I kølvandet på finanskrisen er der de seneste år blevet ført en tiltagende hårdere kurs i dansk politik. Der er sket en liberalisering af konsensuspolitikken. Jeg har været vidne til en lang række uretfærdige og asociale reformer, der blandt andet kommer til at ramme borgere med alvorlige kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser voldsomt.
Parallelt hermed er der også sket et skred i opfattelsen af, hvad der er samfundets henholdsvis den enkelte borgers eget ansvar i livet: Man signalerer ikke længere politisk anerkendelse af et eksistentielt grundvilkår om, at vi alle i sidste ende er afhængige af og skylder hinanden noget, for eksempel når vi er syge.
Der er også sket et skred i, hvordan politikere omtaler mennesker med forskellige helbredsmæssige eller sociale problemer. Retorikken og dommen er blevet tiltagende hård. Det betyder stigende social polarisering og en svækket social sammenhængskraft.
Efter min hukommelse var der anslag til denne linje allerede i 2010 under den tidligere regerings tid.
Nogle Venstreborgmestre og socialdemokratiske borgmestre satte ihærdigt økonomien i det specialiserede handicapområde på dagsordenen, idet de med en ubehagelig vinkling fik optegnet et billede af, hvor meget samfundet til sammenligning kunne have fået på normalområdet for de beløb, som mennesker med handicap kostede. Sidstnævnte blev altså gjort til gøgeunger og har mærket forargelsen og skammen siden.
Den liberalistiske kurs manifesterede sig dog for alvor med Helle Thorning-
Schmidts (S) regering efter 2011 og er i det store hele blevet støttet af alle folketingspartierne med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Man talte den økonomiske krisestemning op og brugte den som et pseudoargument for den politiske kurs.
Alle grupper uden for eliten skal igennem den økonomiske sparemaskine suppleret med mistillid, fordomme og mere kontrol. Også de offentlige systemer effektiviseres og reformeres i den hellige økonomis navn. Og det sociale ansvar det er skrumpet gevaldigt ind og blevet næsten hjemløst.
DET ALLERSTØRSTE STORE SKRED skete med reformen af fleksjob- og førtidspensionsordningen. Den blev gennemtrumfet i 2012 af et bredt Folketing med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten og trådte i kraft allerede fra nytår. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) markedsførte den som en hjælp til de mennesker, som den berører, mens den reelt er alt andet end lige netop det. Jeg har aldrig tidligere set en så asocial dansk reform!
LÆS OGSÅ:Udviklingshæmmedes Landsforbund: Ja til købesex til handicappede
Man lyttede ikke til de involverede grupper af borgere med handicap. Selvom FNs Handicapkonvention siger, at de skal inddrages i forbindelse med lovgivning af denne slags, så valgte man at lave pseudohøringer, hvor man ikke tog sig af de massivt kritiske høringssvar. Det var en ren skueproces!
Det baner ikke just vejen til et mere rummeligt arbejdsmarkedet, endsige skaber oplevelsen af plads i det fællesskab, som ministeren har propaganderet om. Og politikerne anviser ikke, hvor arbejdspladserne skal findes.
En af reformens graverende forringelser er nedskrivningen af kompensationsprincippet. Kompensationsprincippet handler om, at mennesker skal gives lige muligheder fortolket som en udjævning af det ulige udgangspunkt. Det har reformen altså nedskrevet, og ud er røget den reelle politiske målsætning om lige muligheder.
Ud er også røget en konsensus om ligeværd. Det klare politiske signal er en voldsom devaluering af mennesker med kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser som arbejdstagere og borgere. Nu bliver de permanent defineret som både andenrangs arbejdstagere og som sociale klienter. De vil ikke fremadrettet blive aflønnet som ligeværdige med de ordinært ansatte, men skal have lidt mindre løn, lidt mindre kompensation og lidt mindre i pension. Fagforeningerne er skrevet helt ud af reformen, og der er ikke beskyttelse mod social dumping.
Denne politiske devaluering og ydmygelse underbygges af negative, stereotype fordomme, som en række politikere og medier puster offentligt liv i med deres kategoriseringer. Mette Frederiksen opildnede for eksempel til misundelse ved at binde befolkningen urigtige påstande på ærmet om, at fleksjobbere under gammel ordning fik uhyrligt høje lønninger en masse, ligesom hun udtalte sig moraliserende om, hvad hun mente var en okay løn for fleksjobbere, og altid foreslog meget lave lønniveauer.
Med andre ord: Ingen fleksjobber uanset baggrund skulle tro, han var noget! En anden politiker, det konservative byrådsmedlem Rasmus Jarlov fra København, er nyligt fremkommet med den kategoriske fordom, at arbejdstagere under fleksjobordningen er ineffektive og udygtige!
DEN UVÆRDIGE BEHANDLING fortsætter også i forhold til førtidspension. Den mulighed har man ligeledes beskåret kraftigt, idet reformen anbefaler, at man ikke tildeler den til ret mange.
Også sygedagpengelovgivningen forringes formentlig. Indtil for nylig ville beskæftigelsesministeren ændre den til kun at tillade mennesker med få udvalgte sygdomsdiagnoser at få sygedagpenge efter et halvt år. Nu er diagnoselisten heldigvis taget af bordet, efter at den er blevet kritiseret af blandt andet Lægeforeningen for at diskriminere, men der står stadig betydelige forringelser på programmet.
Sagsbehandlingen følger ikke altid lovgivningen. Mange erfarer, at det er svært overhovedet at opnå det, som man har ret til. Nogle kommuner spekulerer i, hvor de kan skære, for eksempel i forhold til grundlæggende personlig hjælp. Nogle sender syge borgere ud i det ene udsigtsløse forløb efter det andet, selvom de lægelige begrundelser for fleksjob eller førtidspension er åbenlyse, og borgeren ikke magter det stadige pres.
Københavns Kommune er for eksempel blevet afsløret i den ulovlige praksis med kun at tilkende førtidspension til terminalpatienter. Det stiller mange meget syge borgere i den ulykkelige og uværdige situation at skulle leve i årevis på ledighedsydelse, kontanthjælp eller slet ingenting samt at blive fysisk og psykisk presset på ubestemt tid uden indflydelse. Skal der klages over uretfærdige afgørelser, er også det tungt. Og regeringen har ændret klagesystemet, så det bliver endnu sværere at få en klage igennem.
Under den lange proces i systemets vold bryder mange borgere sammen, eller rettere: brydes ned. Det er helt urimeligt, at det system, som er sat i verden for borgernes skyld, er blevet en endnu tungere modstander for borgeren end de kroniske funktionsnedsættelser!
Mødet med de praktiserende læger bliver også mærket af benhård politisk styring og giver uacceptable forringelser. Doktor Djøf er det skræmmende fremtidsscenarium, hvor lægernes professionelle og etiske dømmekraft og mødet med patienten presses af politiske krav. Regionerne vil kunne indhente personfølsomme patientdata, og det er et anslag mod den tavshedspligt og tillid, som er aldeles grundlæggende!
Sidste trin i denne sociale afvikling er den nye offentlighedslov. Den vil gøre det sværere at kontrollere den centrale statsmagt, og mørklægningsgardinerne rulles ned og dermed demokratiet. Alt dette er ved til det bål af social uretfærdighed, afmagt, vrede og desperation, som mange syge borgere efterhånden mærker brænde inden i sig i kølvandet på de mange asociale reformer. Nu er det altså nok!
På denne baggrund appellerer jeg til alle med privilegeret politisk magt i stat, kommuner og regioner: Nu må vi altså snart have vendt den asociale udvikling, så I også begynder at tænke på de syge borgeres ve og vel! Husk, at der med stor magt følger et stort ansvar. I holder til en vis grad borgernes liv i jeres hænder!
Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter, redaktør og samfundsdebattør. Hun har som redaktør udgivet bogantologien Hvad i alverden er meningen? Om at leve med kronisk sygdom og handicap