Islamisk demokrati er noget helt andet end vestligt demokrati

Udgangspunktet for vestligt demokrati er folkesuveræniteten. Det er folket og kun folket, som via sine repræsentanter skal afgøre, hvilke love og regler der skal gælde

Første runde af præsidentvalget i Egypten blev afholdt den 23.-24. maj 2012.
Første runde af præsidentvalget i Egypten blev afholdt den 23.-24. maj 2012. . Foto: ©Virginie Nguyen Hoang/Wostok Press/WOSTOK PRESS/MAXPPP.

Sådan er det ikke i muslimske lande, for grundlaget for islamisk demokrati er ikke folkesuveræniteten. Grundlaget er Allahs suverænitet, og det giver en anden slags demokrati

Det arabiske forår har sat demokratiet på dagsordenen i Mellemøsten, senest med første runde af præsidentvalget i Egypten den 23.-24. maj, hvor Det Muslimske Broderskabs kandidat, Muhammed Mursi, og tidligere premierminister og marskal og general Ahmed Shafiq fik flest stemmer, henholdsvis 24,3 procent og 23,3 procent, og derfor går videre til anden valgrunde den 16.-17. juni. Spørgsmålet er imidlertid hvilket demokrati.

LÆS OGSÅ: Liberale muslimer skal generobre dagsordenen

Den hidtil største og mest systematiske undersøgelse af muslimers indstilling til blandt andet demokrati blev lavet af Gallup og offentliggjort i marts 2008. Heraf fremgår det, at et flertal af muslimer ønskede demokrati, men afviser et sekulært vestligt demokrati.

De ønsker i stedet deres egen særlige model for demokrati, hvor lovgivningen helt eller delvist hviler på shariaen. Overraskende nok er mænd og kvinder stort set enige, mens der er store forskelle mellem de enkelte muslimske lande. I Egypten ønsker 70 procent mænd og 62 procent kvinder, at lovgivningen alene skal hvile på shariaen, mens det tilsvarende tal for Iran er 12 og 14.

Den teoretiske debat blandt muslimske intellektuelle om demokrati er i overensstemmelse med flertallet af muslimers ønske om et demokrati på grundlag af sharia. Jeg skal her skitsere, hvad der ifølge denne debat forstås ved islamisk demokrati, idet jeg dog begrænser mig til sunni-islam, den største retning inden for islam med næsten 90 procent af alle muslimer.

Udgangspunktet for det liberale vestlige demokrati er folkesuveræniteten. Det er folket og kun folket, som via sine repræsentanter skal afgøre, hvilke love og regler der skal gælde for dette folk, og hvilken politik der skal føres af dets repræsentanter.

GRUNDLAGET FOR islamisk demokrati er ikke folkesuveræniteten. Grundlaget for islamisk demokrati er Allahs suverænitet, simpelthen fordi kun Allah er suveræn ifølge islam (hakimiyyat Allah). Menneskene kan ikke besidde suverænitet, da de er underkastet Allah og hans anvisninger, som de er åbenbaret Muhammed ved ærkeenglen Gabriel og nedskrevet i Koranen eller alternativt som de fremgår af profetens sunna, det vil sige, hvad Muhammed har sagt og gjort.

Islam betyder blandt andet underkastelse under Allahs vilje, og denne underkastelse påtager den troende sig i trosbekendelsen: Der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er hans sendebud. Hver enkelt muslim er samtidigt forpligtet til at bevidne ret tro gennem ret handling.

Den samlede sum af Allahs anvisninger til menneskene for, hvad der er rigtigt og forkert, kaldes shariaen. Shariaen er forpligtende for den troende og den eneste vej til personlig frelse og paradis. Efter døden forhøres den troende i graven af de to dødsengler Munkar og Nakir om sin religion, profeterne, han har troet på, og om den hellige bog, på hvis forskrifter han har bygget sit liv.

De to engles tilsynekomst er forbundet med så voldsom en skræk, at selv fromme, gudfrygtige muslimer er bange for ikke at være i stand til at finde de rigtige svar under dette forhør. Har man ikke gjort sin pligt eller overtrådt Guds bud, skal den døde lide de frygteligste pinsler ind til opstandelsens dag. Kun martyren kan springe dette forhør over og vandre direkte ind i paradiset!

Koranen er Guds direkte ord og derfor evigt sand. Det rejser en række centrale spørgsmål, blandt andet om, hvordan den troende skal forholde sig til Koranen og shariaen i dag 1380 år efter Muhammeds død i 632. For at løse op for dette problem er alle teoretikere med undtagelse af salafisterne enige om at indføre en skelnen mellem de evige normer i sig selv og den troendes forståelse af disse normer.

DE GUDGIVNE etiske regler er fuldkomne og derfor vanskelige at forstå for ufuldkomne mennesker. Derfor bliver de normer og anvisninger, som den troende her og nu mener at skulle leve efter, et resultat af dødelige menneskers tolkninger og forståelser og misforståelser.

Efter Muhammeds død har de retslærde (ulema) traditionelt været anset for at levere de mest autoritative tolkninger af shariaen, der omsætter de evige normer og anvisninger til normer og anvisninger, som den enkelte muslim kan rette sig efter i den aktuelle historiske kontekst.

Disse tolkninger udgør ikke shariaen, selvom de almindeligvis kaldes sharia, de er i stedet lovregler og udgør en del af det islamiske retssystem, figh (forståelse). Mens etikken er evig og uforanderlig, er lovreglerne foranderlige i hvert fald til dels, som vi skal se nedenfor. Mange muslimer, måske endda flertallet, er helt uvidende om forskellen på sharia og figh.

I FORHOLD TIL islamisk demokrati er denne skelnen central, da den understreger, at de retslærdes konkrete normer og anvisninger er menneskeværk, omend i forskellige grader. Inden for den islamiske jura, figh-videnskaben, inddeler man traditionelt al menneskelig adfærd i fem grupper i forhold til adfærdens konsekvenser for den troendes evige frelse: fard (påbudt), haram (forbudt), mandub (anbefalet, men ikke påbudt), makruh (frarådet, men ikke forbudt) og mubah (tilladt).

Mens fard og haram ikke kan ændres ved demokratiske beslutninger, er der et vist demokratisk spillerum vedrørende mandub- og makruh-adfærd. Kun mubah-adfærd vil kunne underkastes demokratiske beslutninger i vestlig forstand. Det skyldes, at kun mubah-adfærd er helt neutral i den forstand, at den troende hverken belønnes eller straffes for disse handlinger hinsides.

Figh-reglerne er som nævnt historisk konkrete tilnærmelser til den evige og uforanderlige sharia-etik, men efter mange moderne teoretikeres opfattelse får de kun deres sande betydning, i det omfang de under ét bedst muligt realiserer den indre hensigt med den evige sharia, som er det fælles bedste (maslaha).

Herved får figh-reglerne en plasticitet, som i visse tilfælde kan give et ekstra demokratisk spillerum. Set fra konservative demokrati-teoretikeres side opstår der her en betydelig risiko for et radikalt brud med traditionel Koran-forståelse. Det er da også bemærkelsesværdigt, at ingen islamisk demokrati-teoretiker vil tillade folket selv at finde frem til, hvad det mener er det fælles bedste. Den afgørelse forbeholder de retslærde sig! De demokratiske afgørelser i et islamisk demokrati vil derfor altid i sidste instans være underkastet de retslærdes veto. Det er også et hovedkrav i Det Muslimske Broderskabs politiske program fra oktober 2007.

UD OVER SHARIA spiller i den moderne muslimske demokratidebat også shura en central rolle. Hermed menes, at muslimerne skal spørge hinanden til råds og diskutere forholdene indbyrdes, før beslutningerne træffes. Det gælder på alle områder altså også det politiske. I debatten sammenlignes shura med det vestlige demokrati, som det hævdes at være overlegen.

De fleste teoretikere tillader en pluralisme af meninger, blot pluralismen ikke bruges til at sætte spørgsmålstegn ved islam. Hvad angår egentlige politiske partier og interesseorganisationer i vestlig forstand, er meningerne derimod delte. Nogle anser dem for fuldt forenelige med islam og drager paralleller til de forskellige retsskoler i islam, andre afviser dem, da de ifølge dem risikerer at føre til splittelse og måske til borgerkrig (fitna).

Ikke-islamiske partier og organisationer er selvfølgelig helt udelukkede. Det uindskrænkede flertalsprincip afvises ligeledes, da spørgsmålene om fard og haram ikke kan afgøres ved flertalsbeslutninger. Derimod er flertalsbeslutninger efter de fleste teoretikeres mening fuldt ud acceptable på det neutrale mubah-område.

Ved at knytte demokratiet til shura udelukker man på forhånd ikke-muslimer fra at deltage på lige fod med muslimerne i beslutninger, der også angår dem. Dermed lægger shura-demokratiet op til, at ikke-muslimer bliver dhimmi, andenklassesborgere under særlig muslimsk beskyttelse, som det eufemistisk hedder om diskrimineringen og undertrykkelsen af ikke-muslimer. Det er imidlertid tydeligt, at mange teoretikere ikke kan lide dhimmi-institutionen. Den støder deres lighedsopfattelse og hører ikke hjemme i et moderne samfund, men de kan ud fra deres øvrige præmisser ikke argumentere sig uden om den.