Drengen Johannes Møllehave havde svært ved at bliver regnet for noget i naboskabets børneflok, men på ét område kunne han noget, de andre ikke kunne. I "På myrens fodsti" fortæller Møllehave om en efterårsdag i barndommen, hvor det styrtregner, og han sammen med en flok af nabolagets børn er søgt ind i trappeopgangen. De sidder uvirksomme på trinnene og keder sig. En siger til Johannes: "Vis os nogle billeder."

Det er Gustave Dorés bibelillustrationer, det drejer sig om. Johannes har tidligere vist enkelte af de mest dramatiske billeder frem for kammeraterne. Men han havde ikke vist dem det bedste: syndfloden.

Nu skulle det være. Han løb op i lejligheden efter bogen: I dag skulle de opleve, hvordan vandene steg og steg som Guds straffedom over de onde. Mens tilhørerne sad i deres våde, dampende tøj, lyttede de både til Johannes og til regnen, mens han udlagde Dorés fantastiske fremstilling af katastrofen: "Gud lønne ham for hans rædsler, hvor jeg havde dem. Jeg kunne hypnotisere med de billeder, selv Svend-Erik og Boris sad med åbne munde. Og pigerne!"

Senere skal Johannes Møllehave blive kendt som forkynderen af glædens Gud, fuld af tilgivelse og kærlighed, men i debuten i barndommens trappeopgang anslår han helt andre toner. Han fortæller om de forskellige grunde, Gud kan have til at straffe mennesker, og drejer det bevidst, så hver enkelt af hans tilhørere kan føle sig ramt.

Han fortalte, at det kunne ske igen, og udmalede, hvordan vandet ville nå til de respektive etager i huset, en for en. Og alle vidste de jo, hvem der boede på netop den etage, som vandet nu steg til. Han beskrev, hvordan beboerne ville løbe op ad trapperne, men det hjalp ikke, og der ville være meget skrigeri, og Ulla og Birthe ville klamre sig til deres fædre, og fædrene ville holde dem op i luften som på Dorés billede, og Ulla ville holde sit bur med kanariefuglen over hovedet, ligesom tigeren på billedet holdt sin unge løftet. Nu begyndte de at græde. Flere styrtede ned ad trapperne.

"I den følgende tid ringede rasende forældre til min far, deres unger kunne ikke falde i søvn om nætterne og navnlig ikke, når det regnede. De fik forbud mod at lege med mig, og profeten fra trappeopgangen blev overladt til sig selv og sine fugtige syner."

Møllehave har siden spekuleret over, skriver han, om man bliver ensom, fordi man er profet, eller om man bliver profet, fordi man er ensom. Uforglemmelige minutter havde det imidlertid været. Han kunne noget. Hans ord kunne noget. Siden blev det som nævnt andre budskaber, der blev karakteristiske for ham. Men evnen og lysten til at tryllebinde med ord bevaredes.

Møllehave har haft en helt usædvanlig gennemslagskraft i den danske offentlighed. Et kendt navn for stort set alle danskere. En ordets mand med en kombination af egenskaber, der i tre til fire årtier har gjort ham elsket og betydningsfuld som meget få.

Inspirationskilden Johannes Møllehave

Sigende er det således, at da Højskolebladet i september 2009 offentliggjorde resultatet af en undersøgelse blandt landets højskoleledere om, hvem de hentede inspiration fra, kom Møllehave ind på en bemærkelsesværdig fjerdeplads efter Grundtvig, Kierkegaard og K.E. Løgstrup – nogle pladser foran de næste nulevende på listen, Dalai Lama og Nelson Mandela, og langt foran andre nulevende danskere. Også et pænt stykke foran Jesus!

Det virkningsfuldeved Møllehaves ordudfoldelser hænger sammen med det, som Marianne Volf Andersen i "Bag om ordene" citerer Møllehaves storesøster Gabriele for: "Han mangler de forsvarsmekanismer, som vi andre har. Der er simpelthen ikke det filter. Alt går lige ind og bevæger ham – og lige ud, og vi bevæges. Han forskanser sig ikke. Men udleverer sig. Han er det værgeløse menneske."

Lad mig sammenligne med en mere gennemsnitlig person som mig selv: Møllehave nævner i "Læsehest med gåseøjne", at han læste Hamsun-romanen "Pan" i sin studietid. Han peger på det hemmelighedsfulde i teksten, en syntese af natur og artisteri, enestående formuleringer som "Guds mumlen mellem træerne" og et ordvalg, som gør virkningen "utrolig". Møllehave fortsætter: "Er det underligt at en sådan lyrisk prosa blev en besættelse for en i studieårene?"

Her har vi det: Også jeg læste Hamsun i studietiden, husker, at jeg var betaget, men så kom andre ting til i min bevidsthed og fordunklede indtrykket. Møllehave, derimod, blev ikke betaget, han blev besat. Og med sin sjældne evne til at fastholde, hvad han har læst, bærer han oplevelsen lyslevende med sig op gennem årene. Den evne har været med til at gøre Johannes Møllehave enestående.

Ordets mand

Møllehave fortæller flere steder om en stærkt ubehagelig nattedrøm, han gang på gang er blevet udsat for: Han står som præst ved en kiste i kirken, men aner ikke, hvem der ligger i kisten, og hvad skal han sige? Han er ikke i stand til at formulere én eneste sætning.

Dét er rædsel og fortabelse for Møllehave! Han er i en helt usædvanlig grad ordets mand, hans livselement er de strømmende ord. Uden dem ved han ikke, hvad han skal stille op. "Jeg er ikke så god til det ordløse," erkender han i chefredaktør Erik Bjeragers interviewbog "Det ender godt".

Da hani1997 stod foran en hjerteoperation svarende til den, hans ven Paul Hammerich og en anden bekendt var død under, var han ikke i tvivl om, at han ville løbe risikoen. Han skriver i "Som en springende hval" om årsagen til at lade sig operere: Det var dels, "fordi jeg har den tro, jeg har, og dels, fordi jeg hellere ville hvad som helst igennem end at sidde i en stol og være ude af stand til at læse eller skrive eller tale med andre." For Møllehave udgør ordene livlinen. I dem ligger kommunikationen med livet, ja, adgangen til livet.

Ordets mand er Møllehave også i den forstand, at han som sit afgørende livsfundament bekender sig til Ordet – i betydningen fra Johannesevangeliets prolog: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os". I "Det ender godt" siger Møllehave det på denne måde: "Jeg taler fra en platform, som bærer mig. Det er kirkens platform, hele dens tradition og historie."

I kapitlet om St.St. Blicher i "Læsehest med æselører" udtrykker Møllehave sin bevidsthed om, at kristen forkyndelse sagtens kan finde sted under andre former end fra en prædikestol, og i visse tilfælde med bedre virkning. De bevarede prædikener fra Blichers hånd anser Møllehave for ret ringe. "Alligevel er han Danmarks bedste prædikant, men det er han gennem novellerne."

Møllehave er altid præst

Forkyndelse gennem andet end prædiken i kirkens rum er jo også, hvad man møder hos Møllehave selv. I Jakob Kvists Møllehave-bog siger Niels Birger Wamberg om vennen Møllehave: Han "er altid præst. Uanset hvad han laver. Bøgerne er kun et middel".

Som prædikant er Møllehave sammensat. I hans prædikensamlinger træder to spor frem: en fremhævelse af menneskets bestandige kommen til kort og menneskehjertets tomhed i spændingsforhold til en mere livsfavnende holdning og et lysere blik på menneskelivets muligheder. Forkyndelsen er under alle omstændigheder fundamental for Møllehave.

I Kvists bog giver han udtryk for, at man kan bebrejde ham det ene og det andet, uden at det vil såre ham. Men: "Hvis folk havde fået det indtryk, at jeg bare skulle have overstået mine prædikener, og at det ikke betød en pind for mig, så ville det såre mig, hvis det var sandt.For jeg kender ikke et tidspunkt, hvor jeg kobler af fra det at være teolog og præst. Det er jeg også 10 år efter, at jeg holdt op med at være det. Det er min hovedbeskæftigelse, det er min måde at tænke og leve på."

Johannes Værge er teolog og forfatter. På tirsdag udkommer Johannes Værges bog "Ordets mand. Johannes Møllehave som fortæller, forkynder og fortolker".