Kirkeforfatningen og kristendommens tydelighed

Folkekirken er teologisk dannet fra neden, og der skal tyngden i en evangelisk-luthersk kirke altid ligge, hvis den skal fortjene sit navn. Det betyder, at alle tanker om en synode, der skal mene noget på kirkens vegne, naturligvis ikke hører hjemme her

Folkekirken er teologisk dannet fra neden, og der skal tyngden i en evangelisk-luthersk kirke altid ligge, hvis den skal fortjene sit navn. Det betyder, at alle tanker om en synode, der skal mene noget på kirkens vegne, naturligvis ikke hører hjemme her
Folkekirken er teologisk dannet fra neden, og der skal tyngden i en evangelisk-luthersk kirke altid ligge, hvis den skal fortjene sit navn. Det betyder, at alle tanker om en synode, der skal mene noget på kirkens vegne, naturligvis ikke hører hjemme her.

TALEN OM EN KIRKEFORFATNING i en eller anden form presser sig mere og mere på. Ikke kun fra politisk side, men den røst i folkekirken, som altid har ønsket en form for synode, er nu styrket af mange andre, som ser skriften på væggen og vil være med til at ordne kirkens forhold ved lov.

Den gennemgående tendens er, at man vil skabe en forfatning, der på forskellige måder gør kirken til en mere synlig og betydningsfuld medspiller i civilsamfundet, og at man venter sig frelsen fra optimering af organisationen og mere ledelse.

LÆS OGSÅ: Sådan adskiller man kirke og stat

Problemet er imidlertid kristendommens utydelighed, der midt i kravet om synlighed føles af alle. Midt i dødsspiralen af statistik og bureaukrati, som varsler folkekirkens snarlige død, hvis ikke der gøres noget, står kristendommen som en tåget kontur. Hvad skal vi egentlig gøre i fremtiden?

Der er flere ting, som visker konturerne i folkekirken ud. Vi ser det som tendens i de kristelige organisationer. Mottoet hos en af organisationerne er typisk: Vi tror på et liv før døden. Vi arbejder for at hjælpe verdens fattigste til et værdigt liv uden hensyn til tro, race eller politisk overbevisning.

Intet forråder kristendommen tilstedeværelse, det skal man om i værdier for at se, men man afmonterer på forhånd ethvert anstød, som en påberåbelse på kristendommen kunne give. Det skyldes dels de offentlige puljer, man skal leve op til kravene hos, dels den almindelige sekularisering.

LÆS OGSÅ: Management-tænkning gør kirken mindre folkelig

Blandt kirkens teologer taler man om, at Gud er den samme, men at vi bare tror forskelligt om Gud. Man taler om at ændre præsteløftet og løse det fra det lutherske. Thorkil Grosbølls gamle, sekulariserede gud, der ikke er der, står side om side med Niels Grønkjærs nye Gud, der forandrer sig og erfarer og udvikler sig.

Kristendommen er utydelig, fordi vi for at tilpasse folkekirkens store orga-nisation til tiden mere tror på mangfoldighed, omstillingsparathed, fremskridt og ja, et liv før døden end noget andet. Teologiens tilpasses vor tids store myte om evig forandring, udvikling og omfavnelse af det nye og nødvendige.

Der var imidlertid andre ting, som kunne være mere nærliggende, hvis man ønsker tydelighed. Man burde optage indvandrermenighederne i folkekirken. Give dem medlemskab eller associationsstatus. Så skulle man udnævne folkekirkepræsten og lederen af Church of Love, Massoud Fouroozandeh, til missionsbiskop, og på den måde ville man kunne samle cirka fire procent af befolkningen op i vores folkekirkefællesskab. De ville skabe en tydelighed om, hvad kristendommen er, fordi man ikke ser det gennem de kulturelle lag, som kristendommen ellers ses igennem i Danmark. Det monoetniske bliver brudt, og indvandrermenighedernes syn på kristendom samler os om det væsentlige.

DER ER ALTSÅ lette løsninger til gavn for folkekirken, hvis man hæver blikket fra den indeklemte indforståede debat om kirkeforfatning, som kører nu i kirkens ledende lag. En folkekirke, der skal være nutidig anno 2012, må tænke kristne brødre og søstre fra andre kulturer med som en del af sig.

Forfatningen i en eller anden form slipper vi ikke uden om, men hvad er det vigtige i en sådan? Det skal være en forfatning, der tilgodeser, at kirken skal organiseres fra neden.

Vi har jo det almindelige præstedømme, som består i, at alle døbte er præster. Det betyder, at en flok døbte beslutter sig for at hyre en blandt sig, der ved mere om kirkens historie og Bibelen, end de gør. Dertil betaler de en del af deres løn og bygger en kirke og en præstegård.

Vi har så af historiske årsager også provster, der står for, at flere menigheder kan arbejde sammen og økono-mien kan styres i samråd med menig-heder og biskopper til at holde øje med præsternes teologi og prædiken og embedsførelse, fordi det kan være svært for ikke-teologer. Biskopper er valgt af præster og menighedsråd.

Kirken er altså teologisk dannet fra neden, og der skal tyngden i en evangelisk-luthersk kirke ligge, hvis den skal fortjene sit navn. Det betyder, at alle tanker om en synode, der skal mene noget på kirkens vegne, naturligvis ikke hører hjemme her.

Valgmenigheden er et godt billede på hvorfor. En valgmenighed er det sted, hvor man kan se nye menigheder opstå i folkekirken løst af lange traditioner, som sognemenighederne er spundet ind i.

Det kan man derfor lære meget af, især af, at 500 mennesker kan drive en kirke, præstegård, kirkegård og løn til præst og andet personale. Her er det generalforsamlingen, der afgør, hvem der skal være præst (og eventuelt også afsætter hende), og ikke menighedsråd og biskop.

Når vores kirke er en folkekirke skyldes det, at man i Danmark er blevet enige om, at alle, uanset hvor de bor i landet, skal have mulighed for at høre evangeliet forkyndt. Denne solidaritet har gjort, at rige menigheder betaler til fattigere. En sådan udligningsordning ligger i kirkens natur og skal også varetages fremover.

Præsteuddannelsen og en ny lægmandsuddannelse i teologi skal tænkes med også på landsplan. Man bliver nødt til at overveje, hvordan det teologiske, ikke konfessionelle studium hænger sammen med kirkens embede, som det skal give adgang til. Der er altså en lang række opgaver, som er fælles.

Hvis man skal have en synode eller kirkeråd, så må det være gennem direkte valg af alle folkekirkemedlemmer måske sammen med kommunalvalg. Topstyring gennem biskopper (der ikke er valgt undtagen til at tage vare på deres eget stift), universiteter (der ikke er konfessionelle) og kirkelige organisationer, hvis folkelige mandat er lig nul, hører ikke hjemme anno 2012.

Vi må for alt i verden undgå, at kliker af mødehyæner, som Løgstrup kalder dem, sætter sig på magten i folkekirken. Derfor skal et kirkeråd heller ikke kunne udtale sig på folkekirkens vegne. Der har vi alt for mange eksempler på dårligdommene i kirkerne omkring os. For på grund af den utydelighed om, hvad kristendommen er, forfalder man til at tale politik for at gøre sig synlig som modspiller til statsmagten.

Grundtvigsk Forums formand, Torsten Johannessen, stiller simpelthen spørgsmålet, om der ikke er nok redskaber til, at man i den nuværende kirkeform også uden Folketingets indblanding kan opfylde de krav, som en evangelisk-luthersk kirke har til ledelse på nationalt plan. Det er da værd at undersøge.

I Kina er der for tiden syv-otte millioner, der omvender sig til kristendommen hvert år. Det sker ikke gennem glitrede annoncer og arrangementer, men fra mund til mund, fra husmenighed til husmenighed. Tydeligheden om, hvad der er kristendom, hvad den befrier fra og giver liv til, er klar. Synlig er kirken der kun, når der arresteres præster eller biskopper. Styr- ken er imidlertid tydeligheden og nær-heden.

Det har folkekirken også i sin struktur, hvor alle døbte er lige meget præster, hvor menigheden lokalt er det højeste udtryk for kirken, og hvor den personlige kontakt mellem præst og menighed afspejler det, som også alle undersøgelser i Tyskland viser: Ingen har tillid til kirken som institution eller organisation, men mange har tillid til præsten som kirkens åndelige hyrde på stedet.

De har selv valgt ham.

Derfor må vi i Danmark ikke begå den fejl at skabe et institutions- eller organisationsmonster med vægten på toppen og umyndighed for menighederne, men en, som lægger vægt og magt i den lokale menighed.

Torben Bramming er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Kirke