Kronik af Iben Krogsdal, religionsforsker og salmedigter
NÅR DER SKAL VÆLGES SALMER til gudstjenesten, falder valget oftest på salmer fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Præster og andre salmekyndige fremhæver tit som argument for deres salmekonservatisme, at de gamle salmer ikke er bundet til tid og sted, fordi de så poetisk overbevisende tager store livstemaer op. De er tidløse eller langtidsholdbare. De nyere salmer, derimod, synes alt for tidsbundne.
Forestillingerne om, hvad der er holdbart, tidsbundet og tidløst, er teologisk set spændende. Hvordan kan det være, at der er så udbredt enighed om, at bondetilværelsen med dens opdeling af Himmel og Helvede, dens fortidige forestillinger om synd og soning, dens dogmatiske forestillinger om vrede faderfigurer og dens guds- og verdensbilleder har en tidløshed over sig, der gør den egnet til at tage afsæt i stadig i dag?
LÆS OGSÅ: Kronik: Økumenisk teologi
Og hvad betyder det for teologien, forkyndelsen og den almindelige opfattelse af kristendom, at bondens tid, med dens særlige vilkår for tro og det at være menneske, i salmevalget tages mere alvorligt end borgerens (nu)tid med dens særlige vilkår for tro og menneskeliv?
Et kendt citat fra Grundtvig lyder: Menneske først, kristen saa. Man kan forstå det sådan, at kristendommen altid må tage udgangspunkt i menneskets virkelighed, at virkeligheden så at sige kommer før troen, og at virkeligheden derfor skal kendes, fortælles og tages alvorligt som troens hjemsted.
Så meget desto ærgerligere er det, at den virkelighed, der må være troens udgangspunkt i dag, ikke i særlig høj grad synes at være genstand for teologisk interesse i hvert fald ikke, hvis man måler interesse i antallet af nye salmer, der bliver sunget i danske kirker. Spørgsmålet er for mig at se, om man egentlig tager virkeligheden alvorligt, hvis man ikke har blik for, at virkeligheden hele tiden ændrer sig.
DE TEOLOGISKE BEGRUNDELSER for ikke at vælge nye salmer er mange (for eksempel at de nye salmer er dårlige, eller at de ikke er besværet værd), men ofte omtales den moderne virkelighed også med en form for ubehag. Den forbindes med omskiftelighed, flygtighed, overfladiskhed, selviskhed eller slet og ret tidsånden forstået som noget ondartet, der kan bringes til at forsvinde, hvis man taler den imod.
Heri ligger desværre, tror jeg, mere ringeagt for, end interesse i, den virkelighed, som nu engang er vores vilkår i dag. Man fortrænger virkeligheden: Det menneskeliv, dybt indfældet i tiden, som er vores.
Der ligger i den manglende interesse for menneskers fundamentalt ændrede livsvilkår en risiko for, at kristendommen anno 2013 ikke får nogen forankring i virkeligheden. Eller rettere: Man forsøger at forankre de kristne budskaber i en fortidig virkelighed ud fra den forestilling, at virkeligheden anno 1850 i bund og grund er den samme virkelighed som virkeligheden i dag, blot var den gamle en god udgave og den nye en noget dårligere.
Deri ligger også en forestilling om, at den søgen, rastløshed, dobbelttydighed, tvivl og udspændthed mellem magt og afmagt, som i højere grad kendetegner både menneskers religiøsitet og hverdag i dag er mindre teologisk sværvægtig at beskæftige sig med end fortidsmenneskets gudsbilleder, lydighedsforestillinger, paradislængsel, forsoningslære, trossyn, syndsopfattelser og så videre.
Det er efter min overbevisning uheldigt, at den nutidige virkelighed at dømme ud fra salmesangen ikke tages alvorligt nok som udgangspunktet for kristendommens liv og udvikling. Det er ikke godt nok, når en moderne forkynder lader, som om intet er sket, siden dengang mennesker levede og døde på samme sted, i samme livslange rolle og handlede gennem selvfølgelige fællesskaber i en hierarkisk ordnet verden. Det er at sove i timen og timen er afgørende for kristen forkyndelse, der altid skal foldes ud i det timelige.
DET ER GODT, at vi i folkekirken synger de fantastiske salmer fra de forgangne århundreder, der stadig har noget væsentligt at sige os. Men der er noget både sløvt og fortidsforblændet over den næsten paradigmatiske holden fast i et forgangent sprog og en forgangen teologi som om det levende ord i dag ikke længere er levende nok til at forkynde kristendom, som om den levede virkelighed ikke er virkelighed nok til at blive taget livsens og dødsens alvorligt. Hvor bliver den teologiske nysgerrighed på livet af i dag af? Hvor bliver eksperimentet og dristigheden af?
Engang var salmesangen i de danske kirker og hjem en kampplads! Engang sang man i kirkelige miljøer mod hinanden. Engang var der noget på spil. Der var uenighed, der var gejst, der var vrede, der var teologier, der stødte sammen. Der var konkurrerende salmebøger, der var censur, og der var salmer, der satte Himmel og Helvede i bevægelse.
I DAG ER DER I FOLKEKIRKEN kommet en tryg ensrettethed over salmesangen. Alle synger stort set de samme gamle salmer, og alle salmekyndige synes, de stort set samme salmer holder. Og det til trods for, at de for mange kirkegængere kan være næsten uforståelige eller endda ekskluderende.
Det er værd at overveje, hvilket indtryk den gammeldanske salmesang med alle dens kvaliteter i øvrigt gør på de mange folkekirkemedlemmer, der i dag mest har berøring med kirken i forbindelse med højtider.
Hvordan opleves salmerne af den dåbsgæst, der for en kort bemærkning befinder sig i et kirkerum og lytter (hun synger ikke mere) til et uddødt og uforståeligt sprog? Jeg tror, mange får det indtryk, at kristendom hører fortiden til, og at salmer er en slags gådefuld disciplin for de særligt indviede.
Min pointe er ikke, at kristendommen skal gøres mere forståelig. Jeg taler ikke for indførelsen af flere religionspædagogiske salmer, der gør kristendommen flad, logisk og læreagtig. Noget af det væsentligste ved kristendommen er netop mysteriet, det gådefulde: at vi ikke kan forklare tilværelsen selv.
Men et af problemerne med det alt for hårde slid på de gamle salmer er, at det gådefulde bliver reduceret til det uforståelige. Og det har ikke været hensigten med salmerne at henvise til mysteriet gennem et uforståeligt sprog, der ikke har konkret forbindelse med menneskers hverdag. Man kan frygte, at jo mere det gammeldanske bruges til at svare religiøst på tilværelsen, jo mindre stiller menigheden nye eksistentielle spørgsmål i en kirkelig sammenhæng.
Mon ikke Grundtvig ville ligge uroligt i graven, hvis han kunne se, hvad der er sket med den sproglige fornyelse af kristendommen i Danmark efter hans egen død? Jeg tror, han ville se det som en misforståelse, at hans egne salmer hvor fremragende de end er skulle levere både virkelighed, spørgsmål, svar og teologi til mennesker, der blev født 150 efter, at han selv skrev sin sidste salme.
Jeg tror, Grundtvig ønskede, at der skulle skrives nye salmer på nye måder til nye mennesker hele tiden med afsæt i virkeligheden. Jeg tror, vi er nødt til at blive ved med at tage menneskelivet her på jorden alvorligt nok til, at kristendommen kan overleve også efter, at de store ånder er døde.
Jeg vil derfor opfordre forkyndere af enhver art til at tage virkeligheden det vil sige nutiden med dens særlige livs- og trosvilkår dybt alvorligt i både salmer, forkyndelse og teologi. Langt mere end man gør, når man i dag sætter sin hovedlid til det tidløse. Kristendom forkyndes og leves mere nede fra virkeligheden og op end oppe fra tidløsheden og ned.
Kristendommen lever af virkeligheden. Og da virkeligheden konstant er under forandring, skal den altid undersøges, føde og genføde teologien og tages alvorligt, som var Himmel og Helvede på spil. For det er de stadigvæk i virkeligheden.
Iben Krogsdal er religionsforsker og salmedigter