Kære Johannes Vig.
Vinteren rinder ikke just i grøft og i grav. Den har ikke rigtig noget at rinde af. Faktisk er det meget længe siden, vi har haft en rigtig isvinter, en af dem der for altid vil være knyttet til dit navn og til Martin A. Hansens roman Løgneren.
Mens Pouel Kern læste romanen op i radioen i foråret 1950, lå gaderne øde. Det meste af befolkningen sad bøjet over radioapparaterne, som de havde gjort nogle år tidligere, når der lyttedes til de dæmpede meddelelser fra BBC, af og til forstyrret af tyskernes hvinende og skrattende støjsignaler.
Dengang var jeg endnu ikke født. Selv gjorde jeg dit bekendtskab i én af de billigbøger, der er blevet trykt i mange hundredtusinde eksemplarer. Da var jeg nitten og netop i gang med en nødtvungen læsning af danske klassikere på baggrund af et tikkende eksamenspensum.
Men Løgneren var ikke en del af det. Læsningen var helt frivillig og inspireret af Knud Leif Thomsens film fra 1970, som digtede videre på din skæbne, og lod dig dø for egen hånd. Det var en dristig og meget modernistisk fortolkning, som viste, at dit liv nu i et halvt århundrede har opfordret til en kreativ hermeneutik. For mit vedkommende har det ført til, at jeg - i stedet for at afslutte dit liv - har valgt at digte videre på det. Derfor dette brev.
Du er nu en meget gammel mand, Johannes. Jeg ved jo ikke, om du har fulgt med i den megen tumult blandt lærde om dit lille fif med dine dagbogsnotater, der tilsyneladende var skrevet fra og med fredag den 13. marts, mens du i virkeligheden først skrev det meste af hændelsesforløbet et helt år senere. Det var blandt andet en af grundene til, at Martin A. Hansen kaldte romanen for Løgneren. Men også den detalje er altså blevet vendt og drejet i kloge afhandlinger og artikler. Det har ikke gjort de lærde mere venligt stemt overfor dig. Du har fået læst og påskrevet. Som næppe nogen anden skikkelse i dansk litteratur er du blevet vejet moralsk og fundet for let. Dine indre dæmoner tog vejret fra dem.
Jeg har også haft en periode, hvor jeg skældte dig hæder og ære fra, og har derfor lidt forståelse for de lærdes irritation over det vigende og konfliktsky i dit væsen. Kontrasten mellem dæmonien og biedermeier-kvaliteterne i dig. Men var det virkelig kun en æstetisk-erotisk leg med hende Annemari, som du jo omtrent kunne være far til, eller var der alvor bag? Og hvad med den gammeldags moral du brystede dig af, dette her med at det var hensynet til din elev og ven Oluf, Annemaris forlovede, der fik dig til at tøve så længe. Det var løgn, men du vidste det også selv, og afslørede det for læserne, selvom man måske først opdager de sidste spidsfindigheder ved anden eller tredje læsning.
Faktisk har jeg både råbt og hvisket så meget i dit selskab, at du er blevet virkelig for mig. Derfor holder jeg af at forestille mig, at du i sin tid sendte nogle dagbogsoptegnelser til Martin A. Hansen, en ven fra ungdomstiden, dog en del ældre end dig. De handlede mest om din hverdag, men også om dit sind. Og du lod ham bruge dem, som han ville. Ja, den forestilling er altså blevet en lille leg for mit vedkommende.
I årenes løb er jeg kommet til at tvivle lige så meget som du, Johannes. Det skråsikre opgør med dig er blevet afløst af noget andet, som lærde folk sikkert kan finde mange grimme og uskønne ord for, men som er en accept af, at mennesket dybest set ikke kan gennemskue sig selv. I dag kan jeg ikke læse om dig uden at tænke på Augustins ord i hans »Bekendelser«:
»En dyb gåde er mennesket for sig selv! Hans hovedhår tæller du herre, og ikke ét går tabt. Dog er hans hovedhår lettere at tælle end hans hjertes stemninger og indskydelser!«
Men altså: Det så skidt ud i de aprildage, hvor du skrev de sidste dagbogsnotater, alt imens du kunne sidde og se over til gården på Næs, fordi du havde fået Kajs far til at fælde de høje og tætte graner i haven. Ja, Rigmor på Næs. Du gav hende et skub, der så ud til at føre hende ud af det dødvande, hun befandt sig i, og så sluttede I en pagt, da du skød forårets første sneppe. Det sidste har jeg aldrig helt forstået. Lad nu det ligge.
Men dig selv? Du sammenligner dit liv med sagafortællingen om Egil Skallagrimson, hvor det berettes, at en graver mange år senere stødte på et mærkeligt kranium i jorden. Det var en stor og kraftig hovedskal, og da graveren lagde det på kirkegårdsdiget og forsøgte at kløve den med en økse, kom der kun et lille mærke i den. Da vidste han, at det var Skallagrimsons »himself«. Den historie genfortæller du altså for at beskrive, hvordan du havde det.
Som du opfattede det dengang, kunne dit liv ikke forvandles og forløses. Rigmor kunne vokse, men du sad fast og havde blot at leve med fortvivlelsen og med det, du kaldte hjertets ufred. Men som sagt kan jeg ikke lade være med at digte videre på dit liv. Helt sort var det jo ikke. Dine dagbogsnotater giver udtryk for en proces, en selverkendelse, som du tildækker og slører gammeldags og blufærdigt. Men dine dagbogsnoter sendte du heldigvis ud i verden.
De indbyder ikke til letkøbt fortrolighed, men må åbnes lag for lag og ikke uden, at man enten kommer til at afsky dig eller holde af dig. Et tredje gives ikke. Undervejs kan man så lære et og andet om sig selv. Og så ville du gå i gang med Sandøs topografi. Du ville slå rødder, tilkæmpe dig et sted at høre til, være en del af et stykke tradition. Jeg forestiller mig, at du fortrøstningsfuldt har fortsat dit arbejde i de fint duftende kollegiehæfter, og at det er lykkedes godt for dig, som det også lykkedes Martin A. Hansen i en anden dimension med bogen Orm og Tyr. Også den var et forsøg på at afdække et dybere kulturrodfæste under en hastig og forflygtigende civilisation, den radikaliserede glemsel.
Jeg er også overbevist om, at du som lægmand har været vidne til det andet moderne gennembrud i efterkrigstiden. Du anede, hvor det bar hen, og dine historiske og pædagogiske forsøg på at få dine elever og dine øboer til at besinde sig på deres rødder - at alle disse ting må have forekommet dig ligesom det klæde, Penelope vævede om dagen og trevlede op om natten. Men troen og opstandelsestanken havde du. Den sad ikke blot i den hedenske ø som en dirrende harpun, den sad og sidder også i dig, Johannes. Og jeg føler mig forvisset om, at du til bunds har gransket hjertets ufred, som du yndede at kalde den. En slags højere ufred vel at mærke, som jeg håber er kommet til at ligne fred.
I et brev fra 1954 skrev Martin A. Hansen om dig:
»Resignationen over for en Tilbøjelighed (Annemari), den fine hjælpsomhed (over for Rigmor da de taler på Terrassen) har ikke renset ham - han er blot »fejet og prydet« i overfladisk Forstand, just i Forstanden, i ironisk Betydning, Hjerte, Vilje, Natur underneden slaar igennem med desto større Magt, og maa hos ham gøre det, før han kender sin Afmagt paa en ny hjertestyrkende Maade, før Ufreden, Uroen som (han) allerede havde akcepteret med sin trætte Bevidsthed nu akcepteres af Hjertet, dybere og mere naaderigt. Men hvad der egentlig sker af Ændring eller Udvikling - ikke bare i hans Synspunkter, det kan naturligvis altid udredes - fra Oplevelsen i Kirken til Bogen munder ud, er jeg næppe i Stand til at udrede analytisk ved hjælp af Begreber. Her er det nok alt afgørende om Fortællingens Imagination er stærk nok, saa det fortalte for Læseren fremtræder som sandt.«
Du er blevet meget gammel, Johannes, og har været et vidne i den tid, som Martin A. Hansen aldrig kom til at opleve. Du har sikkert set dine elever blive mere og mere vanskelige at overraske med forskellige påfund i skolestuen, men også at det efterhånden blev svært at gøre dem interesseret i selve øen. Til sidst lukkede politikerne så skolen, og børnene blev sendt over til fastlandet med den nye færge, mens du overtog Marie Jensens hus efter hendes død. Oluf og Elna fra kroen fyldte efterhånden den gamle skole med en stadigt voksende børneflok. Det var i øvrigt Frederik på Næs, der i amtsrådet var med til at træffe den beslutning om skolen, kort tid før han blev dræbt ved en ulykke, hvor han smadrede sin splinternye kongeblå Opel Kaptajn imod et vejtræ derovre på fastlandet. Også Rigmor flyttede derefter fra øen. Men du blev.
Da du i sin tid valgte at sende dine papirer til Martin, var du godt klar over, at hans forfatterskab havde nået et kritisk punkt. Du havde fulgt ham fra begyndelsen, og du vidste måske bedre end nogen anden, at moderniteten var både hans anstødssten og hans tragedie. Modernitet, Johannes, endnu et skrækkeligt ord, et af dem, der lyder, som når man lukker låget på en affaldscontainer. Men vi må forsøge at sætte begreb på den udvikling eller afvikling, der har virket så radikal og uundgåelig i europæisk kultur og civilisation. Vi kommer ikke uden om den, vi lever også dette drama i vort inderste liv, ligesom du har gennemlevet den, ofte ude på eksistentialernes yderste nøgne rev.
Dengang for et halvt århundrede siden hed det også kulturkrise, og den blev oplevet som meningstab, angst, rodløshed, nøjagtig som i dag. Krisen er tilsyneladende blevet kronisk.
Martin A. Hansen var et moderne menneske med dybt rodfæste i en kristen almuetradition. Enten måtte han helt sprænge den forståelsesramme og give sig det modernistiske eksperiment i vold, eller forsøge at få traditionen med ind i en ny form for litteratur. Som han selv sagde, blev traditionen hans sakrale drama. Både du og jeg tror, at det efterhånden stod ham klart, at tendenserne i tiden til sidst gjorde det umuligt for ham at få den tradition med ind i litteraturen. Og nu nærmer der sig et nyt forår. Hvad med sneppen? Er den forsvundet permanent fra øen? Selv den danske isvinter synes at tilhøre de store fortællingers tid, og dermed mister også foråret og tøbruddet sin mytiske prægnans. Vintergammel, tøende og grumset sne i en plovfure er blevet en raritet. Efter sigende skulle den ligne en hunds dårlige samvittighed. n mag.art