Indadvendt i en udadvendt verden

Vi skal blot nogle få årtier tilbage for at finde et samfund, hvor indadvendte i højere grad kunne opbygge et liv, som passede ind i samfundet. I dag skal man i højere grad tilpasse samfundet til en selv, hvilket kræver initiativ, udadvendthed og aktivitet, som ofte udmatter det indadvendte menneske, skriver dagens kronikør ud fra egne erfaringer

"Det handler om selv-iscenesættelse, og vi skal alle passe ind i vores strømlinede, individualiserede og udadvendte samfund. Der er ikke plads til skæve og indadvendte eksistenser!," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Person ved strand. -
"Det handler om selv-iscenesættelse, og vi skal alle passe ind i vores strømlinede, individualiserede og udadvendte samfund. Der er ikke plads til skæve og indadvendte eksistenser!," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Person ved strand. -. Foto: John-Marshall Mantel.

VI SKAL VÆRE HURTIGERE og mere effektive til det meste! Hvorfor er nydelsen ved langsomhed og fordybelse fuldstændig nedprioriteret og vel nærmest at betragte som en svaghed?

Da jeg forlod folkeskolen midt i 1970erne, havde jeg en følelse af, at livets mulighed var gået tabt. Den daglige skolegang tappede al min energi. Folkeskolen skal være livets skole i positiv forstand. For mig ødelagde folkeskolen livet, og jeg mistede evnen til indlæring, da grov mobning var hverdag igennem flere år.

I mange år sloges jeg med et lavt selvværd. Jeg havde en følelse af at være helt anderledes på en negativ måde. Jeg forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde.

Efter folkeskolen blev jeg skovarbejder. Når jeg var på arbejde, var jeg ofte alene i naturen og oplevede en slags fred. Jeg bestemte selv tempoet, jeg nød ensomheden og de oplevelser, det gav at være en fast del af skoven.

Efter seks-syv år på arbejdsmarkedet besluttede jeg mig for at læse hf. Derefter flyttede jeg til hovedstaden for at læse et naturvidenskabeligt fag. Jeg kom godt igennem studierne og elskede København. Jeg gik til koncerter, så af og til en kunstudstilling, en teaterforestilling og så mange film i biografen.

LÆS OGSÅ: Kampen om skakspillets trone

Var jeg til større sammenkomster ramte ensomheden mig altid som en syl, og den blev siddende som en smertende torn i hjertet. Efter endt uddannelse gik jeg arbejdsløs i nogle år. I et møde med en psykolog fandt jeg ud af, at jeg var ekstremt indadvendt. Samtidig var jeg rigtig god til at fordybe mig og meget eftertænksom. Psykologen rådede mig til, at jeg fik et arbejde, hvor jeg kunne fordybe mig i enkelte områder, hvis jeg skulle arbejde som akademiker.

Det lykkedes mig at få et sådant arbejde inden for miljøområdet, som altid har haft min store interesse. Jeg havde dog stadig svært ved at komme i kontakt med mennesker, og havde svært ved at tale med dem, især om ingenting.

Talen er en måde at markere sig på og få status. Tavshed mellem mennesker derimod bliver oftest betragtet som en pinlig affære. Meget udadvendte personer frygter tavsheden for i ordløsheden bekræfter vi ikke hinanden, føler de.

SOM ET INDADVENDT og meget eftertænksomt menneske blev jeg ofte betragtet som dum, fordi eftertænksomhed er tegn på langsomhed, hvilket er forbudt i vores hurtigere og hurtigere samfund. Med den udvikling, vi har, er vi nu derhenne, at det er kvantiteten og attituden, der giver anerkendelse og ikke nødvendigvis kvaliteten af det, som laves og siges, der værdsættes.

De mennesker, som opnår status, er ofte dem, der taler mest og gør sig synlige. I samfundet er det de udadvendte værdier, som efterspørges. Derfor bliver de indadvendte værdier set ned på.

Det er vigtigt at blive set, derfor bliver vores kultur også mere og mere grænseløs. Tempoet stiger, og det kræves, at vi er omstillingsparate, at vi kan multitaske, og at vi kan iscenesætte os selv. Er man som jeg stille, eftertænksom og glad for tætte og kontinuerlige relationer, mødes man med en hovedrysten, og får ofte spørgsmålet: Kan du ikke følge med tiden? Er jeg tavs, er jeg mærkelig, for tavsheden skal drives på flugt af en masse smalltalk.

Vi skal blot nogle få årtier tilbage for at finde et samfund, hvor indadvendte i højere grad kunne opbygge et liv, som passede ind i samfundet. I dag skal man i højere grad tilpasse samfundet til en selv, hvilket kræver initiativ, udadvendthed og aktivitet, som ofte udmatter det indadvendte menneske.

Forskning fra de senere år viser, at neurotransmitteren dopamin har indflydelse på, om man er et udadvendt eller et indadvendt menneske. Hjernen hos det indadvendte menneske er meget følsom over for dopamin. Derfor bliver den indadvendte hurtigere overstimuleret af dette stof end den udadvendte.

Dette sker, fordi vi ikke har det samme basale stimuleringsniveau. Hos indadvendte er det højt, og de må derfor hele tiden mindske den ydre stimulering for ikke at blive overstimuleret, træt og forvirret. Udadvendte derimod har et lavt basalt stimuleringsniveau, og de vil derfor søge stimulering for at undgå understimulering og det at kede sig. Derfor følger en udadvendt velvære ved udskillelsen af dopamin.

LÆS OGSÅ: Valgforskere: Sådan finder du ud af hvem du skal stemme på

Forskningen har endvidere vist, at indadvendte i højere grad bruger højre hjernehalvdel og udadvendte i højere grad bruger venstre hjernehalvdel. Acetylcholin regulerer hukommelseslæring og drømmeprocesser. Her er der også en markant forskel fra udadvendtes til indadvendtes indhold af stoffet. Indadvendte har mere af det end udadvendte.

I en fremtidig udadvendt verden vil indadvendthed sikkert blive diagnosticeret som en sygdom, som kan behandles med medicin!

STORE DELE AF vores overfladiske samfund betragter indadvendthed som en svaghed. Kig for eksempel på jobannoncerne. Her står der næsten altid, at man skal være udadvendt, omstillingsparat, og at man skal kunne have mange bolde i luften ad gangen. Det handler om selv-iscenesættelse, og vi skal alle passe ind i vores strømlinede, individualiserede og udadvendte samfund. Der er ikke plads til skæve og indadvendte eksistenser! Argumenterer man for en anden udvikling, råber folk Morten Korch efter en.

Det er et mål at blive bedre til det, man er god til, samtidig er det vigtigt at styrke sine svage sider; men vi skal ikke glemme, at vi alle er forskellige. Alligevel forsøger vi at installere en autonomi hos børn og unge mennesker, hvor de selv tager pisken og pisker sig selv for at leve op til de stillede krav. Især de indadvendte torturerer sig selv for at leve op til de krav, som stilles til dem.

Vi skal præstere og afsøge grænser. Vi skal hurtigt videre til det næste og ikke blive hængende for længe det samme sted. Vi skal være udadvendte og helst have kontakter over hele verden. Kontakterne er dog ofte i de samme luftige lag. En konsekvens heraf er, at vi får et opdelt samfund. Dem, som ikke klarer sig, ser vi ikke, og de kan da også bare tage sig sammen. I denne lavstatusgruppe vil der være mange indadvendte mennesker.

I 2006 flyttede jeg med min lille familie fra København til Middelfart. Jeg havde mistet mit job, da en stor del af miljødelen blev skåret væk i det firma, hvor jeg arbejdede. Samtidig havde min livsledsager fået sit drømmejob i Trekantsområdet.

Jeg skrev over 100 ansøgninger uden resultat. Jeg skrev gode ansøgninger og var opsøgende, i den udstrækning det var muligt for en indadvendt person. Jeg gik arbejdsløs i et par år. Nu arbejder jeg som sosu-assistent. Nogle synes, det er stærkt gjort. Andre ryster på hovedet og forstår ikke denne sociale deroute ned i lavstatusgruppen!

I sociale sammenhænge bekræftes jeg i mindre grad af andre mennesker, fordi jeg ikke konstant udtrykker mig. Tidligere kom jeg ofte ind i en ond cirkel, for de andre forventede ikke, at jeg sagde noget. Havde jeg noget på hjerte, blev jeg ofte forbigået. I mange år var det sådan, at andre ikke forventede, at jeg deltog. Dette førte ofte til en enorm frustration, et lavt selvværd og gav mig manglende tillid til mine sociale evner. For nogle kan det føre til isolation og i sidste ende til depression.

Jeg har dog altid haft lyst til at vise, hvem jeg egentlig er. På et tidspunkt opdagede jeg, at når jeg skrev, følte jeg mig for alvor som mig. Så var jeg ikke længere afhængig af at blive set, hørt, forstået og accepteret for at føle mig godt tilpas.

At skrive giver mig en særlig fornemmelse af at være mig. Og selv at have hånd i hanke med mit liv.

Poul Erik Pedersen er agronom og social- og sundhedsassistent