Klimakrisen kræver et fundamentalt ændret natursyn

Mennesket har drevet rovdrift på skaberværket de seneste 100 år, men trylleformlen hos verdens førende økonomer og politikere er stadig endeløs vækst. Det er skammeligt, og det er kortsynet

"Naturen er og vil fortsat være overmægtig, majestætisk og vilkårlig og mennesket dybest set totalt i dens vold - det viser tsunamier, vulkanudbrud, jordskælv og det viser enhvers død," skriver forfatter, dr. theol. og tidligere domprovst Ole Jensen.
"Naturen er og vil fortsat være overmægtig, majestætisk og vilkårlig og mennesket dybest set totalt i dens vold - det viser tsunamier, vulkanudbrud, jordskælv og det viser enhvers død," skriver forfatter, dr. theol. og tidligere domprovst Ole Jensen. Foto: .

Da jeg i 1956 som 19-årig var kommet til København for at studere, gik jeg en dag ind på Statens Museum for Kunsts annex ude på Østerbro.

Pludselig stod jeg foran et billede, der holdt mig fast. En høj, truende fjeldvæg skød op af et dystert hav. Et lillebitte menneskehus, knap til at øjne, klamrede sig til fjeldsiden, som kunne det når som helst miste taget og forsvinde ned i det sorte dyb.

Det var et billede af menneskets lidenhed i en overmægtig, majestætisk natur. Kunstneren hed Sven Havsteen-Mikkelsen – ham kendte jeg godt fra bogen "Orm og tyr", men ikke som maler og ikke hans norrøne motiver, som her fra Færøerne.

At mennesket er sådan stillet, som billedet viste, var ikke min livsfølelse – dertil havde min opvækst i trygge kår i velfærdens Danmark åbenbart været for beskyttet, trods koldkrig, atomkrigsfrygt og alskens eksistentialistisk melankoli. Og så var det selvfølgelig også umodenhed.

Men samtidig var det udtryk for, at noget nyt var sket. Noget dramatisk nyt – en ny epoke var indledt i menneskehedens forhold til naturen. Det var blevet muligt helt anderledes solidt at fæste bo på en fjeldvæg, end billedet viste. Teknikkens udvikling havde ændret menneskers liv. Masser af det, der førhen truede, var borte – en tendens, der jo blot er taget til i styrke siden. Så min tryghedsfølelse havde noget på sig.

Naturen er og vil fortsat være overmægtig, majestætisk og vilkårlig og mennesket dybest set totalt i dens vold – det viser tsunamier, vulkanudbrud, jordskælv, og det viser enhvers død. Men magtforholdet menneske-natur er ændret på ét bestemt, men helt afgørende punkt. Over umindelige tidsstræk var mennesket den lillebitte. Med ét vågner det op og ser sig i stand til at røre ved fundamenterne og bringe dem af lave.

Selveste atmosfæren er forstyrret! Fordi vi slap kulstof i ufattelige mængder, bundet i jorden som olie, kul og gas, fri. Nærmest "over night" fyrede vi millioner af års fossile lagre af – med troskyldige, uskyldsblå øjne: Hvorfor ikke? Hvad skulle der kunne ske ved det?

Livssfæren om kloden blev bragt ud af sin vante balance. Dynen, som holder på Jordens varme, blev for tyk. Og den kan vi jo ikke sparke af os som den derhjemme i sengen. Og udviklingen fortsætter. Tag ikke fejl, det er kun en meget lille del af kloden, hvor der – som her hos os i Nordeuropa – har været to ekstraordinært kolde vintre i træk.

År 2010 ender som helhed som det næstvarmeste år, der er målt på kloden. Isen på Grønland og polerne smelter videre i et rasende tempo, enorme tundrastrækninger tør op og afgiver mængder af metan, der er mindst 20 gange kraftigere end CO2, og ørkener breder sig.

Vi har teet os – selve vor kulturform – som unge fyre, der kører dødskørsel om kap gennem befærdede gader! Pubertært!

Som den unge student måtte blive voksen og opdage livets realiteter – således må også den moderne globale kultur. Den står over for den gigantiske opgave at finde balancen mellem, hvad mennesket formår, og hvad det ikke formår. Inden det er for sent.

Ændringen i magtforholdet er svær at overse, skulle man synes. Men indtil videre er det alt for lidt, der er sket og sker. Alt for megen vanetænkning går stadig i svang. Vækst er fortsat det store mantra, trylleformlen hos de økonomer og politikere, der har indflydelse. Inerti må det være fra det dyb af århundreder, hvor mennesket var den lille, og intet kunne rokke ved det store – som det nu pludselig kan. Træghed i tanken. Manglende "omstillingsparathed".

Fortsat vækst – i befolkningstal, produktion og forbrug – sker på naturens bekostning. Det efterlader hver dag kloden en tak mindre artsmangfoldig og klimatisk stabil – og det uigenkaldeligt. Hvis den ene vokser, bliver der mindre af den anden.

Og man kan jo nu engang ikke vokse uendeligt på endelig plads. Det turde være logik for perlehøns. Hvorfor det så ikke ser ud til at anfægte de politikere og økonomer, der har magt og indflydelse, er ikke til at begribe.

Det er ikke klogt, mildt sagt. Men mere end det: Det er usandsynlig primitivt. Med den engelske filosof John Gray er troen på den endeløse økonomiske vækst "det måske mest vulgære ideal, der nogensinde er blevet tilbudt en menneskehed i nød".

Frem for alt er det sørgeligt. Det er en skam. Ja, det er skammeligt. Med hvilken ret indskrænker vi, nogle få pubertetsovermodige generationer, denne fuldkommen mirakuløse livsvrimmel, som vor fuldkommen mirakuløse atmosfære har ladet fremgå over millioner og atter millioner af år – fattiggør den på et blitzkort, klodehistorisk "miniminisekund"? Hvor kan vi te os så skammeligt?

Med ord som disse indleder jeg en lille bog, hvor jeg søger at forklare, hvordan dette kunne gå til. Den har titlen "På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn" og udkommer den 20. januar på Forlaget Anis.

Ifølge Gray udgør klimaforandringerne den seneste trussel mod troen på, at mennesket er herre over kloden og naturens gang. Det er denne tro, der ligger bag troen på den endeløse vækst.

Min bog følger denne hersker-tankegangs idéhistorie fra Det Gamle Testamente over sengræsk nedvurdering af sanseverdenen til nutidens krise.

Jeg hævder, at det er nødvendigt at ændre natursyn. Herskertankegangens natursyn er brutalt, desværre kan man ikke udtrykke det mindre voldsomt. I økonomi, produktion, i samfundets infrastruktur og i vid udstrækning i vor daglige levevis betragter vi alene naturen som værende til for os mennesker og mener os i vor gode ret til at gøre med den, hvad vi kan komme af sted med uden skade på os selv.

Og det er den grundlæggende fejl. Naturen er også til i sin egen ret. Det ser vi på dens pragt og værdighed. Og det vil den respekteres for. Og efter at magtforholdet har ændret sig, har vi i virkeligheden også – det er det paradoksale – fået råd, overskud til at tage det i betænkning og betragtning, ud over at vi er nødt til det, også for vores egen skyld! Og ikke blot fordi alt andet er rasende farligt.

Men vi lever ikke blot af fulde maver, taget i videste forstand. Vi lever lige så vel af indtryk fra det, der ikke er os eller produkt af os – det fremmede, mærkelige, overraskende. Ellers går vi til i kosmisk kedsomhed og livslede, det vulgære ideals konsekvenser, som lige så stiller lister sig ind over os.

Jeg tvivler meget på, at vi kan standse den skæve udvikling alene med den begrundelse, at det er dumt af os at ødelægge vort livsgrundlag, for ikke at sige forrykt.

Appellen til vor fælles egennytte synes ikke at gøre indtryk nok på os. Gjorde den det, ville vi for længst have sørget for det nødvendige. Vi må indse, at det er skammeligt – indse, at vi er en krænkerkultur, at det ikke er til at fatte, at vi kan nænne at gøre med natur og klode, som vi gør. Først denne erkendelse vil kunne gøre tilstrækkeligt indtryk på os.

Vi må genlære agtelsen for skaberværket, for de "håndgribelige miraklers" verden (Johannes V. Jensen). Vi må indlære en hidtil ukendt sans for det uerstattelige, som nu med ét er truet af vore magtmuligheder. Vi må oplære os i selvbegrænsningens kunst.

Ole Jensen er forfatter, dr.theol. og tidligere domprovst. Ole Jensens nye bog, "På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn", præsenteres på udgivelsesdagen den 20. januar ved en reception klokken 16-17 på Forlaget Anis, Frederiksberg Allé 10, Frederiksberg, hvortil interesserede er velkomne