Jøderne i Bulgarien - Balkans Danmark

Danmark er kendt i hele verden for redningen af jøder under Anden Verdenskrig. Mindre kendt på disse breddegrader er historien om Bulgariens 50.000 jøder. Her vovede modige mænd at sige nej til Hitler og de tyske krav. Deres navne bør indskrives i den store bog om de gode gerninger, mener dagens kronikør

Jøderne i Bulgarien - Balkans Danmark
Foto: Charlotte Jensen.

Danmark er med rette kendt i hele verden for redningen af de cirka 8000 danske jøder i oktober 1943 (cirka 0,2 procent af befolkningen). Skønt også denne gode historie nu er kommet i ”revisorernes” søgelys, står den stadig som et smukt eksempel på, at det gode kan sejre over ondskaben.

De danske jøder blev reddet. Kun cirka 500 blev deporteret til Theresienstadt og altså ikke til Auschwitz. Det officielle Danmark vedblev at spørge til de danske jøders forhold i Theresienstadt, og dette har uden tvivl medvirket til, at næsten alle danske jøder overlevede deportationen. Kun cirka 50 kom ikke levende hjem.

Det kan undre lidt, at det altid er Danmark, der fremhæves for redningen af jøderne, for der var et andet europæisk land, der sørgede for at beskytte sine jøder. At det er Danmark, der fremhæves, skyldes formentlig, at den danske redningsaktion var forbundet med megen dramatik. Der var jo tale om en flugt i små både (tilsyneladende med tyskerne i hælene) over et internationalt farvand, der ofte foregik i mørke. At det lykkedes er en rigtig god historie.

Lidt anderledes gik det til i et noget fjernere beliggende land, nemlig Bulgarien. Bulgarien vedtog i begyndelsen af krigen, faktisk juleaften 1940, en lov ”til beskyttelse af Nationen”, der rummede en stribe restriktioner for Bulgariens cirka 50.000 jøder (cirka en procent af befolkningen).

Det jødiske mindretal i Bulgarien havde levet et relativt anonymt liv i landet, som heller ikke var kendt for at rumme store antijødiske bevægelser, som for eksempel nabolandet Rumænien var kendt for i 1930'erne. De fleste jøder boede i hovedstaden, Sofia, hvor de udgjorde cirka 10 procent af befolkningen. De opretholdt livet som handlende og håndværkere, men dominerede ikke hovedstadens borgerlige eller intellektuelle elite, som de gjorde i andre europæiske hovedstæder før krigen. Jøderne var dermed blevet en accepteret del af den bulgarske befolkning og var ikke blevet diskrimineret tidligere.

Men i modsætning til Danmark vedtog Bulgarien ikke desto mindre en række antijødiske love, og der blev i 1942 oprettet et kommissariat for jødiske anliggender. Dermed var det formelle apparat klar til en aktion mod de bulgarske jøder. Der blev efterfølgende truffet nogle forberedelser til at registrere og samle jøderne i centre. Dette skete i samarbejde med tyskerne.

Bulgarien havde sin egen suveræne regering og var altså ikke som Danmark besat af tyskerne. Bulgarien havde indgået en aftale med Hitlertyskland, der på bestemte betingelser gav den tyske værnemagt lov til at køre igennem landet på vej mod Grækenland i foråret 1941.

Betingelserne for at hjælpe Hitler var, at Bulgarien krævede at få indlemmet Vesttrakien, der hidtil havde været en del af Grækenland, og den østlige del af Makedonien, der tidligere havde tilhørt Jugoslavien. I disse to områder boede der omkring 11.000 jøder. Hitler imødekom Bulgariens krav, og de to områder blev en del af Bulgarien, men det jødiske mindretal fik ikke tildelt bulgarsk statsborgerskab.

I løbet af efteråret 1942 bad tyskerne Bulgarien om at ”løse jødespørgsmålet”, som det formuleredes. Og i begyndelsen af 1943 kom nogle af Eichmanns embedsmænd til Sofia for at klare formaliteterne med deres bulgarske kolleger. Der blev da også indgået nogle aftaler mellem tyskerne og bulgarerne.

De praktiske forberedelser gik derefter i gang, men så blev aktionen - ganske som i Danmark - lækket også til jødiske kredse, som aktiverede netværket, deriblandt vicepræsidenten for det bulgarske parlament, Dimiter Peshev. Han gik omgående til indenrigsministeren og overtalte ham til - nogle siger truede - at tilbagekalde ordren til deportationen, hvad han så gjorde.

Det eneste beklagelige bestod i, at tilbagekaldelsen kun gjaldt Bulgariens cirka 50.000 jøder og ikke de 11.000 jøder fra de to nyerhvervede provinser. Jøderne fra Vesttrakien og Østmakedonien blev alle deporteret til dødslejrene i Polen, hvor næsten alle omkom.

Men den gode historie er altså, at 50.000 jøder inden for Bulgariens oprindelige grænser ikke kunne røres. De blev ikke deporteret, men overlevede, fordi nogle modige personer tog sagen i deres egen hånd og sagde: Hænderne væk fra vores jøder.

Tyskerne affandt sig tilsyneladende med situationen. Begivenhederne fandt sted i foråret 1943, hvor krigen begyndte at gå dårligt for Tyskland, hvilket kan være en del af forklaringen på, at tyskerne affandt sig med Bulgariens beslutning om at sige nej.

Efter nederlaget ved Stalingrad i januar 1943 havde tyskerne rigeligt at se til, og de bulgarske ledere kunne godt se, at de risikerede at blive draget til ansvar efter krigen, hvis de deltog i deportation af jøderne. Samtidig voksede modstanden mod deportation i Bulgarien, hvor 42 parlamentsmedlemmer i marts 1943 sendte et protestbrev til regeringslederen, og senere protesterede kirkelederne til kong Boris. Protesterne viser, at bulgarerne ikke var jødefjendtlige til forskel fra flere andre europæiske lande.

Det blev med andre ord ikke nødvendigt for Bulgarien at sejle jøderne i sikkerhed i for eksempel nabolandet Tyrkiet eller skjule dem. De blev beskyttet i Bulgarien og kunne forblive i deres eget land resten af krigen. Naturligvis lod det sig bedre gøre i Bulgarien, som ikke var besat af tyskerne, som Danmark var. På dette tidspunkt var værnemagten som sagt travlt optaget på østfronten og havde næppe tropper nok til at indfange jøderne i Bulgarien under eventuel bulgarsk modstand.

Det hører dog med til historien, at tyskerne pressede Bulgarien til at genbosætte det jødiske mindretal fra Sofia i nogle centre i provinsen. Bulgarien følte sig tvunget til at imødekomme tyskerne på dette punkt, da tyskerne i modsat fald truede med at deportere jøder til udryddelseslejrene i Polen. Efter krigens slutning kunne Sofias jøder vende tilbage til deres hjem i hovedstaden.

Når det alligevel ikke kan undre, at den danske historie er bedre kendt end den bulgarske, skyldes det, at Bulgarien som nævnt ikke gjorde noget for de omkring 11.000 jøder fra Trakien og Makedonien. Da de var sendt af sted i kreaturvognene, var der ingen, der interesserede sig for dem. De var som også nævnt heller ikke blevet bulgarske statsborgere. Man beskyttede sine egne borgere, men ikke andres. Formaliteter som for eksempel statsborgerskab kunne betyde forskellen mellem liv og død. Danske myndigheder (uagtet at Danmark efter den 29. august 1943 ikke havde en selvstændig regering) og organisationer søgte også efter deportationen at beskytte jøder med dansk statsborgerskab. Det gjorde man ved at rette mange henvendelser til de tyske instanser vedrørende de 500 danske jøder, der blev deporteret. Desuden sendte man pakker til de danske internerede. De blev netop ikke glemt.

Så ikke blot lykkedes det Danmark at redde over 90 procent af de danske jøder fra deportation, men det lykkedes også at redde 90 procent af de deporterede fra at blive sendt til dødslejren i Auschwitz. Den danske indsats for at redde og beskytte jøderne omfattede også de cirka 1500 jødiske flygtninge, der i 1943 opholdt sig i Danmark og som ikke var danske statsborgere. Her adskiller Danmark sig positivt fra Bulgarien, der kun beskyttede jøder med bulgarsk statsborgerskab.

Hvorom alting er, fortjener historien om redningen af de bulgarske jøder at blive mere kendt. At beskytte et stort mindretal på 50.000 jøder i det tysk dominerede Europa fortjener vores anerkendelse og respekt. Nogle modige mænd sagde nej til de tyske krav, og deres navne bør indskrives i den store bog om de gode gerninger.

Det er derfor, Bulgarien af nogle kaldes for Balkans Danmark.

Kjeld Erbs er cand.scient.pol.