blev det tydeligt, at silken var budskabet: De fornemme ledelser er på vej til samtale! Samtale om Gud, om vejen til Gud.

Hvis man ikke var klar over det i forvejen, så blev det krystalklart nu. Samtale med muslimer kræver, at kristne tager korset af. Efter trepartssamtalen i Jerusalem er det afsløret, at kors og samtale virkelig er alternativer. Ledende lutheranere og ledende katolikker er enige med muslimer om, at kors og samtale udelukker hinanden. Og ikke nok med det, fra Vatikanet over Wittenberg til Roskilde foretrækker man samtalen. Peter Fischer-Møller er optaget af vejen til Gud, men hvor Jesus omtaler sig selv som ”vejen” i ental, taler roskildebiskoppen om veje i flertal. Og han taler slet ikke om korset som vejen. For han ved, ganske som silkebiskopperne i Jerusalem, at nævner man korsets vej, kommer samtalen aldrig i gang.

For så vidt burde det ikke være så overraskende, at kors og samtale er alternativer. Allerede menneskelig erfaring har belært én om, at tilgivelse og snak ofte kommer til at spænde ben for hinanden. Tilgivelse er kærlighedens sprog, samtalen vil have forklaringer, jo flere, des bedre. Jeg tror, de fleste med år på bagen har erfaret, at samtalens forklaringsjagt ofte jager kærligheden på porten.

Men lad os nu vende tilbage til Gud, således som Det Nye Testamente fortæller om ham. Jeg har selvfølgelig bemærket, at mange gør en pointe ud af, at kristendom ikke er tro på Bibelen, men på Gud. Men hertil vil jeg nu svare, at kristendom ikke er tro på Gud, men tro på noget ganske bestemt om Gud. For to tusinde år siden troede alle på Gud, og det gør næsten alle såmænd stadig. Der er derfor ingen kristen pointe i at sige, at man tror på Gud. Sagen er at tro noget helt bestemt om Gud. Og her kan vi vel ikke helt distancere os fra de ældste trosvidnesbyrd.

Vi kan ganske vist ikke tro andres tro, men man kan alligevel ikke undlade at spørge, om de første kristnes indsats blot bestod i at udfolde mangfoldighedens kort over veje til Gud. Var Paulus sådan en slags religiøs GPS, der blot aftegnede forskellige ruter til frit selvvalg?

Sådan var det jo ikke. Paulus var ikke på vej til Gud, men til Damaskus, da Gud fandt vej til Paulus. Om Paulus gjaldt det, han præciserer som troens kerne: ”For mens vi endnu var hans (Guds) fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde.” Paulus fandt ikke Gud, hverken på egen hånd eller i samtale med andre. Gud fandt ham, og viste ham, hvad korset betyder. For Paulus er budskabet forligelse eller forsoning, og dette budskab giver kun mening set gennem korset. For Paulus er tro ikke usikker viden, men noget ganske andet.

I sit store brev til menigheden i Rom siger Paulus, at ”troen kommer af det, der høres.” Og det, der høres, er ikke en samtale om Gud. Men tilgivelsesordet. Kristne skal hverken, siger Paulus samme sted, prøve at hente Gud ned eller Jesus op, de skal lukke ørerne op. For budskabet om Kristi kors. Luk din mund og hør efter, hvad Guds kærlighed siger til dig. Og hvis du så tør tro det, så kan du roligt klappe din selvopfundne tour-de-Gud-guide sammen. På dens vejnet er der alligevel kaos og trængsel, ingen ved, hvad man finder. Tør du derimod tage korset ud af skammekrogen, så ved du, at du allerede er fundet.