I Tyrkiet har jeg en god ven, som er konverteret fra islam til kristendom. Det skete, da han som muslim ville læse Bibelen med det formål at finde ud af, hvorfor den er forkert. For det måtte den jo være, når nu Koranen er rigtig.
I Koranen kan man læse sig til, at Gud (Allah) har 99 navne: Han er skaber, han er retfærdig, han er nådig, han er barmhjertig plus meget mere. Men da min ven læste Bibelen, opdagede han, at der i Koranen mangler et navn. Ganske vist kan Allah også i Koranen betegnes som ”den, der elsker”, men navnet ”kærlighed” som Guds navn mangler, og det gør hele forskellen.
Det må ikke forstås sådan, at det i kristendommen er kærligheden, der er Gud, sådan som sekulariserede kristne af og til påstår. Nej, i kristendommen er Gud kærlighed, forstået som den ultimative kærlighed, der sætter livet til for dem, som ikke er det værd. Det gør Allah ikke.
Man har ofte diskuteret forholdet mellem kristendom og moral. Kristendommen er ikke en morallære. Og Bibelen er ikke en håndbog i moral, men den er en inspiration til moral.
I den kristne etik kan mennesket sammenlignes med en prisme, som har tre sider. Den ene side er det enkel-te menneskes kompetence og ansvarsområde. De er forskellige fra menneske til menneske, og derfor ved vi meget godt, at vi ikke skal blande os i hinandens ansvarsområder.
En skomager skal blive ved sin læst og ikke give sig til at undervise i skolen.
Vi har også vor egen individuelle natur i kraft af vores temperament og fantasi, som er blevet givet til os som en del af vores naturlige udrustning. Hvad det angår, er vi vidt forskelligt udstyret. Desuden befinder vi os til enhver tid i forskellige situationer, som kræver det ene eller det andet af os i form af nødvendige handlinger.
Tilsammen udgør disse tre sider en ramme om den individuelle skønsomhed. Den aktuelle situation fortolker vi ved hjælp af vores temperament og fantasi, som udpeger, hvad der i den givne situation er nødvendigt at gøre. Det sætter vi så i værk og gør til konkret handling gennem den kompetence, som vi hver især råder over.
Det etiske krav i kristendommen er formuleret i kærlighedsbuddet ”du skal elske din næste som dig selv”. Men inden buddet bliver til konkret handling, passerer det igennem den omtalte prisme - skønsomheden - for derefter at komme ud på den anden side i skikkelse af konkrete handlinger.
Hvad disse handlinger går ud på, kan man ikke uden videre forudsige. Det afhænger af, hvilket ”prisme” der træffer afgørelsen. Kærlighedsbuddet kan - afhængigt af situationen - munde ud i både kamp og kærtegn. Eller som Grundtvig siger det: ”Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit” (salmebogen nr. 710 v. 3).
Det ser noget anderledes ud fra et islamisk synspunkt, hvor man - som min tyrkiske ven siger - mangler det sidste og afgørende navn for Gud, altså navnet ”Kærlighed”. At tale om Gud som den kærlighed, der sætter livet til for dem, der ikke er det værd, er for en muslim en oprørende tanke.
Den kristne fortælling om, at Gud er blevet menneske for at kunne nå helt ud på Golgata for at sige til en korsfæstet røver, at heller ikke han skulle mangle i Guds rige, er for en muslim en fuldkommen umulig fortælling. Sådan kan Gud ikke være.
Gud (Allah) er først og fremmest retfærdighed, og derfor går det etiske krav i islam ud på at gøre det, loven siger. Pointen er, at den instans, som omsætter det etiske krav til konkret handling, ikke er den individuelle skønsomhed, men derimod en lovbog, Koranen.
Selvfølgelig vil det enkelte menneskes individuelle natur også spille en rolle for den handling, der kommer ud af det. Men det afgørende er, at handlingen ikke er dikteret af skønsomheden, men derimod af lovbogen.
I princippet er der ikke flere handlingsmuligheder, men kun den mulighed, som loven peger på, og som derfor er forpligtende for enhver. Det vil sige, at det enkelte menneske i etisk forstand ikke lever på sit eget ansvar, men derimod på lovens ansvar, hvilket er det samme som fundamentalisme. At der også i den religiøse periferi findes en kristen form for fundamentalisme, der læser Bibelen som muslimen læser Koranen, skal blot nævnes for fuldstændighedens skyld.
Set fra en islamisk synsvinkel er hævn tilsyneladende et legitimt motiv. Det er en følge af religionens indre logik. For når Gud (Allah) er retfærdighed, og loven siger, hvad retfærdigheden går ud på, så bliver også de handlinger, som kommer ud af det, til handlinger, der må bedømmes ud fra et gengældelsessynspunkt, hvad enten det nu bliver til belønning eller til straf. Enhver overtrædelse af loven bør derfor i princippet straffes. Og da profeten er ophavsmand til loven, bør enhver krænkelse af profeten hævnes.
Jødedom, kristendom og islam er historisk set monoteistiske religioner med jødedommen som den ældste religion. I den henseende er kristendom og islam ”udbryderreligioner”. Igen set fra en historisk synsvinkel er jødedom og islam ”lov-religioner”, hvor menneskets forhold til Gud afgøres af forholdet til loven, hvilket i øvrigt ikke udelukker, at der i disse religioner kan siges meget smukt om Guds nåde og barmhjertighed.
Men set fra et islamisk synspunkt er hævnen et legitimt motiv. Det er ikke tilfældet i kristendommen, som er en ”evangelie-religion”, hvor menneskets forhold til Gud afgøres af troen på det budskab, der kom til verden med Jesus fra Nazaret. Den sidste omstændighed gør, at kristendom og islam rummer to vidt forskellige livsforståelser.
I jødedom og islam er gengældelsen fortegn for det religiøse liv. Som kristne mennesker lever vi derimod med tilgivelsen som fortegn, sådan som det kommer til udtryk i dåbsritualet: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst”. Korset er tilgivelsens og forsoningens tegn.
Det kan godt være, at vi kristne også en gang imellem gør hævnen til motiv for vore handlinger. Men det er ikke noget, vi går og roser os af. Når vi sætter en forbryder i fængsel, kalder vi det ikke for hævn. Så taler vi hellere om forbedring og om resocialisering.
Fordi vi lever med tilgivelsen som fortegn, er hævn ikke noget legitimt motiv. Det gælder også, når vi fører krig. Ingen vestlig politiker vil begrunde vore militære engagementer i Mellemøsten med et hævnmotiv. Snarere vil vi sige, som USA's præsident George Bush med en religiøs-profetisk vending sagde til irakerne forud for invasionen i 2003: ”The day of your liberation is near!” (Dagen for jeres befrielse er nær, red.), hvilket rejser spørgsmålet, om det alligevel ikke var en religionskrig, vi kastede os ud i.
At vi som kristne lever et liv med tilgivelse og forsoning som fortegn, er der sikkert nogle, der vil kalde en svaghed. Det er jo den, der tilgiver, der må betale prisen.
Men det er også en styrke! I Afrika og i Asien har kristendommen bredt sig med forbløffende hast. Kun i Europa ser det ud til at gå den anden vej. Det skyldes indvandringen. Men faktisk er der også i Danmark forholdsvis flere muslimer, der omvender sig til kristendommen, end der er kristne, der bliver muslimer.
Alligevel har angsten for den postulerede islamisering her i landet sat sig betydelige politiske spor i den folkelige debat. Til det er der kun at sige, at hvis vi var lidt gladere for vores kristendom, ville vi nok være lidt mindre bange for at ende som muslimer.
Kresten Drejergaard er præst i Den Danske Kirke i Schweiz