Kærligheden til næsten er et udtryk for Gudsforholdet

Det er nedslående at overvære, hvordan folk slår hinanden i hovedet med begrebet næstekærlighed og forsøger at tage patent på, hvor og hvordan næstekærligheden skal komme til udtryk, skriver dagens kronikør

Jeg er blevet endog meget mismodig efter at have fulgt med i den senere tids debat om flygtninge.

Mit mismod skyldes ikke debatten som sådan, men den måde, man misbruger begrebet om næstekærlighed og spænder det for sin egen vogn på, hvad enten man har det ene eller det andet synspunkt.

Næstekærlighed, som Jesus taler om den i Det Nye Testamente, kan aldrig blive led i en argumentation; den kan aldrig blive et argument for eller imod bestemte handlinger eller måder at forholde sig på, alene af den grund, at der ikke gives nogen facitliste for, hvordan den skal ytre sig.

Derfor er det nedslående at overvære, hvordan folk slår hinanden i hovedet med begrebet og forsøger at tage patent på, hvor og hvordan næstekærligheden skal komme til udtryk, og hvem den gælder.

Især Krarup-familiens opfattelse er opsigtsvækkende (for nu at bruge et høvisk ord), fordi far Søren er teolog, datter Kathrine ligeså og datter Marie religionslærer i gymnasiet. Marie Krarups svar i Kristeligt Dagblads rundspørge fredag den 2. okotber er sigende:

Først gør hun rede for sit syn på, hvem næsten er; og så slår hun folk i hovedet med deres manglende viden om kristendom og giver denne uvidenhed skylden for deres angiveligt forkerte opfattelser.

Desværre for hende er det meste af det, hun selv siger, i modstrid med, hvad Jesus har at sige om sagen i Det Nye Testamente. Var hun gået til eksamen i kristendom ved mit eksamensbord, ville hun være dumpet.

Hun mener, ligesom sin far i øvrigt, at man kan sige, hvem der er næste, og hvem der ikke er. Man kan altså definere næsten, afgrænse begrebet. Det gør hun så ved en sproglig analyse af ordet.

Og hendes oversættelse af ordet ”næste” er ganske korrekt. Det er den nærmeste, folkefællen, naboen. Sådan er betydningen af ordet i Det Gamle Testamente, hvor både ordet og buddet har deres oprindelse.

Men hvad hun glemmer, er, at Jesus fuldstændig sprænger denne forståelse af buddet og begrebet i Det nye Testamente. Derfor ville hun ikke bestå, hvis det var kristendom, hun var oppe i.

Som eksempler nævner hun mennesker i den nære relation. Når hun laver mad til sine børn og giver sin mand et kys på kinden, er det eksempler på næstekærlighed, fordi mand og børn netop tilhører gruppen af de ”nærmeste”.

Igen må man medgive hende, at sådan er det også i Det Gamle Testamente. Men Jesus vender op og ned på det hele. ”Elsk jeres fjender,” siger han, ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?

Det gør tolderne også” (Matt. 5, 44; 46). Derfor omtaler for eksempel Søren Kierkegaard denne form for kærlighed som forkærlighed; K.E. Løgstrup kalder den for den naturlige kærlighed.

I Det Nye Testamente er det altså et helt anderledes billede, der tegnes, end det, som Marie Krarup lægger op til.

Bemærk i det følgende, hvordan samtalen udvikler sig mellem den lovkyndige jøde og Jesus i den altafgørende tekst, hvor Jesus anskueliggør, hvad han tænker på, når han taler om kærlighed til næsten.

Det er i lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10). Jesus og en lovkyndig (en skriftklog) står og taler sammen om nogle ting. Så spørger den lovkyndige, hvordan man egentlig får evigt liv.

Jesus svarer med et andet spørgsmål, nemlig om, hvad der står i loven, hvorefter den skriftkloge svarer ved at nævne det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og næsten.

Det synes Jesus åbenbart er dækkende, så han føler ikke, han behøver sige mere. Men den skriftkloge fortsætter med at spørge, fordi han gerne vil høre, hvad Jesus mener om, hvem næsten mere præcist kan siges at være.

Så fortæller Jesus lignelsen. Det særlige ved denne lignelse er, at Jesus vender op og ned på alle ting, så han til slut får den lovkyndige til at sige noget, som han ikke har lyst til at sige.

En mand er faldet blandt røvere og ligger nu og har behov for hjælp. To tempelansatte kommer forbi og hjælper ham ikke. Det kunne de have god grund til ikke at gøre, for måske var han død. De skulle gerne være kultisk rene, når de kom til templet, og lig var urene.

Så kommer samaritaneren og hjælper. Som samaritaner er han et udskud i andre jøders øjne, en fjende. Samaritanerne havde udviklet deres egen jødedom, som ”normale” jøder anså for at være afskyelig, så derfor skulle man helst undgå enhver omgang med dem og deres område, Samaria. Men det er altså ham, der hjælper.

Da fortællingen er forbi, stiller Jesus et uforudset spørgsmål. Vi ville måske have forventet, at han spurgte om, hvem de tempelansattes og samaritanerens næste var, men nej, han spørger om, hvem den nødstedtes næste er.

Det, som den skriftkloge ikke gerne vil sige, er han nu nødt til at sige, nemlig, at samaritaneren er næsten.

Grunden til, at den skriftkloge spørger Jesus om, hvem næsten er, er, at han ønsker en definition, det vil sige en afgrænsning. I forvejen har han som lærd jøde fået organiseret loven i 613 forbud og påbud.

Nu vil han gerne præcist vide, hvornår næstekærlighedsbuddet træder i kraft. Hvem er det, som det gælder? Men Jesus afviser med sit overrumplende og uventede spørgsmål denne gammeltestamentlige måde at tænke om næsten på og overlader det pædagogisk til den skriftkloge selv at formulere pointen.

Når man står over for et andet menneske, er det ikke et spørgsmål om, hvem han eller hun er, men om hvem man selv er, nemlig en, der skal elske den anden.

Det er altså ikke et spørgsmål om næstekærlighedens objekt, hvem man skal elske, men om dens subjekt, hvem der skal elske. Næsten er derfor enhver, fordi man altid er udfordret som den, der skal elske.

At man er udfordret som den, der skal elske uafhængigt af nogen definition af næsten, kommer Jesus yderligere ind på et andet sted (Matt. 25).

Her fortæller han historien om verdensdommen, hvor han roser nogle for at have hjulpet ham, da han var i nød (”Jeg var fremmed, og I tog imod mig” 25, 35), og skælder andre ud for det modsatte (”Jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig” 25, 43).

Begge grupper stiller sig uforstående an, men Jesus svarer de første: ”Sandelig siger jeg jer: hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig.” Og til de andre: ”Sandelig siger jeg jer: hvad I ikke har gjort mod en af mine mindste brødre der, har I heller ikke gjort imod mig.”

Når man står over for en anden; når man er udfordret som den, der skal elske, står man altså over for Jesus selv, og det vil jo for de kristne sige Gud selv.

Relationen ”jeg - den anden” eller ”jeg - næsten” er altså kort fortalt Gudsforholdet. Her afgøres ”mit” forhold til Gud. Det er kernen i enhver forståelse af det særlige ved kristendommen som religion.

Kravet er kærligheden, hverken mere eller mindre; udfordringen er at elske, ikke først at finde ud af, hvem der skal elskes. Svaret på det spørgsmål er allerede givet på forhånd; for Jesus, altså Gud, er, som han udtrykte det i fortællingen om verdensdommen, til stede i ethvert nødstedt menneske.

Hvordan udfordringen honoreres, gives der ingen facitliste for; den kamp må enhver udkæmpe med sig selv. Kravet er (blot) kærlighed.

Dens udmøntning er op til den enkelte og kan derfor aldrig, jeg gentager: aldrig, indgå som led i en argumentation eller, for den sags skyld, som noget, der spørges til, holdningsmæssigt, i en avisartikel.

Carl Frederik Wiwe er seminarielektor emeritus