I SEPTEMBER 2015 VEDTOG FN 2030-verdensmålene for bæredygtig udvikling, og allerede nu sker der meget godt på lokalt niveau. Hvordan ser krydsfeltet mellem kristendom og udvikling ud i dag – er kristendom en hindring for udvikling? Er kristendommen irrelevant? Eller kan kristendommen ligefrem være en ressource i udvikling?
Ved årtusindskiftet var interessen for religioners betydning i forhold til udvikling ganske begrænset, og den gældende akademiske indsigt var da, at religion enten var irrelevant eller direkte en hindring for udvikling. I det seneste årti er der internationalt kommet meget større fokus på religion som en ressource i vanskelige situationer, hvor mennesker ønsker at forme deres hverdag og liv i en positiv retning. Egentlig kommer det ikke som en overraskelse for dem, der af erfaring ved, i hvor høj grad lokale kirker i det globale syd er engageret i udvikling:
Lidt uden for Kampala, hovedstaden i Uganda, mødes en gruppe bønder. Deres udfordring er, at høsten ofte giver lavt udbytte eller slår helt fejl til trods for, at Ugandas klima og jord er noget nær ideelt for landbrug. De burde kunne høste tre gange om året og er nu i den lokale kirke ved at lære, hvordan sædskifte og basal landbrugsteknik kan hjælpe dem til faktisk at gøre det.
På Vestbredden i det palæstinensiske område samles en gruppe kvinder i den lokale kirke. De forbereder sig på at mødes med en lignende gruppe kvinder fra det jødiske område. Om to måneder skal grupperne for første gang møde hinanden på det neutrale Cypern. Sammen vil de fortælle deres personlige historie og dele erfaringer om at være kvinder og mødre i en tilsyneladende uløselig og uendelig konflikt. De håber, at deres fælles historier kan være med til at forberede en fælles fremtid for deres børn og børnebørn.
I Lafia i det centrale Nigeria fejrer 11 drenge, at de har bestået deres håndværksuddannelser og kan flytte ”hjemmefra”. De havde mange odds mod sig som gadebørn, og det hjem, de nu flytter fra, er et børnehjem. Ris med kød og grøntsager er hovedretten, og talerne fra den lokale præst handler om, hvordan de nu skal til at klare sig selv. De er noget ængstelige denne aften, men også fulde af forhåbninger og gåpåmod.
Alle tre eksempler handler om, hvordan kirker på lokalt niveau og sammen med almindelige mennesker er engageret i virkeliggørelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling: Korn på marken og afgrøder i laden er liv i bogstavelig forstand.
Personlige historier er begyndelsen på fred og forsoning. Uddannelse åbner for en fremtid væk fra gadens hårde og korte liv. I forhold til udvikling af lokalsamfund er det specielle ved kirker dels deres finmaskede udbredelse, dels deres historiske engagement i forhold til social transformation og frihedsrettigheder, uddannelse og sundhed.
DET ER MÅSKE IKKE umiddelbart indlysende, hvorfor lokale kirker er engageret i FN’s verdensmål, for kirkernes mål falder ikke sammen med FN’s mål: Løsninger på de problemer, som FN ser – manglende fødevarer, manglende sundhed, svage institutioner og økologiske kriser – skal søges i bæredygtig udvikling.
De problemer, som kirkerne ser – at mennesket er fremmed over for sig selv, over for hinanden, verden og Gud – adresseres i lyset af de bibelske skrifter og den kristne praksis.
Hvorfor er lokale kirker i det globale syd engageret i virkeliggørelsen af verdensmålene? Det er de, fordi der er en tydelig og frugtbar korrespondance mellem den sociale praksis, som kristendommen historisk har givet anledning til, og de verdensmål for bæredygtig udvikling, som FN har opstillet. Der er nemlig en række historiske træk, som er karakteristiske for kirker og trosfællesskaber, og som samtidig korresponderer med målene for bæredygtig udvikling og gør kirkerne til vigtige medspillere i arbejdet med den lokale virkeliggørelse af verdensmålene globalt.
Som et alternativ til – og nogle gange i opposition til – den voldelige kamp for økonomiske midler og social magt, har kristne trosfællesskaber i løbet af de seneste to århundreder vist, hvordan det er muligt at organisere sig i ikke-voldelige sociale bevægelser. Ideelt set styres kirkerne som foreningerne – som vi kender det – gennem valg og bestyrelser, som står til ansvar over for medlemmerne, og som er medlemmernes repræsentanter.
I dette perspektiv har trosfællesskaber inspireret almindelige og ofte socialt marginaliserede mennesker – bønder og arbejdere – til at organisere sig for at skabe forandring.
Indflydelsen på uddannelse, sundhedsvæsen, økonomisk udvikling og antikorruption kan ses som konsekvenser af evnen til at organisere sig. I Danmark er dette kommet til udtryk især inden for sygeplejeuddannelse og læreruddannelse og i forhold til dannelsen af låne- og sparekasser. Den samme bevægelse ser vi i dag mange steder i det globale syd, hvor forandringer starter med inspiration fra lokale kirkers sociale praksis.
Religionsfrihed har været en prioritet for en række protestantiske kirker. Historisk var det i Danmark baptister som tidligst og mest udfordrede det omgivende samfund i forhold til lige rettigheder og pligter for alle borgere. På den måde bidrager trosfællesskaber i det globale syd i dag til de fælles civile frihedsrettigheder og accept for minoriteter.
MED ANDRE ORD, så er lokale kirker i det globale syd vigtige brikker, når FN’s verdensmål skal konkretiseres og udleves. Det er de, fordi lokale kirker i det globale syd har fremmet civile rettigheder gennem deres historiske engagement som ikke-voldelige sociale bevægelser og gennem uddannelse og sundhedsvæsen. På disse områder har trosfællesskaber vist, hvordan indre og eksistentiel transformation også kan omsættes til social udvikling og en forbedring af det fælles samfund.
En hovedkonklusion i den internationale debat om religion og udvikling er da netop også, at det er afgørende at inddrage den religiøse dimension i såvel politiske beslutninger som i lokale udviklingsprocesser. Det seneste eksempel på denne erkendelse er det mellemstatslige samarbejde med trosbaserede organisationer omkring forandring, som det tyske udviklingsministerium, BMZ, har taget initiativ til i år . Dermed medgiver en af Europas største politiske aktører, at religionens rolle i udviklingsprocesser er blevet overset. Som begrundelse for at ændre tilgang angiver BMZ, at religionen gennem påvirkning af menneskers tilværelsestydninger, livsstil og engagement øver afgørende indflydelse på lokal udvikling.
Med andre ord, så er problemet ikke, at religion har indflydelse på udvikling, men hvilken form for udvikling religiøse ledere og fællesskaber er med til at fremme. Hvad der er behov for, er derfor et fokus på substansen i det, religiøse fællesskaber siger og gør i forhold til udvikling, uanset om de er lutheranere, katolikker, ortodokse eller karismatiske kristne. I dette perspektiv bliver det forståeligt hvorfor – og strategisk vigtigt – at kirkerne er engageret i opnåelsen af FN’s verdensmål i det globale syd. Samtidig bliver det forståeligt og vigtigt, at vi i Danmark arbejder sammen med lokale religiøse ledere, og at vi sammen tænker langsigtet. Derved kan vi være med til at præge fremtidige generationer af ledere og deres forståelse af et fælles ansvar for udvikling.
Gennem vores fælles engagement kan kirkerne blive godt nyt for vores fælles fremtidige verden!