Når vi som kristen menighed er til gudstjeneste, er vi de levende stene, som kirken er bygget af. Der er et åndeligt kirkerum, og der er et konkret ”legemligt” kirkerum. Det fysiske og det åndelige kirkerum er som foreningen af legeme og sjæl.
Kirkebygningen og dens udsmykning - kirkekunsten - er ikke blot en ramme om et indhold, men er selv en væsentlig og betydningsfuld del af indholdet, som vi skal værne om og gøre så smuk og sandfærdig som mulig.
Kirkerummet med dets inventar og dets kunstneriske udsmykning er med til at gøre os bevidste om den tradition, som vi er en del af. Kirker er som levende organismer, der har udviklet sig gennem tiderne. De er prægede af forskellige tidsaldres sociale forhold og fremherskende tilværelsesforståelse. Både ”verden” og evangeliet har sat præg på kirkerummet. Så her mødes Gud og mennesker også.
Den nutid, som vi lever i, indeholder også fortiden som levende erindring, som umistelige værdier. Kirkekunsten spejler skiftende tiders teologi på godt og ondt. Hvad der gælder billedkunsten, gælder også ”ordkunsten” - også den udfolder på godt og ondt skiftende tiders teologi. Prædikenen har også en æstetisk dimension. Kirkens billede er en del af forkyndelsen.
Billedernes prægning af gudstjenesten og kirkerummets forkyndelse er forskellig i gamle og nye kirker. I de gamle kirker kan traditionen følges gennem skiftende tider. Der er både brud og kontinuitet. Billederne forkynder med mange stemmer, men rummer vel ofte en enkel grundtone: Jesu nærvær og betydning. De mange billeder udtrykker mangfoldigheden i den store bibelske fortælling og i kristentroens udformning gennem tiderne. Billeder taler med hinanden og mod hinanden. Et gotisk krucifiks og et romansk kalkmaleri indgår i en samtale og forkynder tilsammen Jesus som den korsfæstede frelser og den sejrrige konge. I forening viser de os, at selvhengivende lidelse og almagt er ét og det samme. Guds magt er Guds kærlighed. Gud hersker ved at elske. Men der skal her to tidsaldres kunst til at forkynde det. Der er én Gud og mangfoldige gudsbilleder. Det er en rigdom, men også en udfordring.
Forholdet mellem de forskellige tidsaldres kunstneriske og arkitektoniske prægning af kirkerummet og dermed af gudstjenesten kommer tydeligst til orde, der hvor gamle kirker er forsynet med nyere og helt ny kirkekunst. Der kan være tale om både medspil og modspil. Ny kirkekunst gør noget ved gammel kirkekunst. Ny kirkekunst viser os, at evangeliet har nutidsbetydning. Ny kirkekunst kan bringe indhold fra den ældre kirkekunst frem i ny belysning. Når den nye kirkekunst er mest vellykket, indgår den i en ærlig samtale med alt, hvad der i tidens løb har præget kirkerummet.
Ny kirkekunst kan betyde, at der må tages afsked med gammel kirkekunst. Den gamle kirkekunst kan afspejle en kristendomsforståelse, der ikke kan forenes med en nutidig forkyndelse af evangeliet, eller den kan simpelt hen være for ringe kunstnerisk. Bevarelse af gammel kirkekunst kan ikke alene begrundes antikvarisk. Det kan betyde, at man fjerner et gammelt alterbillede og erstatter det med et nyt. Det har man gjort mange steder og som regel med et godt resultat. Men fremgangsmåden kræver omtanke og indsigt og god tid. Bedst er det, når gammelt og nyt kan belyse hinanden og i fællesskab oplyse og oplive os.
Kirkekunst i nye kirker er ofte udtænkt og udført i nøje sammenhæng med kirkebyggeri. Der er en skabt en helhed, hvor kirkens arkitektoniske udformning og den kunstneriske udsmykning er sider af sag. Det betyder en særlig enstemmig forkyndelse. Hvis der er modsætninger, skyldes det, at evangeliet og tiden, det forkyndes i, er modsætningsfyldt.
Ved at betone det modsætningsfyldte, det åbne, det ikke fastlagte kan kirkens forkyndelse sammen med prædikenen og nye salmer både tage hensyn til moderniteten og traditionen og på den måde både forholde sig til det uforanderlige grundlæggende og det flygtige - en smuk og sand sammenføring af udråbstegn og spørgsmålstegn.
Faren ved ny udsmykning kan være, at den bliver så tidsbestemt, at den efter nogle år opfattes som uvedkommende. Det tilstræbt moderne kan hurtig blive gammeldags. Kunsten kan gå sine egne veje, hvis den ikke bliver en del af forkyndelsen. Gevinsten kan være fornyelse, udfordring og sprængning af faste forestillinger. Det er ikke let, men det kan lade sig gøre.
Kirkerummet er et gudstjenesterum. Det er et ”brugsrum”. Kirkerummet skal indbyde til gudstjeneste. Derfor må det ikke lukke sig om sig selv og være vanskeligt tilgængeligt. For kirkerummet og dets udsmykning må gerne være så fuld af betydning, at det kan indbyde til gudstjeneste også i forhold til de turister, der blot sætter sig ind i kirken. Kirkerummet er et liturgisk rum, og rummet er altid medspiller i liturgien. Det prædiker sammen med ordet forkyndelse. Kunst er også fortættede ord, der har fået krop og sjæl.
Der er et samspil mellem ord og billeder. Forholdet mellem forkyndelsen i prædiken, tekstlæsning, bønner og salmer får altid en prægning af kunsten og kirkerummet. Der vil altid være en gensidig påvirkning. Der kan være udfordringer og spændinger, men de kan også være positive og skabe bevægelse.
Kunsten, hvad enten det er billedkunst eller digtning, kan, når den er bedst, berige forkyndelsen. Den kan modvirke trivialiteten (Løgstrup), forhindre en ensidig intellektualisme og give plads for hjertets tilegnelse af det kristne evangelium. Den kan forene tanke og følelse, så kirkerummet bliver et oplevelsesrum - ikke for hvad som helst, men for en oplevelse af, at evangeliet er levende, vedkommende og nutidigt.
Gudstjeneste er også sansning. Der tales til alle sanser. Vi lytter til evangeliet, vi ser billederne, vi smager brødet og føler det med læber og hænder. I gudstjenesten gøres det sagte synligt og det synlige hørbart. Kunstens opgave er at flytte betydning fra fortid til nutid. Kunsten er et opgør med kirkelig arkæologi. Fortiden har nutidsbetydning. Derfor skal fortidsminder bevares: ” Thi dybe minder/ og gammel agt/ og milde kvinder -/ hvor har de magt!” ( Johannes V. Jensen). Det sidste gælder også kvindelige nutidskunstnere.
Kirkekunstens opgave er som forkyndelsens: at gøre det usynlige synligt, at gøre evangeliet hørbart, at få os til at se et lys midt i tågen. Lade syn og hørelse gå sammen og virke sammen. Lade alle sanser gå op i og forenes i ” hjertets sans”, så vi kan tro ordet og skænkes en forsmag på det evige liv.
Men det er også vigtigt at fastholde det gådefulde og det midlertidige, at vi endnu ser i et spejl, i en gåde, at vi endnu erkender stykkevis (1. Kor. 13). Erkendelse af det stykkevise og det foreløbige giver kirkekunsten og forkyndelsen ydmyghed. Håbet om det fuldkomne og evige giver den styrke.
Erkendelsen af det gådefulde er et værn mod fundamentalistisk overmod og selvsikkert praleri. Man kan se og høre på flere måder. Man kan se og høre overfladisk. I det virkeligt betydningsfulde - og en gudstjeneste er fuld af betydning - skal vi hjælpes til at se og høre ”i dybden”. Kirkekunst, liturgi, salmesang og evangelieforkyndelse er sider af samme sag. En kunst, der ikke er udtryk for denne sammenhæng, hører ikke hjemme i kirken. Der er forskel på kirkekunst og kunst i kirken. En kunst, der ikke er lovprisning af Gud og kristen forkyndelse kan måske komme på museum, men har intet at gøre i kirken.
Kaj Mogensen er forfatter og tidligere sognepræst