Kierkegaards drabelige kirkekamp er stadig aktuel

Når alle er kristne, kan man af gode grunde ikke skelne kristne fra ikke-kristne. For det at være kristen findes kun skjult for alle andre. Men denne skjulte kristendom ender med at blive rent spilfægteri. For at undgå denne fælde foreslår Kierkegaard, at man helt enfoldigt kan bekende sig til Kristus - til stor forargelse for mange i hans samtid og i dag

Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og Korning sogne syd for Horsens.
Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og Korning sogne syd for Horsens. Foto: Claus Fisker Denmark.

Jeg hørte ikke til de opvakte og åndeligt vågne gymnasieelever, der læste Søren Kierkegaard allerede i gymnasiet. Først langt henne på teologistudiet gik der en smule hul på bylden, da vi var en flok studerende, der satte os for at læse Sygdommen til døden.

Det var ikke kærlighed ved første blik for mit vedkommende. Kierkegaard lægger ud med en halsbrækkende definition af selvet i den bog. Jeg fattede det kun glimtvis i få sekunder ad gangen. Men længere henne begyndte bogen at åbne sig. Jeg opdagede, at Kierkegaard var mulig at forstå. Jeg begyndte at læse ham.

Sandt at sige var motivet for min udholdenhed med Kierkegaard til en begyndelse ret ynkeligt. Jeg havde en følelse af, at det var nødvendigt at kunne noget Kierkegaard, hvis man skulle oplade sin røst i den kirkelige debat. Det føltes som noget i retning af et adgangskort til debatten, hvormed man viste, at man ikke var dum.

Men efterhånden gik det op for mig, at Kierkegaard er en vigtig stemme. En mærkelig én godt nok. En lidt sær, eneboeragtig stemme. Lidt ligesom ørkenfædrene, lidt nørdet, lidt ensidig, nogle gange lidt for meget af det gode. Men ofte også meget af det gode.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard: Der er intet minefelt imellem naturvidenskab og teologi

Det gik op for mig, at der var langt vigtigere grunde til at læse ham med tanke på kirkedebatten end den grund, at jeg derved mente at kvalificere mig til at deltage i den. Han førte jo selv en drabelig kirkekamp de sidste år af sit korte liv.

Den del af hans forfatterskab har mange haft svært ved at tilgive ham. Men sagen er, at de fleste tanker fra disse år findes i forfatterskabet længe før, og der er så meget gnist i dem, at det fænger selv i det 21. århundrede, når hans tanker bringes i omløb i den kirkelige debat.

På den led har Kierkegaard blandt andet været en mægtig øjenåbner for mig i vores nuværende kirkelige situation. 200 år efter og på en måde mere aktuel end nogensinde. Jeg vil forsøge at trække en smule af denne aktualitet frem i det følgende.

Man kunne godt kalde Kierkegaard inderlighedens forfatter. Få kan som han sætte ord på det, der ofte unddrager sig ord, det inderste, inderligheden. Set i det lys fortjener Kierkegaard nok en helt anden hyldest på sin 200-årsdag end en hyldest for gnisten i kirkekampen. Selv finder jeg ham allerbedst, hvor han er mest inderligt opbyggelig. Men den hyldest lader jeg andre om og vil i stedet vise, hvordan spørgsmålet om inderlighed bringes i spil i den meget yderlige og synlige kirkekamp.

LÆS OGSÅ:Et menneskeligt drama om en uhyggelig Kierkegaard

Betoningen af troens inderlighed betyder også en betoning af dens skjulthed. Kierkegaard beskriver gudsforholdets skjulthed i bogen Frygt og bæven. Det gør han med den (ironiske) humor, som man finder overalt i hans bøger.

Kierkegaard får den tanke, at han vil se ad, om ikke det alligevel skulle være muligt at kunne få bare et lille synligt glimt af troen hos et troende menneske. Der må da være noget, der viser, at dette menneske er troende. Kan man ikke finde en revne ind til det guddommelige i sådan et menneske?

Kierkegaard går grundigt til værks i sin undersøgelse, så han passer paa den mindste Bevægelse, om der ikke skulle vise sig en lille uensartet Brøks-telegraphfering fra det Uendelige, et Blik, en Mine, en Gestus, et Vemod, et Smil, der forraadte det Uendelige Jeg examinerer hans Skikkelse fra Top til Taa, om der ikke skulle være en Revne, igjennem hvilken det Uendelige tittede ud.

Men nej, det lykkes ikke, han kan ikke få øje på det. Den troende ligner helt umiddelbart alle andre. Gudsforholdet er skjult.

Dermed kunne man synes, at det meste er sagt. Og på mange måder ville det passe som fod i hose til en meget udbredt tone i folkekirken. Nemlig den tone, at vi ikke kan vide noget om andres tro, mange er i virkeligheden troende inderst inde, og vi er i hvert fald ikke sat til at dømme hinanden

Det sidste kan der anføres Jesus-udsagn for, så det kan man dårligt diskutere. Men når det siges som en slags bagvendt forsikring om alles eller de flestes skjulte tro, så kan man godt indimellem få fornemmelsen af noget, der klinger hult. Eller bliver gjort for let og ligegyldigt.

Som en præst i Lund i Sverige oplevede det i en debat for nogle år siden mellem nogle kirkefolk og nogle ateister. Kirkens repræsentanter havde tolket alt, hvad der blev sagt, uanset hvor trosfornægtende det var, som menneskets inderste længsel efter Gud. Til sidst sagde en af ateisterne: Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre, for at du ikke betragter mig som kristen?. Han fik ikke noget svar.

Men så er der stadig Kierkegaard med hans understregning af troens skjulthed. Har han ikke alligevel ret? Jo, men han er selv den første til at gøre opmærksom på fælden. Han vender det pludselig på hovedet, så vi forstår, at troens skjulte inderlighed kan blive et fikst begreb, der dækker over manglende tro.

I bogen Indøvelse i Christendom gør han opmærksom på inderlighedens fælde. Her gør han op med den skjulte inderlighed, når den bruges som skalkeskjul for troens ligegyldighed.

Troens ligegyldighed opstår i en kirke, der fra at være kæmpende mindretal er blevet sejrende flertal, og flertallet er med tiden blevet til alle. Alle er nu kristne. Det er blevet til den bestaaende Christenhed. Man er på en måde nået til vejs ende.

LÆS OGSÅ: Søren og Sørine: En refleksion over tørklæder, blåt hår og irakiske universiteter

Målet er nået. Vel at mærke fordi målet ikke længere er forlagt til evigheden, men realiseres i denne verden. Når man realiserer triumfen inden for timeligheden, afskaffer man kristendommen, siger Kierkegaard. Forskellen på kirken og verden er forsvundet. Forskellen på tid og evighed er forsvundet. Evigheden opsluges af tiden. Vejen til livet er ikke mere trang, porten er ikke smal.

Når alle er kristne, kan man af gode grunde ikke skelne kristne fra ikke-kristne. Det skal man også afholde sig fuldstændig fra. For det at være kristen findes kun skjult for alle andre, i inderligheden. Ingen skal vove at vise, at han er kristen. Det skal holdes skjult, så man ikke kan mistænkes for brillere med det.

Det frommeste af alt er at tie med sin fromhed. O, uendelige Dyb af Fromhed, da det Hele saa uendelig let kunde være Skin! O, talløse Skare af Fromme, naar ethvert Lands samtlige Millionærer ere saadanne Fromme og det ere vi jo Alle! Drag af Din Sko, thi det Sted, Du staaer paa, er helligt, naar Du staar i Christenheden, hvor der er lutter sande Christne! Lad Gud beholde Evigheden, hvor han dog neppe Alt i Alt faaer saa mange sande Christne, som der i ethvert Øieblik er i den bestaaende Christenhed, hvor Alle ere Christne.

Kierkegaard foreslår, at man i modsætning til denne fortjenstfulde (!) fromheds-fortielse forsøger sig med noget så enfoldigt som at bekende Kristus midt i den bestående kristenhed. Ikke for på nogen måde at hæve sig over de andre og dømme deres kristendom ude. Tværtimod ærer han dem gerne for at være mere kristne end ham selv. Han er bare for sit eget vedkommende bange for, at det kan ende med at blive rent spilfægteri med denne skjulte kristendom. Og reaktionen vil ikke udeblive. Man vil håne denne enfoldige kristne for hans dømmesyge, for hans strenghed, for sortsyn.

Behøver jeg at trække linjerne op til nutiden? Det er nutiden. Behøver jeg at sige mere om, hvorfor Kierkegaard fænger endnu efter 200 år? Gentager man Kierkegaard på nutidsdansk, udebliver reaktionen med garanti ikke. Den vil til forveksling ligne den, som Kierkegaard ser for sig imod den enfoldige kristne, der prøver at bekende Kristus midt i den bestående kristenhed.

Henrik Højlund er sognepræst