Kirkens venstrefløj er aktivister, ikke teoretikere

At der skulle mangle lidenskab, er i hvert fald ikke rigtigt. Den aktivistiske venstrefløj brænder i den grad for det, de laver
Dennis Voss Stensgaard

At der skulle mangle lidenskab på den kirkelige venstrefløj er ikke rigtigt. Dens lidenskab består måske ikke i at læse og skrive teologi, men i at forkynde og være kirke med andre på mange forskellige måder, skriver gadepræst

Mandag den 12. oktober var forsidehistorien i denne avis, at den kirkelige venstrefløj er fraværende i den offentlige debat. Og jeg må indrømme, at det gav anledning til selvransagelse hos undertegnede - for jeg tilhører nok selv denne venstrefløj, selvom den er svær at definere.

Højrefløjen er lidt lettere at definere, i hvert fald hvad angår fløjen, som den omtales på førnævnte forside. Det er dem, som er på traditionens side, som har styr på Luthers skrifter, som er imod den politiske korrekthed, og som ikke vil have forkyndelse uden teologisk tyngde.

Alt dette er positivt, og jeg sætter pris på at have for eksempel tidehvervske kolleger i Esbjerg, som er garanter for, at man ikke slipper let af sted med at sige noget overfladisk, når præsterne er sammen.

Venstrefløjen er efter min mening en lidt mere broget skare. Der er nogle, som er højreorienterede/konservative, hvad angår teologi, men venstreorienterede, når det gælder liturgi. Der er andre, som har det omvendt. Og så er der dem, som gerne vil have fornyelse i både teori og praksis.

Jeg er selv meget venstreorienteret angående liturgien - jeg vil gerne have så mange forskellige gudstjenester som muligt, og at vi skal bruge mange forskellige genrer af musik. Jeg er lidt mere moderat venstreorienteret angående dogmatik. Her er jeg meget åben for at diskutere nye formuleringer af, hvad kristendom er, men jeg er ikke villig til at gå på kompromis med de grundlæggende dogmer i kristendommen, som for mig at se er bedst formuleret i den apostolske trosbekendelse.

Hvorfor er det så, at min fløj ikke blander sig i debatten? I avisen foran mig lyder det, at mange på den aktivistiske venstrefløj er bange for at blande sig, fordi retorikken fra højrefløjen er for hård.

Det er muligt, det gælder for nogle, men det er ikke min grund til ikke at blande mig. Det er heller ikke et argument, jeg har hørt fra mine ligesindede. Vi er vant til at få kritik for de aktiviteter, vi finder på, og vi bliver alligevel ved med at prøve nye aktiviteter og arrangementer af. Man kan ikke være aktivist og samtidig gå rundt og være bange for, hvad folk vil sige om det, man finder på.

Det ville være let for os at påstå, at venstrefløjens tavshed er mediernes skyld - at de kun giver spalteplads til højrefløjen - men det vil også være for let at påstå. Medierne har et ansvar for at give et nuanceret billede af debatten, men hvis venstrefløjen virkelig var undertrykt, skulle den nok sørge for at råbe op. Og jeg hører ikke nogen i min omgangskreds sige, at de skriver det ene debatindlæg efter det andet, uden at nogen avis gider trykke det. Jeg har selv fået trykt cirka halvdelen af mine meget få debatindlæg, og det er vistnok en ganske god statistik.

Hvorfor skriver vi så ikke flere debatindlæg? Er grunden, som Sørine Gotfredsen citeres for på førnævnte forside, at venstrefløjen mangler lidenskab og teologisk tyngde? At der skulle mangle lidenskab, er i hvert fald ikke rigtigt. Den aktivistiske venstrefløj brænder i den grad for det, de laver.

De er så vilde med kirken og dens budskab, at de gerne vil dele det med så mange som muligt. Derfor kan det se ud, som om de kun tænker på at få flest muligt i kirke, men det er for mig at se en uretfærdig konklusion. Hvis man tror på sit eget budskab, er det naturligt at glæde sig over, at der er mange, som hører det.

Og jeg tror, dette er grunden til, at venstrefløjen ikke skriver debatindlæg til aviserne. Deres lidenskab består ikke i at læse og skrive teologi, men i at forkynde og være kirke med andre på mange forskellige måder. De læser ganske vist teologiske bøger, men det er primært som forberedelse til aktiviteterne. De skriver også, men ikke nødvendigvis om teologi og ikke nødvendigvis til aviserne.

Som præst for de unge skriver jeg selv meget om teologi, kirke og kristendom, om at være menneske, om livet, om etik - og om mine andre lidenskaber, som blandt andre er science fiction, musik, filosofi og nørdet humor. Men jeg skriver om det på Facebook, hvor de fleste af de unge i mit netværk færdes, bliver opdateret på både den nære og den fjerne verden og vedligeholder deres netværk med hinanden.

Der foregår også meget teologisk debat mellem højrefløjen og venstrefløjen på Facebook, som både er konstruktiv og ægte. Det er i mange tilfælde en langt mere konstruktiv debat end den, der foregår i de traditionelle medier, men disse medier opdager den ikke.

Medierne opdager til gengæld, når folk fra venstrefløjen gør eller siger noget dumt. Og ja, vi gør og siger mange dumme ting. Men nogle af de kolleger, som siger og gør flest dumme ting, er samtidig nogle af dem, som jeg ser mest op til.

De og deres kirker deltager netop i debatten om, hvad kirke og kristendom skal være, ikke ved at skrive læserbreve og kronikker, men ved at være kirke. De er ikke bange for at være til grin, de er ikke bange for at gøre noget forkert, og de er ikke bange for at blive skældt ud. På den måde får de sagt og vist nogle sandheder, som andre ikke får sagt.

Og det er måske en af de store forskelle på venstrefløjen og højrefløjen - frygten for at gøre noget forkert. Højrefløjen lader til at være meget bange for fejltrin: Vi skal passe på ikke at ødelægge noget, der virker - hvis vi gør, som vi plejer at gøre, så er vi sikre på ikke at gøre noget forkert.

Men nej, hvis man undlader at lave om på noget af frygt for at gøre noget forkert, så kan man lige så nemt gøre sig skyldig i undladelsessynd. Man kan ikke sikre sig mod at gøre noget forkert, og det er ikke mindre forkert slet ikke at gøre noget som helst.

Dermed ikke sagt, at venstrefløjen så handler korrekt, fordi den trods alt handler. Det er lige så vigtigt at tænke sig om, før man gør noget, som det er at tænke sig om, før man ikke gør noget.

Der kan måske være noget om den snak, at der mangler teologisk tyngde på den kirkelige venstrefløj. Jeg har da set eksempler på teologer på min fløj, som har fået sagt noget, som teologisk set er noget ævl.

Men samtidig er det er for snævert blot at definere teologisk tyngde som noget, der har med teologiske bøger at gøre. Teologisk tyngde kan også være af praktisk karakter. Jeg skal meget ofte selv sammensætte liturgien, når jeg skal være med til at afholde en anderledes gudstjeneste med nogle unge.

Det betyder, at jeg er tvunget til at have styr på, hvad liturgi egentlig er, og hvad der fungerer. Desuden er jeg nødt til konstant at spørge mig selv, hvad der egentlig skal til, for at noget kan kaldes en gudstjeneste. Det har tvunget mig ud i at læse bøger om liturgi, også om højmessens liturgi. Jeg tør godt vove at påstå, at jeg har styr på liturgien, både i teori og praksis.

Det samme gælder dogmatik. Når jeg skal forkynde i et sprog, hvor jeg gør mig umage med ikke at bruge gammeldags ord, hvis de kan erstattes af noget mere nutidigt, så er jeg for eksempel tvunget til at beskæftige mig med, hvad et ord som ”nåde” egentlig betyder. For jeg kan umuligt fortælle om det med andre ord, hvis jeg ikke forstår, hvad det er.

Her kan man lettere slippe af sted med en overfladisk dogmatik, hvis man holder sig til det traditionelle sprogbrug. Dermed ikke sagt, at de mere traditionsbundne kolleger ikke har styr på dogmatikken.

Men det er forkert at konkludere, at en aktivist ikke har teologisk tyngde, blot fordi han eller hun ikke taler eller skriver om tung teologi. Folkekirkens venstrefløj er ikke teoretikere. Men vi kan godt tage en teoretisk debat, hvis vi skal. Vi vil bare hellere beskæftige os med praksis.

Dennis Voss Stensgaard er gadepræst i folkekirken