Tak for handlekraften, Danmark

Det er ikke muligt at beskytte nogen eller noget 100 procent, mener dagens kronikør. Forleden var han en time i Krystalgade uden for synagogen, hvor almindelige danskere kom i en lind strøm for at lægge afstand til terroren. Det er den slags danskere, der reddede os i 1943, tænkte kronikøren. Stilfærdige, anonyme og dog handlekraftige. Tak skal I have

Tidligere overrabbiner Bent Melchior
Tidligere overrabbiner Bent Melchior.

Stadig dybt rystet over mordene i Krudttønden og i Krystalgade er det tid til at reflektere over, hvad vi kan lære af de sidste dages og måneders begivenheder.

Det første, der falder i øjnene, er, at det ikke er muligt at beskytte nogen eller noget 100 procent. Jeg ved godt, at der sidder små selvbestaltede generaler, der konstruerer, hvad man egentlig skulle have gjort for at forhindre katastrofen.

Men vi har set præsidenter og andre stærkt beskyttede personer blive beskudt og dræbt. Hvis en galning er gal nok, så hjælper selv et stort opbud af politi ikke. Og vi ønsker jo ikke Danmark udviklet til en politistat. Jeg har selv i årtier været udsat for meget konkrete trusler, men jeg har afvist alle tilbud om særlig politibeskyttelse. Simpelthen fordi jeg ikke troede, at det ville redde mit liv.

Nu er to dejlige mennesker revet bort i utide fra vores samfund, og vi er med rette rystede. I det jødiske samfund har vi ligget i uhyggelig skarp træning i at være rystede. Hos os er det næsten en normal tilstand. De troende iblandt os ser frem til messianske tider, hvor enhver kan sidde trygt under sit cedertræ eller bøgetræ, eller hvad der nu er ved hånden.

Tryghed er en luksus, som vi kun lejlighedsvis har kunnet nyde. Alligevel er mit budskab til mine trosfæller, at de ikke skal være bange. Så vælg da livet, er titlen på mine erindringer, og selv smertefulde møder med døden har ikke ændret på den formulering, som er taget fra Femte Mosebog.

Budskabet er blevet bekræftet af oplevelser i de sidste dage, hvor vore landsmænd fra alle lag har stået skulder ved skulder med os i sorgen. Jeg var forleden en time i Krystalgade, hvor såkaldt almindelige mennesker kom kontinuerligt en for en, de fleste med en lille buket, som de lagde til de tusindvis af andre, og så stod de stille og reflekterede - mange med tårer i øjnene.

Dan Uzan havde en meget stor berøringsflade. Men han har ikke kunnet kende alle de mennesker, der for de flestes vedkommende havde et indre behov for at reagere på uretfærdigheden, imod volden.

”Det er den slags danskere, der reddede os i 1943,” tænkte jeg ved mig selv. Stilfærdige, anonyme og dog så handlekraftige. Tak skal I have. Jeg føler mig tryg i jeres selskab.

Et andet opmuntrende tegn synes at være en optøning af muslimers forhold til jøder i Danmark. Det er noget, som jeg har ventet på i 30 år, hvor kun enkelte personer som Naser Khader har turdet stå ved jødiske relationer. Det har ganske enkelt været sådan, at mange muslimer har været bange for at vise venskabelige følelser for jøder. Det blev i visse kredse betragtet som en slags forræderi.

I flere arabiske lande lærer børn i skolerne, at jøderne ikke er rigtige mennesker. Jeg ved ikke, om de tror, at vi har horn i panden eller har mere tilfælles med aberne end resten af menneskeheden. Det er en opgave for FN at gøre noget ved det. Måske den kommende leder af FN's generalforsamling, Mogens Lykketoft, kunne gribe ind her.

I hvert fald mærker jeg en helt anden tilgang til emnet, og man er i forskellige muslimske organisationer meget mere åbne, end man har været tidligere. Måske den sidste uges tragiske hændelser kunne blive en katalysator for en nytænkning på området.

Lad mig så bryde sammen og tilstå, at jeg ikke er Charlie. Jeg undrede mig allerede i dagene efter den frygtelige terror i Paris, at der slet ikke var nogen, der ville fremstå som kunde i et jødisk supermarked. Ofrene der var da totalt uskyldige mennesker, der bare skulle i byen for at købe noget brød og smør.

Medarbejderne ved det satiriske magasin vidste dog, at de risikerede, at der kunne ske dem noget. At det så blev med livet som indsats er naturligvis helt grufuldt, og ingen skal anfægte deres ret til at fremstille, hvilken satire de end måtte ønske at producere.

Jeg ved, at der er dem, der ikke kan lide, at ytringsfriheden følges op af et ”men”. Men det kan ikke være anderledes, fordi det efter min mening er sådan, at enhver frihedsret begrænses af naboens frihedsret. Jeg kan larme så meget, jeg vil, indtil det bliver for meget for naboen.

Vi gør en stor indsats for, at vore børn skal øve selvcensur, når vi med vores kronprinsesse i spidsen søger at begrænse mobning på vore skoler. Vi burde nok også gøre mere for at begrænse mobning på arbejdspladserne, hvor det hævdes, at mindst 10 procent af medarbejderne er ofre for mobning - i mange tilfælde med sygdom og endda fyring som følge.

Mobning er jo en form for satire. Det er den grove satire, hvor motivet er at provokere. Vi er heldigvis åbne for satire, og det kan gå ud over kongehuset og regeringen og hvem som helst. For nogle uger siden blev jeg selv i en jødisk organisation gjort til grin i en revy, men det er den slags grin, hvor offeret kan grine med, fordi det er godmodigt og ikke sårende.

Jeg har svært vED at se det morsomme i at fremstille en person, der for mange mennesker er hellig, som en hund. Det giver for mig god mening at opfordre til, at man ikke skal mobbe muslimer.

Der er grund til at komplimentere vore talsmænd for i disse dage at have talt fremragende. Det påstår jeg, der ellers er kendt som værende meget kritisk, når jeg lytter til taler. Det kan ikke undgås, at nogle af ordene bliver højtravende. Det flyver med begreber som frihed, demokrati, ytringsfrihed og ligeberettigelse. Grundlovens grundlæggende principper bliver holdt frem og sat i fokus.

Jeg spekulerer på, hvad disse principper egentlig siger almindelige mennesker, idet jeg håber på, at de i det mindste siger noget for dem, der holder talerne. Den almindelige tendens i vores samfund er for tiden, at vi skal koncentrere os om, hvad der kan betale sig. Vi skal være et konkurrencesamfund. Vi skal studere med det for øje, at vi skal have et job. Det med logik og filosofi og anden humaniora kan også være det samme. Ud med det.

Men ved vi egentlig, hvad frihed er? Jeg hører til den lille del af befolkningen, der husker den 5. maj 1945. Der oplevede vi friheden. Frihed fra noget og til noget. Frihed, der åbner uanede muligheder. Frihed, der forpligter. Hvad har vi dog gjort med den 5. maj? Jo, i år skal vi nok gøre meget ud af den, for det er 70-året for Befrielsen.

Men ellers er dagen ved at udvikle sig til noget i retning af valdemarsdag eller mortensaften, som står anført i kalenderen, men som ikke rigtig siger yngre generationer noget.

Frihed er et begreb, der kan misforstås. Jeg husker en periode, hvor det var kommet på mode at have fri opdragelse. Desværre udviklede fri opdragelse sig til at være lig med ingen opdragelse. Igen var det en misforståelse at opfatte friheden som grænseløs.

Vi må fordybe os i begrebet, selvom det ikke udmønter sig i kroner og øre. Selvom det ikke giver job. Jeg foreslår, at vi ophøjer 5. maj til et stolt nationalt symbol. At vi pålægger skoler og læreanstalter i ugen op til den 5. maj at indlægge programmer, der belyser betydningen af at gå fra slaveri til frihed, fra undertrykkelse til selvstændighed.

Bent Melchior er tidligere dansk overrabiner