Jesu opstandelse - fysisk plus noget mere

Der er ingen, der indbilder sig at kunne forklare Jesu opstandelse endsige forklare hans opstandelseslegeme. Det overgår alt sammen vores forstand med vidunderlig himmelsk gådefuld kraft og betydning. Men det bliver hændelsen jo ikke mindre virkelig af. Snarere mere virkelig, skriver dagens kronikør

"Hvorfor skulle vidnerne til opstandelsen gå i døden for den, hvis ikke den var virkelighed," spørger dangens kronikør Henrik Højlund.
"Hvorfor skulle vidnerne til opstandelsen gå i døden for den, hvis ikke den var virkelighed," spørger dangens kronikør Henrik Højlund. Foto: Claus Fisker DANMARK 2009).

I den diskussion om Jesu opstandelse, der er fulgt i kølvandet af diskussionen om Ramsdal, kan man få øje på to bemærkelsesværdige tendenser.

For det første synes den bultmannske æra at synge på sidste vers. Jesu opstandelse som en ren indvortes sag, som ”troen, der opstår”, har tydeligvis langt færre tilhængere nu end for 30-40 år siden.

Jesu opstandelses hændelseskarakter understreges af de fleste. Med undtagelse af enkelte bultmannske fodslæbere og nogle teologiske opportunister, der øjensynlig ikke helt kan bestemme sig for, hvilken hest det er bedst at holde på, siger de fleste: Der skete noget, som medførte, at graven var tom, og opstandelsestroen hviler helt og holdent på dette ”skete”.

For det andet har der været en påtagelig iver efter at lægge afstand til ordet ”fysisk”. En række debattører har haft besynderlig travlt med at forklare omverdenen, at Jesu opstandelse ikke var fysisk.

Iveren efter at lægge afstand til ”fysisk” har jævnt hen gjort udsagnene så tågede, at en masse mennesker, inklusive journalister, har haft svært ved at høre, at de samme personer faktisk mente, at der virkelig skete noget med Jesu lig påskemorgen.

Lad mig slå det fast én gang for alle, så vi fremover måske kan blive fri for de mange pinligt dårlige karikaturer af en modstander, som ikke findes: Med ”fysisk” er der ingen - absolut ingen - der mener, at Jesus ”kun” vendte tilbage fra døden, som for eksempel Lazarus gjorde det. Der er ingen, der overser, at der med Jesu opstandelseslegeme også er noget ”over-fysisk” til stede, noget transcenderet fysisk så at sige.

Jesus går gennem lukkede døre, han er uigenkendelig for så pludselig at genkendes. Der er ingen, der indbilder sig at kunne forklare hændelsen endsige forklare Jesu opstandelseslegeme. Det overgår alt sammen vores forstand med vidunderlig himmelsk gådefuld kraft og betydning. Men det bliver hændelsen jo ikke mindre virkelig af. Snarere mere virkelig. Jordisk fysisk plus noget mere.

I næste uge udkommer en bog på Credo Forlag, som jeg har skrevet sammen med en ateist. Vi har hen over et par år ført en e-mailsamtale om troen. Samtalen fandt sted på den klassiske apologetiks forudsætning. Nemlig den forudsætning, at det et stykke på vej lader sig gøre at diskutere troen på den almindelige fornufts præmisser. Den kristne tros afgørende forbundethed med historien stiller også dele af den til åbenlys diskussion med brug af alment gyldige argumenter.

I den sammenhæng lader spørgsmålet om Jesu opstandelse sig også gerne udfordre på de dele af historien, som lader sig rationelt efterprøve.

Med ønsket om at mane det bultmannske spøgelse endnu længere ned i jorden og skabe mindre forlegenhed ved ordet ”fysisk”, vil jeg kort gengive nogle af de klassiske apologetiske argumenter for Jesu opstandelse.

Kilderne er i sig selv et godt argument. Det første skriftlige vidnesbyrd om opstandelsen findes 18-20 år efter begivenheden, i Paulus' tidligste breve. Og måske endda endnu tidligere, hvis man tænker de kristne hymner med, som Paulus citerer fra, og som i princippet kan være endnu ældre.

Evangeliernes beretninger om opstandelsen bærer tydeligt præg af øjenvidneskildringer. Der er flere mærkelige detaljer, som dybest set er beretningen uvedkommende, men som er typisk for vores hukommelses måde at arbejde på.

Beretningerne stritter i nogen grad. Det drejer sig tydeligvis om samme hændelse, men beretningerne har karakter af ægte bevidnelse, netop fordi de ikke er enslydende og ikke uden videre kan harmoneres til en fuldstændig identisk beretning. Desuden er hændelsen så grænsesprængende, at den ikke kan formidles i en traditionel litterær form fra den tid. Evangelierne anslår på en vis måde et litterært nybrud.

Alle fire evangelier anfører kvinder som de første vidner. Det er mere end dumt, hvis historierne er konstruerede med ønske om et vist skær af troværdighed. Kvinders udsagn havde ikke gyldighed i en retssag. Så lavt var hun vurderet. Denne ”utroværdighed” ved historien giver den ekstra troværdighed.

Det er svært at bortforklare, at graven må have været tom. Historien ville simpelthen med overvejende sandsynlighed have været lagt død, hvis liget kunne trækkes frem.

Noget af det samme kan man sige om de påståede tilsynekomster af Jesus efter opstandelsen. De må på en eller anden måde have fundet sted. Det er noget nær umuligt at tænke sig, at nogen - blot på baggrund af en tom grav - skulle begynde at hævde, at Jesus var opstået.

Det hænger sammen med, at ingen havde nogen som helst forventning om, at det ville gå sådan. Det lå ikke på nogen måde i luften, at Jesus kunne tænkes at ville blive levende igen. Det var ikke et skjult håb, der fandtes hos disciplene.

Og det igen hænger sammen med, at en kropslig dødeopvækkelse var uendelig langt fra jødisk og græsk tankegang. I græsk-romersk tankegang handlede det altid om sjælens befrielse fra den fysiske verden, og for jøderne handlede det om de retfærdiges opstandelse på en eller anden yderste dag.

Hvis Jesu opstandelse er en religiøs konstruktion, ville konstruktionen kræve en så dramatisk forandring af det jødiske så vel som det græsk-romerske religiøse begrebsapparat, at det ville kræve mange generationer, før nogen overhovedet ville kunne komme på at begynde at sprede det som et budskab, de troede på.

Den velansete engelske nytestamente-forsker N.T. Wright, siger et sted:

”De første kristne opfandt ikke den tomme grav og møderne med den opstandne Jesus. Ingen forventede noget sådant; ingen omvendelsesoplevelse kunne have afstedkommet en sådan tro, uanset hvor skyldige (eller tilgivne) de følte sig, uanset hvor mange timer de grundede over Skrifterne. At antyde noget andet er at forlade beskæftigelsen med historien og træde ind i sin egen fantasiverden.”

Til dette kan man føje det forhold, at det er overordentlig svært at tænke sig, at mennesker, der hævdede at have set den opstandne, skulle gå i døden for noget, de var helt bevidste om var det pure opspind.

Den religiøse selvindbildningskraft kan i visse tilfælde være ret stor, men hos de fleste plejer realitetssansen at indfinde sig under tortur og trusler om død. Hvilket som bekendt blev skæbnen for en del af øjenvidnerne. Som Pascal skrev: ”Jeg tror på de vidner, som får skåret halsen over.” Mere kunne tilføjes, men med dette er der forhåbentlig givet endnu større frimodighed til at tale om Jesu opstandelses karakter af virkelig begivenhed.

Og vigtigst af alt er selvfølgelig betydningen af opstandelsen. Betydningen vil jeg lade en af mine yndlingsforsvarere af den kristne tro - amerikaneren Timothy Keller - formulere:

”I min prædiken siger jeg altid til mine skeptiske, sekulære venner, at selvom de ikke kan tro på opstandelsen, burde de ønske, at den var sand. De fleste af dem er meget optaget af retfærdighed for de fattige, lindring af sult og sygdom og omsorg for miljøet.

Alligevel tror mange af dem, at den materielle verden blev til ved et tilfælde, og at verden og alt i den simpelthen vil ende med at brænde op i solens død. De finder det nedslående, at så få mennesker er optaget af retfærdighed - uden at se, at deres egen verdensanskuelse underminerer enhver motivation til a gøre verden til et bedre sted.

Hvorfor ofre noget for andres behov, hvis alt det, vi gør, i sidste ende ikke vil gøre nogen forskel? Hvis Jesu opstandelse fandt sted, betyder det imidlertid, at der er et uendeligt håb, og at der er grund til at give alt, hvad vi har i os, for verdens behov. Opstandelsens budskab er, at denne verden har betydning!”.

Henrik Højlund er sognepræst, formand for Evangelisk Luthersk Netværk og medforfatter (sammen med Carsten Andersen) til bogen ”De overbeviste - samtaler om tro”, der udkommer på Credo Forlag den 12. marts.