I BEGYNDELSEN SKABTE GUD himlen og jorden. Derefter skabte han mennesket i sit billede. Knap havde han sluppet sit tag i mennesket, før vi gav os til at omdanne alt det, han netop havde skabt. Vi spredte os. Vi fyldte jorden og blev talrige, som vi havde fået besked på.
LÆS OGSÅ: Ida Auken: Julen markerer, at der er en chance til
Vi nøjedes ikke med at give tingene navne og låne dem en tid. Vi omformede dem, bearbejdede dem, flyttede dem og brugte dem. Vi hentede alt, hvad vi kunne finde i jorden under os olie, stål, fosfor, sølv og kul. Vi lærte at sejle, køre og siden det mest mytologiske: at flyve.
Vi indtog hver en plet på kloden. Vi dyrkede jorden for at skaffe os føde og energi. Vi gødede, sprøjtede, pløjede og såede. Vi lettede vores liv med elektrisk lys, køleskabe og komfurer. Vi skabte de mest fantastiske bygninger. Flere så høje, at de fik Babelstårnet til at ligne et dukkehus.
Vi kastede os over alt det, der giver livet mening, når man ikke skal arbejde konstant: rejser, underholdning, god mad og vin. Vi begyndte at kommunikere over lange distancer. Vi elskede vores næste på nye måder og indtog livet i store mundfulde. En gang imellem stoppede vi måske og undrede os over alt det, vi kunne. Men mest af alt frydede vi os over den enorme frihed, vi havde skabt for os selv.
En dag havde vi bredt os så succesfuldt, at vi rundede de seks milliarder. Vi havde skabt gigantiske byer med millionbefolkninger og et lyshav, der kunne ses fra rummet. Vi havde skabt en rigdom og en fattigdom, som verden aldrig havde set før. Vi havde ændret iltindholdet i havet. Vi havde fået permafrosten til at tø. Selv den uendeligt store Amazonas havde vi fået gjort indhug i. Vi havde ændret alt.
MON GUD HAVDE FORESTILLET SIG, at den skaberkraft, han delte med os, ville blive så stærk, at vi til sidst ville forme hele verden om i vores eget billede? Mon det var meningen, at vi skulle blive så magtfulde, at en helt ny tidsalder i planetens historie kunne opkaldes efter os?
Det ser i hvert fald ud til at være sket, og vi er gået ind i en ny geologisk æra kaldet antropocæn eller menneskets nye tid. En tidsalder, der er kendetegnet af, at alle naturlige systemer økosystemer, vejrsystemer og vandets kredsløb er så påvirket af vores gøren og laden, at det grundlæggende forandrer vilkårene for alt liv her på Jorden.
Selvom forholdet mellem skabelsesberetningen og geologien nødvendiggør et spring fra et mytisk univers til et naturvidenskabeligt, så dukker en række spørgsmål op i begge sammenhæng. For hvilke nye vanskeligheder og udfordringer stiller det os i? Hvilket radikalt ansvar har vi pludselig pådraget os? Hvad skal vi stille op med så brutal en kendsgerning, at vi nu i en kort periode er mere magtfulde end den natur, vi har kæmpet med og mod hele menneskehedens historie? Og hvad stiller vi op, når vi står over for, at naturen tager magten tilbage i ukontrollerede biologiske processer, der kan føre til radikal ørkenspredning, akut ressourcemangel, kollaps af økosystemer og sågar en ny istid?
Kynikerne svarer, at der ikke er noget problem, og at markedet løser det hele i sidste ende. At de tekniske fremskridt nok skal klare det for os. De sætter deres lid til en blind tro på menneskets evne til at omskabe verden. Til at tekniske og videnskabelige fremskridt af sig selv og i tide vil dukke op og løse problemerne.
Jeg tror, de tager fejl.
Hvis vi har lært noget af det 20. århundrede, er det netop, at tekniske fremskridt alene ikke skaber bedre liv. Den industrielle revolution kunne ikke forhindre verdenskrigene, de tekniske fremskridt betød ikke kun elektricitet og biler, men også atomvåben og klimaforandringer. Der skal menneskelig styring, retning og vision til.
ASKETERNE BÅDE DE POLITISKE og de religiøse svarer derimod ved at opfordre til tilbageholdenhed. Vi skal stoppe vores stræben efter vækst og bedre muligheder, fordi bagsiden af medaljen er en underminering af vores eget livsgrundlag. Men hvad asketerne synes at glemme, og hvad verdenshistorien har lært os, er, at mennesket netop er menneske i sin konstante søgen efter et bedre liv.
Det eneste, vi ikke kan, er at sætte vores skabertrang ud af kraft, og derfor kan vi ikke gøre menneskets stræben til et problem i sig selv. Dertil kommer det faktum, at der stadig lever millioner af mennesker i alvorlig fattigdom. Dem kan vi ikke nægte retten til at skabe sig bedre liv. Både kynikerne og asketerne tager altså fejl. De første, fordi de ikke forstår, at stræben uden retning vil ødelægge skaberværket. De andre, fordi de undervurderer menneskets stræben og skabertrang.
Det betyder ikke, at vi skal ignorere de muligheder, teknikken og videnskaben giver os for at skabe bedre liv til så mange som muligt. Men det betyder, at vi skal genfinde respekten for skaberværket uden for os selv og vores egen skabertrang. Det er ikke let og forudsætter, at vi overhovedet kan se, at der findes svar, håb og vejledning uden for os selv.
ET STED AT FINDE DET er i kristendommen, som på den ene side hylder menneskets skabertrang, og som samtidig minder os om skaberværkets ukrænkelighed. Som styrker os i vores kamp for en bedre og mere tryg verden, og som samtidig minder os om, at mennesket er fejlbarligt og derfor skal lære af det, der er uden for os selv.
Vi skal bevare det vidunderlige skaberværk, vi har fået til låns, og samtidig udvikle os som mennesker og samfund. Vi skal have ambitioner om at skabe værdige liv for de mennesker, vi deler kloden med i dag, uden samtidig at ødelægge vores børns muligheder.
Derfor skal vi ikke sætte alting i stå, men i stedet lære af skaberværket, af naturen. Naturen har den særlige egenskab, at den ikke bruger noget op. Den sørger for altid at skabe noget nyt af det, den nedbryder. Naturlige processer tager vandet, næringsstofferne, metallerne og energien til låns og sender dem derefter tilbage i systemet, så de kan blive til noget nyt.
Naturen kender heller ikke til affald. Der er intet overflødigt i naturens kredsløb. Tværtimod er det, der er affald det ene sted, nyttigt et andet sted. Vi skal have skabt et samfund, der arbejder med naturen, ikke imod den. Et samfund, hvor vi bruger ressourcerne et stykke tid for derefter at give dem nyt liv i andre sammenhænge. På samme måde som i naturen skal vi lukke kredsløbene, så vi ikke udtømmer Jordens ressourcer.
Derfor skal vi ikke brænde ressourcerne af som affald. Vi skal ikke blot smide ting ud, når de har udtjent deres formål, vi skal lave dem til nye produkter. Alle varer biler, telefoner, fjernsyn og bygninger skal fremstilles, så de let kan skilles ad igen og råvarerne tages ud og sendes videre til ny brug. Vi skal arbejde sammen på at finde nye muligheder for at sende ting i kredsløb igen og passe godt på det, vi nu engang har at gøre godt med og skabe nyt ud af det.
Og samtidig skal vi blive bedre til at sætte pris på de værdier, som er i naturen. Vi må ikke tage det for givet, at vi altid vil kunne trække ren luft ned i lungerne, drikke et glas rent vand fra hanen eller altid have energi nok. Det er noget, vi som samfund skal give en værdi og huske på skal opretholdes gennem daglig kamp, fordi disse livsvigtige ressourcer er under konstant pres grundet den enorme befolkningsstigning.
DET ER MENNESKETS største opgave, og den kan virke uoverskuelig. Men hvis julen har noget budskab til os i dag, så er det, at vi altid får en ny mulighed. At der altid bliver tændt et nyt lys og et nyt håb. Selv i vinterens dybeste mørke. Et lys, der minder os om, at ganske vist bærer vi hver især en lillebitte del af ansvaret for verdens gang, men vi har også alle muligheder for at gøre den lille forskel, der kan sætte en ny bevægelse i gang.
Julens lys giver os styrke til at forandre verden. Og det giver os den ydmyghed, der skal til, for at vi indser vores egne begrænsninger over for skaberværket omkring os. Julen, der kalder skabelsens og sommerens lys ind i vinterens mørke, minder os om, at vi engang fik overdraget ansvaret for den gavmilde natur. Det kan vi ikke trække os væk fra. Vi må gå frem til opgaven, ikke lægge den fra os. Hvis vi stadig har gudbilledligheden i os, er det nu, vi skal vågne til opgaven og give kampen for en bæredygtig økonomi og omgang med naturen sit solhverv.
Glædelig jul!
Ida Auken er teolog og miljøminister (SF)