Bernhard Severin Ingemanns tekster til julens salmer synes fulde af den rene, ublandede juleglæde, som vi gerne vil have til at præge højtiden: Nu glædes gamle og unge. Men helt så enkelt var det ikke.
Da han havde rundet de 70 år, tog Ingemann i 1861 fat på at skrive sine erindringer. Han valgte at fortælle i tredje person, så han ikke skrev jeg, men han og Bernhard om sig selv. På den måde kunne han på én gang erindre barndommens oplevelser og analysere sig selv fra den gamle mands perspektiv.
Ingemann beskrev en barndom i et lykkeligt hjem. Han mindedes hyggelige vintre, hvis stilhed afbrødes af juleglæden i hjemmet for små som for store og af juletidsballerne for den voksne ungdom i præstegårdene. Men julen var også forbundet med hans første oplevelse af døden. Den imposante mormor, der optrådte som et hædersmedlem i familien og tronede til måltiderne ved faderens side, var blevet syg og døde julemorgen. Den lille Bernhard så for første gang et dødt menneske. Mormoderens lig virkede på ham som et marmorbillede af noget velkendt.
LÆS OGSÅ: Da guldhornenes forbandelse blev ophævet
Meget værre var det dødsfald, der indtraf på den sidste dag i det 18. århundrede, da Bernhard var 10 år. Den store mørke gæst var atter kommen, som Bernhard hørte en gammel kone sige. Det var jul, og det var faderen, der lå for døden. I det ellers så muntre hus var der dødsens stille. Alle listede omkring i bevidstheden om, at husfaderen lå dødssyg i sit værelse, og Bernhard mindedes, at kun dørenes knirken brød stilheden i det store hus.
Lige siden da bragte lyden af knirkende døre Bernhards tanker tilbage til denne sorgfulde juletid, fortæller den gamle Ingemann i Levnedsbog.
Nytårsaften blev Bernhard ført ind til faderens dødsleje for at tage afsked. Faderen slumrede, men pludselig fór han op i febervildelse og greb drengen hårdt i armene med ordene: Af vejen fra rælingen, dreng!. Så kom faderen til sig selv, og med et ansigtsudtryk, som om han havde set et stort og herligt syn, sagde han: Herre! Nu lader du din tjener fare i fred!. Derefter åndede han ikke mere.
Den lille dreng stod og græd stille ved foden af den døde faders seng, til man drog ham derfra.
Barndommens trygge paradis gik i opløsning.
Ved faderens begravelse gik Bernhard og hans storebror efter kisten iført lejede sorte sørgekapper. Det var bitterligt koldt, og inde i kirken kunne de to kulderystende drenge se, hvordan den store trælem i kirkegulvet var åbnet, så faderens kiste kunne blive sat ned i familiens mørke gravkrypt.
Efter begravelsen var der gæstebud i præstegården, hvor den venlige præst fra Stubbekøbing hældte vin op til den frysende dreng. Bernhard havde ingen appetit, men han drak vinen, som varmede behageligt. Præsten fyldte nærmest i tanker op i Bernhards glas, når det blev tømt, og drengen begyndte at se lysere på situationen.
I Levnedsbog skildrede Ingemann det, som om den berusede dreng i stedet for at se den vintermørke gravkrypt for sit indre blik oplevede at sidde i en blomstrende sommerhave ved et dækket bord sammen med alle mennesker, han havde holdt af, faderen og moderen, alle levende og glade. På bordet var der æbler fra livets træ, og han forstod, at han var i Paradiset indtil lyden af skramlende stole bragte drengen tilbage til virkeligheden. Da han selv rejste sig, indså han til sin skræk, at han var noget usikker på benene, men det lykkedes ham at tage sig så meget sammen, at ingen afslørede hans omtågede tilstand.
Efter skolegangen i Slagelse studerede og digtede Ingemann i København. Han boede på Valkendorfs Kollegium og forelskede sig i genboens smukke datter, Lucie Mandix. De blev forlovet i 1812, og Ingemann fejrede sine juleaftener hos den kommende svigerfamilie. Her så han, så vidt vides, i 1815 for første gang et julefænomen, som endnu kun var kendt af få: den smukke skik med juletræet, som han betegner det i Levnedsbog.
Det inspirerede Ingemann. Da han i 1818 tilbragte julen i Rom på sin toårige studierejse, skrev han et digt på mange vers til sin forlovede og til familie og venner derhjemme i Danmark. Titlen er Juletræet, og han lader det evigt grønne træ symbolisere livets træ fra Paradisets Have:
I Stjerneglands
Voxer underfuld,
Med sin Palmekrands,
Med de Blomster af Guld,
Det Paradiistræ over Jorden;
Og i helligt Læ
De Forløste gaae;
Om det Juletræ
Dandse Store og Smaa
I Syd og i vinterkold Norden.
Under Livstræet mødes vi Alle slutter sidste vers karakteristisk. I Julen har bragt velsignet bud fra 1839, som oprindelig hed Børnenes julesalme, digtede Ingemann tilsvarende om glædesfesten, hvor grenen fra livets træ står skønt, med lys som fugle på kviste. Det er også juletræerne, Ingemann har i tankerne, når han i Glade jul skildrer englene, der flyver herned med paradisgrønt. Juletræet er for Ingemann et symbol på Paradis, som vi mennesker atter fik del i gennem Jesus. I dag blev vor kære Frelser fød/og paradisvejen fundet.
Bernhard og Lucie fik et langt samliv, men til hans sorg forblev ægteskabet barnløst. Juletræ havde parret alligevel. Den næstsidste dag i året 1861 skrev Ingemann til Lucies veninde Jenny Kløcker og beskrev deres juleaften. Det var nu den 48de Juleaften, jeg har været samlet med Lucie kun én vare vi adskilte, da jeg var i Rom. Denne jul bestod deres juletræ af en stor, blomstrende krysantemum, der var pyntet med lys og stillet op foran et spejl i deres stue, hvor den spejlede sig sammen med Thorvaldsens statue af en amorin med lyre. I den store Juletræshave paa den anden Side af Tilværelsens uendelige Verden vrimler der maaske af saadanne nydelige Lyrespillere, og deres Spil smelter sammen med Fuglesangen og de befriede Sjælerøster i det evige Foraar!.
Julen 1861 skulle blive den sidste, Lucie og Bernhard oplevede sammen. Den 24. februar 1862 sov Ingemann stille ind efter få dages sengeleje. Den sidste salme, han skrev, sammensmeltede barndommens oplevelse af døden og den voksnes glæde ved julens livstræ. I digtet med den titlen Den hemmelighedsfulde port dukker de knirkende hængsler fra barndommens rædselsjul og den mørke gravkrypt op side om side med juletræets forjættelser om Paradiset i et smukt billede af det ventende barn uden for stuedøren juleaften, sådan som jeg selv har oplevet det som barn. Da døren endelig åbnes, ser barnet, at den ikke åbner mod mørket, men mod det lysende livstræ, hvor alle de elskede samles igen som juleaften hjemme.
Paa denne Verdens Grændsemur
Lønporten til en ny Natur
Paa skjulte Søile hænger.
Hvert Øieblik, som Pulsen slaaer,
En Sjæl igjennem Porten gaaer,
Og Ingen seer den længer.
Hvert Fodtrin gaaer mod Muren frem,
Og altid Porten staaer paa Klem,
Dens Hængsler altid knirke.
Gravmørke strømmer fra den ud;
Dog gjennem Mørket sender Gud
En Straale fra sin Kirke.
Den Straale kun til Øiet naaer,
Hvor Sjæle-Børneskaren staaer
Som Juleaften hjemme
Og stirrer trøst paa lukte Dør,
Der hvad de aldrig skued før,
Til herligst Stund skal gjemme.
Gik Fader alt ad Døren ind,
Gik Moder ind med Slør om Kind,
Gik Søster selv og Broder
Forsvandt de Alle uden Lyd,
De Smaa dog veed, der bliver Fryd
Hos Fader og hos Moder.
Og aabnes Døren helt til sidst,
Saa veed de, Jesusbarnet vist
Har bragt dem Julegave
Saa see de hvad de troede før Vidunderlig bag aabne Dør
Staaer Juletræets Have.
Poul Grinder-Hansen er museumsinspektør