Kampen om sproget er en kamp om national identitet

Bygget af tyrkerne i 1566 stod broen over Neretva-floden gennem århundreder og verdenskrige, men bukkede under for et kroatisk angreb i 1993. En handling, som blev bedømt som det måske klareste tegn på krigens meningsløse ødelæggelser i det tidligere Jugoslavien. I 2004 blev broen genopbygget, men forener ikke de kristne kroater og bosniakiske muslimer, der lever på hver sin side af floden. -- Foto:Laura Elisabeth Schnabel.

I det tidligere Jugoslavien er der atter strid. Denne gang om sproget. - Foto: Laura Elisabeth Schnabel.

Den internationale sprogvidenskab har set serbokroatisk som fælles standard for serbere, kroater, bosniere og montenegrinere. Men med dannelsen af de nye selvstændige stater hævder kroaterne nu, at kroatisk er et selvstændigt sprog

Siden Kroatiens selvstændighed har det været officiel politik, at det tidligere fælles serbokroatiske sprog er ophørt med at eksistere, og at kroatisk nu er et selvstændigt sprog.

En veltilrettelagt kampagne har forsøgt at overbevise omverdenen om, at serbisk og kroatisk nærmest er indbyrdes uforståelige. At det er lykkedes, ses måske bedst af, at mange i udlandet har følt sig kaldet til uden den ringeste viden, men til gengæld med stor vægt at hævde, at det kommunistiske styre i Jugoslavien undetrykte det kroatiske sprog.

Den etablerede lingvistik i Kroatien har støttet denne politik og igennem årene søgt at bevise, at serbisk og kroatisk er to forskellige sprog.

Ironisk nok var kroaterne og serbernes fælles dialekt grundlaget for den kroatiske nationsopbygning i første halvdel af det 19. århundrede. Dengang valgte kroatiske patrioter den fælles dialekt, der blev standardiseret og beskrevet i grammatikker og ordbøger i Serbien og i Kroatien.

Siden da har den internationale sprogvidenskab set serbokroatisk som fælles standard for serbere, kroater, bosniere og montenegrinere. Men med dannelsen af de nye selvstændige stater blev det en vigtig del af nationsopbygningen at hævde, at fra nu af var også deres sprog nye og selvstændige.

Nu kan man imidlertid ikke uden videre lave om på et sprog og få det til at være noget andet, end det er og altid har været. Sproget har sine fonologiske, morfologiske og syntaktiske strukturer, der kun langsomt ændrer sig. Den eneste åbne kategori i sproget er ordforrådet, som til gengæld er under stadig forandring.

Derfor er ordforrådet blevet det område, hvor de kroatiske sprogfornyere har kunnet forsøge at skabe ændringer, og med årene har de lanceret et helt orwellsk new speak med strenge regler for, hvad der er korrekt og ikke-korrekt. Serbiske ord og vendinger, der er blevet gængse også i Kroatien, er decideret ikke-korrekt sprogbrug.

I de store medier og på forlag er der ansat såkaldte lektorer, der fungerer som censorer og forhindrer, at "forkerte" ord, det vil sige serbismer, slipper ud til offentligheden. Aviser udskriver konkurrencer om, hvem der kan finde på de bedste kroatiske ord, ja, der har endda også været seriøse forsøg på at kriminalisere brugen af ikke-kroatiske ord nogenlunde efter samme recept som i Mussolinis Italien, i Nazityskland og i det fascistiske Kroatien under Anden Verdenskrig. Og alt sammen på grund af en illusion om, at nationale grænser og sproggrænser falder sammen, og at Kroatien ikke har nogen identitet uden sit eget sprog.

I denne nationalistiske ensretning har et digert sprogvidenskabeligt værk sat sindene i voldsom bevægelse. Forfatteren til bogen "Sprog og nationalisme" er Snje?ana Kordi, nok Kroatiens internationalt bedst kendte lingvist, som de seneste femten år har virket som professor ved flere tyske universiteter, og som har en imponerende lingvistisk produktion bag sig.

Hun har tidligere i artikler og debatindlæg hævdet det, som alle godt ved, at serbere, kroater, bosniere og montenegrinere taler varianter af samme sprog. Hun viser, at påstanden om, at sproglige og nationale grænser falder sammen, er falsk, og at serbokroatisk er et polycentrisk sprog ligesom engelsk, tysk, spansk og mange andre sprog.

Kordi kritiserer også sine kroatiske kolleger for et frapperende ukendskab til moderne lingvistik og de mest elementære sociolingvistiske grundsætninger. Hun har indgående beskæftiget sig med den sproglige censur, der finder sted i Kroatien, og anklager kroatiske lingvister og intellektuelle for at være følgagtige over for politisk pres fra nationalistiske politikere og højtråbende nationalister.

Igennem årene har polemikken mellem hende og hendes kolleger været skarp, men ført i en snævrere kreds af tidsskrifter og fagblade, men hendes nye bog har virket som en bombe, der har mobiliseret yderligtgående nationalistiske kredse.

En privat forening, der kalder sig Det kroatiske kulturråd, har anlagt sag imod Kulturministeriet, fordi det har støttet udgivelsen økonomisk. Foreningens påstand er, at ministeriet derved har brudt forfatningen, der siger, at det officielle sprog i Kroatien er kroatisk. Og, går ræsonnementet videre, et kroatisk ministerium kan ikke støtte en bog, der hævder, at serbere og kroater taler samme sprog. Bogen er ifølge kulturrådet en trussel imod Kroatiens selvstændighed og en krænkelse af det kroatiske folks ære og et ondsindet angreb på den kroatiske nationale identitet. Som det ikke er usædvanligt i den del af Europa, ses bogen som et led i en sammensværgelse imod Kroatien.

Som kulturrådets formand, Hrvoje Hitrec har udtalt: "Hvem der er hendes hjælpere i Kroatien, er velkendt, hvem der er hendes hjælpere i Tyskland, og ikke bare i Tyskland, skal vi nok finde ud af. Sporene fører til Haag, London og Bruxelles."

Kroatiske nationalister ser fjender – indre og ydre – overalt. En af fjenderne er krigsforbryderdomstolen i Haag, der ikke bare dømmer kroatiske krigsforbrydere, men til stor fortrydelse for det officielle Kroatien ikke skelner mellem serbisk og kroatisk, men publicerer sine tekster både i den serbiske og den kroatiske variant og dermed i realiteten accepterer serbokroatisk som domstolens arbejdssprog – med andre ord som et sprog.

Og når Bruxelles nævnes som en fjende, er det, fordi de patriotiske kroater ser klare tegn på, at EU, når Kroatien og Serbien bliver optaget i Unionen, vil se lige så stort på de kroatiske krav om anerkendelse af kroatisk som et selvstændigt sprog. Og dermed vil Kroatiens vigtigste nationale flagskib, det selvstændige kroatiske sprog, uhjælpeligt strande.

Aktualiseringen af dette følsomme emne har givet "Sprog og nationalisme" en fremtrædende rolle i debatten. Landet er så at sige blevet delt i to: for eller imod Kordi. Der er skrevet utallige kommentarer i aviser og på internettet, der er blevet arrangeret folkemøder og gadedemonstrationer imod bogen. Hendes mammutværk er på det nærmeste blevet en bestseller og måtte genoptrykkes. Det ser ud til, at sproget ligger store dele af befolkningen på sinde, men i en retning, der tydeligvis ikke er på linje med den officielle politik.

Set i lyset af alt dette er forbitrelsen og frustrationerne over bogen forståelige. Derfor er den en aggression mod det kroatiske sprog, en krænkelse af den kroatiske nation og et angreb på Kroatiens suverænitet og hele eksistens som selvstændig stat.

Der er ikke sket meget, siden forfattere måtte gå i eksil, fordi de var imod den xenofobiske nationalisme under Franjo Tudman. Retorikken imod "Sprog og nationalisme" er den samme, men det har trods alt vist sig, at Kordi ikke står alene med sine synspunkter.

På internettet har mange såkaldt almindelige mennesker nøgternt undret sig over, at de ikke skulle kunne forstå deres naboer eller familie i Serbien eller Bosnien. Og flere fremtrædende forfattere og intellektuelle i Kroatien har støttet hende og ser hetzen imod hende som en symbolsk autodafé.

Blandt hendes mange støtter i Kroatien, som Hrvoje Hitrec og hans kroatiske kulturråd godt kender, er blandt andre forfatteren Miljenko Jergovi og dramatikeren Slobodan Snajder, hvis skuespil "Slangehud" blev opført på Det Kongelige Teater for en del år siden.

Hele sagen stiller unægteligt Kroatiens intellektuelle elite i et lidet flatterende lys, for man kan undre sig over, hvad det er for et samfund, hvis selvstændighed og eksistens kan trues af en bog. Som en af deltagerne i debatten siger, har Snjezana Kordi i virkeligheden ikke gjort andet end at have genopfundet det varme vand.

Per Jacobsen er mag.art. og tidligere universitetslektor med ansvar for serbokroatisk sprog og serbisk og kroatisk litteratur på Københavns Universitet i 35 år

Tilføj kommentar

 
 
 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.