FOR FÅ DAGE SIDEN var jeg i Egypten. Formålet var at besøge nogle af de kirker, der blev sat i brand i august 2013. Det var et voldsomt syn at se udbrændte kirker med bunker af forkullede bibeler og salmebøger, og det gjorde også et stærkt indtryk at møde og tale med de kristne her.
Der er ingen tvivl om, at kristne i Mellemøsten ofte er under pres, og nogle bliver direkte forfulgt. Men for at vide, hvordan vi kan støtte de kristne, er det vigtigt at forstå baggrunden for deres situation både i det lange historiske perspektiv og i den aktuelle politiske sammenhæng. Og forstå, at situationen er meget forskellig fra land til land nogle kristne diskrimineres, mens andre er forfulgte og truede på livet.
Apostlene og andre disciple af Jesus bragte det kristne budskab til landene i Mellemøsten og Nordafrika. Syrien, Irak, Egypten og Nordafrika blev kristne kerneområder, og næsten alle var kristne, indtil de arabiske muslimer underlagde sig områderne.
Nogle steder blev de set som befriere. I Damaskus var de kristne trætte af at høre under de kristne undertrykkere fra Konstantinopel, så da muslimerne angreb byen, åbnede de portene og bød dem velkommen.
De lokale kristne anså islam for et kristent kætteri, så de gennem teologisk undervisning hurtigt kunne omvende muslimerne til gode kristne. Det holdt som bekendt ikke stik.
I løbet af de følgende århundreder blev flertallet muslimer, selvom efterkommere af den oprindelige kristne befolkning stadig findes i flere lande i området. I Egypten hedder de koptere det betyder egentlig egyptere og de taler stadig det gamle egyptiske sprog i kirken. I Syrien hedder de syriac, og også de har bevaret deres oprindelige sprog nogle få taler sågar aramæisk, som er det sprog, Jesus talte.
Hvorfor er de kristne gået fra stort flertal til små mindretal? Der er mange grunde. Mange har traditionelt fulgt herskernes religion, mens andre ville slippe for den ekstraskat, som blev pålagt ikke-muslimer.
Medvirkende er også, at det er tilladt kristne at konvertere til islam, men ikke omvendt. De muslimske ægteskabslove medfører, at en kristen mand skal konvertere for at kunne gifte sig med en muslimsk kvinde, fordi børnene tilhører manden og dermed mandens religion, mens kristne kvinder kan gifte sig med muslimske mænd og ofte konverterer til islam.
LÆS OGSÅ: Kritik af kirkelige organisationer for at nedtone forfølgelser
Det seneste århundrede er udvandring føjet til. Et betydeligt antal kristne har forladt mellemøstlige lande i håb om at finde frihed, sikkerhed og et bedre liv i Vesten. Hvor stærkt det er gået, belyser statistik fra Syrien, hvor de kristne i 1929 udgjorde 30 procent mod i dag kun 10 procent.
Ofte har de kristne i Mellemøsten søgt sikkerhed ved at alliere sig med den muslimske hersker, der gav dem en vis grad af beskyttelse, hvis de kristne var loyale mod styret og fandt sig i at være ringere stillede end andre.
I Irak blev diktatoren Saddam Hussein fjernet fra magten i 2003. Uanset hvad man mener om Irak-krigen, betød det, at de kristnes beskyttelse var væk, hvilket har haft katastrofale konsekvenser for deres sikkerhed. I Syrien er kristne i vidt omfang loyale over for præsident Bashar al-Assads styre for at kunne være i sikkerhed, så vidt det nu kan lade sig gøre midt i en borgerkrig.
BLIVER DE KRISTNE i Mellemøsten forfulgt på grund af deres tro? Det kan man ikke svare generelt på. Der er mange lande i Mellemøsten, og situationen er forskellig fra land til land. I Irak mangler der i store dele af landet lov og orden. Og der er ingen tvivl om, at der er udbredt forfølgelse af kristne, som kommer i klemme i det blodige opgør mellem shia- og sunnimuslimer, og muslimske ekstremister har dræbt kristne i stort tal.
I Libanon med 30 procent kristne er der ikke kristenforfølgelse. I Syrien kan man heller ikke generelt sige, at kristne bliver forfulgt. Regimet betragter de kristne som allierede i borgerkrigen og forfølger dem derfor ikke. Men i de områder, hvor militante islamister opererer, meldes der om talrige overgreb på kristne, og mange er blevet slået ihjel, både fordi de anses som vantro og som regimets allierede.
Så er der Egypten landet med den største kristne befolkningsgruppe i Mellemøsten. På mit nylige besøg spurgte jeg de kristne, jeg mødte, om de bliver forfulgt. De svarede nej. De fremhæver, at den største udfordring for dem som kristne er at få de samme rettigheder som det muslimske flertal.
Der står kampen! Der er eksempler på overgreb og vold mod kristne, men der er ikke tale om systematisk forfølgelse af kristne. For tiden føler de kristne sig generelt sikre, og den kristne udvandring er da også næsten standset.
Men er det ikke kristenforfølgelse, når 139 kirker og kirkelige institutioner blev nedbrændt eller kraftigt beskadiget i dagene fra den 14. til den 16. august 2013? Kirkebrændingerne blev udløst af, at politiet den 14. august 2013 med magt opløste Det Muslimske Broderskabs demonstrationer i protest mod hærens afsættelse af præsident Morsi. Over 600 blev dræbt.
De kristne var åbenlyst tilfredse med afsættelsen af Morsi, og derfor blev flere af deres bygninger sammen med blandt andet politistationer ramt af ekstremistiske gruppers vrede. Var det kristendomsforfølgelse? Det gik blandt andet ud over kirker og en del butikker ejet af kristne, men målet var ikke de kristne personligt, og der var samtidig tale om en enkeltstående begivenhed.
De forfærdelige hændelser rystede naturligt nok de kristnes følelse af sikkerhed, men de kunne i mange tilfælde også glæde sig over, at muslimske naboer kom dem til hjælp. Kirkebrændingerne tolkes ikke som forfølgelse af de kristne i Egypten, men som politisk hævn over en gruppe, der er let at identificere, og som havde glædet sig over Det Muslimske Broderskabs fald.
SÅ TILBAGE til spørgsmålet, om de kristne i Mellemøsten indtager deres sidste nadver før døden eller flugten. I Irak er det sket for en stor del af de kristne, i Syrien kan det også gå gruelig galt for de to millioner kristne, mens de kristne i Egypten nok er udsat for diskrimination, men ikke kan kaldes forfulgte.
Hvis der fortsat skal være kristne i større tal i de mellemøstlige lande, er kampen for lige rettigheder meget afgørende, og det hænger igen sammen med kampen for demokrati i det hele taget i regionen.
Kampen for et samfund uden diskrimination på grund af tro og livsindstilling og med frihed og menneskerettigheder til alle har de kristne mindretal tilfælles med moderate og sekulære muslimer.
Derfor prioriterer Danmission at støtte kristne og andre gode kræfters arbejde for rettigheder og demokrati, som hjælper hele samfundet med dets udsatte minoriteter, mindsker risikoen for forfølgelse og kan få de kristne til at blive.
Afgørende på langt sigt er, at de kristne ikke søger deres sikkerhed hos magthaveren, men finder den som en accepteret, ligestillet del af samfundet at de ser sig som syrere, egyptere og så videre og ikke som en særlig religiøs gruppe og som ofre.
Sørgeligt nok er der blevet færre kristne i Mellemøsten. Vi kan og skal støtte dem, så de stadig kan blive der i betydeligt tal. Som enkeltpersoner, som organisation og som nation skal vi råbe vagt i gevær, når kristne forfølges. Vi skal bakke op om dialog og konfliktløsning.
Og så skal vi som danske menigheder være i følgeskab med de klemte menigheder i Mellemøsten gennem forbøn, økonomisk støtte og kontakt de kristne i Mellemøsten er ikke og må ikke føle sig glemt.
Derfor inviterer Danmission danske sogne og provstier til at til at få venskabsmenigheder i Mellemøsten.
Mogens Kjær er cand.theol. og generalsekretær i Danmission