TERRORHANDLINGERNE I VINTER, først i Paris og siden i København, gør igen diskussionen om satirens rolle aktuel og relevant - særligt den satire, der behandler religion. Som retoriker hylder jeg satiren og dens rolle som kritisk kommentar i et sundt demokrati.
Satire hører under lejlighedsretorikken, der har det overordnede formål at definere, bekræfte og redefinere de værdier, som vores samfund bygger på, ved at udhæve og behandle karakteristiske dyder og laster i nutiden.
Satiren har et særligt potentiale: Den kan stille skarpt på forhold, som egentlig politisk argumentation kun kan hævde indirekte, den kan spidsformulere pointer, så nye sider af en sag står tydeligt frem, og den kan punktere dårlig stemning ved at udløse latter, hvilket kan have en terapeutisk funktion ifølge blandt andre Sigmund Freud.
På den måde kan satiren, når den er turneret helt rigtigt, samle selv indgroede modstandere, som derfor bagefter kan have lettere ved at forhandle på en konstruktiv måde, så de også i det professionelle rum nærmer sig hinanden.
Hos for eksempel Ludvig Holberg er der eksempler på satire, der nok er bundet til en konkret politisk situation i det 18. århundredes Norden, men som fortsat er erkendelsesskabende og i stand til at samle nye fællesskaber i dag, fordi man både griner ad hinanden - og ad sig selv.
Dette var for eksempel tydeligt i Det Kongelige Teaters opsætning af ”Erasmus Montanus” i 2014, hvor den berømte syllogisme fra 1723, der gør Morlille til en sten, fordi hun ikke kan flyve, stadig vakte vild jubel i teatersalen. Siden gav den rum for eftertanke - også for en af de opblæste akademikere, som Holberg dadler i komedien.
I DANMARK HAR VI REVYEN, en særlig genre, som præsenterer aktuel satire. De offentlige personer, som har dummet sig i årets løb, smager her satirens pisk. Revykunst balancerer dog på en knivsæg mellem det tandløse og det for skarpe: En revyvise eller sketch skal nemlig kunne samle på tværs af politisk ståsted, etnicitet og religion.
Det at være genstand for et revynummer er dog ikke udelukkende en kritik, men kan ofte også opfattes som en form for ros til en offentlig person, fordi det er tegn på synlighed og karisma.
Hænges en politiker ud på en for barsk måde, kan latteren i salen forvandle sig til tavs medlidenhed, hvilket er en katastrofe for revyen og en traumatisk oplevelse for den skuespiller, som gestalter parodien på scenen. Man har derfor også prøveforestillinger før en premiere, hvor erfarne revyfolk giver råd, så man opnår den rette balance med hensyn til skarphed.
Et forbilledligt nummer, mener jeg, er repetervisen ”Lærte vi noget?” af Vase og Fuglsang om karikaturkrisen fra Cirkusrevyen i 2006. Sangen bygger på visen ”Vi er alle i samme båd” fra 1944, der kritiserer samarbejdspolitikken med nazisterne.
I Cirkusrevyens ”Lærte vi noget?” dadles både ”fanatister” og ”ytringsfundamentalister” som udgør de to modpoler i krisen. Det er tydeligt, at Cirkusrevyen ikke vil bære brænde til krisens bål: På den allegoriske karikaturtegning af Roald Als, der fremstiller Danmark som en båd (inspireret af Arne Ungermanns tegning fra 1944), som står på scenen og spiller en central rolle i nummeret, kan man kun ane en af de oprindelige Muhammed-tegninger. Den er sløret af en bølge.
DA ULF PILGAARD modtog Årets Dirch for sin fremførelse, reflekterede han over visens virkning i sin takketale. Han mente, at nummeret havde skabt lettelse: at den knugende stemning, som prægede månederne efter krisen, til dels blev punkteret på grund af referencerne til besættelsestiden, en anden alvorlig krise, som man havde overvundet. Visen rummede på den måde et implicit, trøstende udsagn om, at vi også kan komme igennem karikaturkrisen, hvis vi står sammen som nation.
Satire kan også være turneret sådan, at den ikke behandler værdier på en nuanceret måde. Hvis den for eksempel fremstår som sort-hvid provokation, kan den ødelægge en potentielt set konstruktiv dialog mellem parterne i en politisk eller religiøs konflikt og i stedet få dem til at lukke sig om sig selv og vælge de brede fællesskaber fra, hvilket i værste fald kan danne grobund for ekstremisme. Det er min påstand, at denne form ofte ses inden for satire om religion.
Mange retorikere fremhæver evnen til at kommunikere på en formålstjenlig måde i forhold til en situation og dens publikum som det vigtigste kommunikative stilkrav overhovedet. Dette kaldes aptum i den latinske teori.
Man må kende sine modtagere, deres forståelseshorisont og sproglige stil, når man kommunikerer. Og satiren stiller særlige krav til aptum: Man er også nødt til at have en klar viden om de implicerede gruppers moral og skikke, hvis man vil anvende satire. Og denne viden skal sættes i relation til den konkrete kontekst, som den aktuelle satire indlæser sig i.
En forfejlet satire bliver således let fortolket som en marginalisering af de mennesker, som satiren dadler. I værste fald kan dette være med til at gøre en hel befolkningsgruppe til syndebukke.
I de fleste kulturer er der uskrevne regler for, hvad man må gøre grin med. I Danmark opfattes det for eksempel som usømmeligt at gøre grin med handicappede - medmindre de står for satiren selv.
MANGE SKOLER OG ARBEJDSPLADSER har også en mobbepolitik, der forholder sig til, hvad man ikke må gøre grin med. Jeg har ikke kendskab til en debat, hvor mobbepolitik er blevet forbundet med begrænsning af ytringsfriheden. Selvom der ikke er en lov, der forbyder, at Peter håner Lise, fordi hun har briller, og hermed gør brug af sin ytringsfrihed, er vi alle enige om, at det ville være forkasteligt, hvis han gjorde. Vi kan alle også opregne flere negative konsekvenser heraf.
Det har ofte undret mig, hvorfor disse uskrevne regler for god, kommunikativ opførsel ikke synes at omfatte satire om religion. Det at tilhøre en religion implicerer moralkodekser, som ofte har en lang tradition, og som er med til at gøre religionen nærværende og vedligeholde et identitetsfællesskab for de mennesker, som bekender sig til religionen.
Hvis man vil lave satire om religion, må man derfor kende de enkelte religioners kodekser, fordi disse ikke er ens. Visse forhold kan man godt gøre grin med i en religion, mens de i en anden vil blive fortolket som blasfemi.
Som modargument kan man indvende, at satiren så risikerer at miste sin skarphed og sit potentiale som kritisk kommentar. Dette mener jeg dog ikke behøver være en følge af den større omtanke. Ofte vil en bevidst balancegang, som er baseret på viden om de enkelte religioner, tværtimod kunne gøre satiren endnu mere spidsfindig.
Den får hermed også et samlende potentiale, så de religiøse, som karikeres, selv bliver i stand til at grine med. Et eksempel er Dave Allens satiriske tv-shows fra 1960'erne og 1970'erne, der, selvom de ofte kritiserede forhold inden for katolicismen, vakte latter hos både katolikker og ikke-katolikker. Også DR 2's tv-satire ”Det slører stadig”, der behandler forhold inden for islam, har dette samlende potentiale.
Hvis satire - også den om religion - fortsat skal være med til at sikre et sundt demokrati som kritisk kommentar, må vores ytringsfrihed altså sammenstilles med et ytringsansvar. Vi har ret til at kommunikere frit, men man bør have i baghovedet, hvad der er formålstjenligt: hvad der samler, skaber konstruktiv dialog og hermed gavner et selvkritisk demokrati.
Jette Barnholdt Hansen er lektor og ph.d. i retorik ved Københavns Universitet