Kom bare an, nye år - med alt, hvad du bringer

Som taknemmeligheden kommer med det, vi ser tilbage på, og som vi endnu kan mærke varmen fra, sådan udspringer modet og lysten til at gå videre af troen på en morgendag. En morgendag, der er andet og mere end tilfældighed og blind skæbne. En morgendag, der med andre og kirkeligt klingende ord er i Guds hånd

Efter julens store udladning, efter julesalmerne, Lukas, Bach, børnene, juletræet, maden, familiebesøgene og de gode hilsener fra nær og fjern, efter lyset i mørket, den store nærhed og fred til mennesker med Guds velbehag kommer så nytårsaften sjoskende. Som den halvvulgære fætter med spritånde og skjorten uden på bukserne, insisterende på, at nu skal vi have det lidt skægt, nu skal vi drikke os i hegnet, skyde raketter af med blåfrosne fingre og feste igennem og begynde det nye år med at have ondt i håret, spise fedtet mad fra McDonald's, se skihop i fjernsynet og på tredjedagen fyre den af på januarudsalget.

Fætter Nytårs komme varsles lillejuleaftens formiddag, hvor overtrætte butiksansatte flår lamettaen ned og erstatter den med partyglimmer. Ud med højtiden, ind med høje hæle og springende champagnepropper. Et næsten obskønt sceneskifte.

Jeg hader nytåret. Her får min indre sure gamle mand sin anden luft. Jeg kan mærke det nu, hvor jeg sidder og skriver om det. Men jeg må så også indrømme, at en lidt mildere side af den samme vrantne gamling de seneste år har rumsteret et sted i mit sinds kælderskakt. En brise af forsonlighed, som jeg i det følgende vil forsøge at identificere i håb om, at den måtte komme ligesindede til gode, inden vi igen ved den blotte tanke om det tilstundende årsskifte som katten ved lyden af årets første knaldfyrværkeri skulende fortrækker til mørke og afsidesliggende lokaler.

For en glæde og fornøjelse er det jo altid at have gæster nytårsaften. Gæster, der deler ens egen højbrynede skepsis over det utøjlede nytår og måden, det selvbevidst fejer den gamle jul af banen på. Og hvis man er så heldig at have sådan et bydelag eller to - hvad vi er - kan man sammen finde den rette balance mellem indtag af veltilberedte råvarer, et par gode flasker fra kælderen (hvor katten har gemt sig) og en vis vilje til alvor og konversation om væsentlige emner. I hvert fald til en begyndelse.

Det gode ved gamle venskaber er ikke mindst den fond af overbærenhed, der altid kan tæres på, når samtalen begynder at følge kendte stier. ”Ja, ja,” tænker de andre forsonligt, når vi efter tur kommer med hvert vores. En god ven og klummeskriver har for eksempel en passion for engelsk folkedans, den med bjælder på benene. Vi lytter, nikker, smiler, skåler og håber, at han bliver siddende. Ægtefællerne bringer mere seriøse emner på bane og praler måske lidt af de engang for længe siden gulnæbbede små. Selv bidrager jeg gerne med nyttesløs viden om kryptozoologi og britisk prog-rock fra 1970'erne. Og sådan går aftenen helt af sig selv, som den har gjort det i mange år efterhånden.

Og når vi så, da årsskiftet endelig indtræder, står frysende på terrassen og ser på eksploderende raketter og sprudlende lysfontæner og hver især holder lidt om hinanden, så er det altid med den midaldrendes overstimulerede bevidsthed om tidens gang, om dage, der i det gamle år gik på deres måde, og dage i det nye, der vil komme, som de nu vil. Vi tænker på børnene, der endnu ikke er overmandet af forbehold over for utæmmet festglæde, og som sikkert hver for sig og sammen med gode venner i ind- og udland muntrer sig med papirshatte, cigarer og longdrinks. Vi tænker på al den tid, der er gået, og hvad det skal blive til med os alle sammen.

Jo ældre vi bliver, des dybere går det i hjertet, og så meget desto taknemmeligere bliver vi for at have nogen at dele både det forgangne og det tilkommende med. Og så går vi tilbage ind i de varme stuer, lader mere af tradition end lyst proppen springe, og med baggrundsledsagelse af DR PigeKoret og aftenens prædikant snakker vi videre om alt og ingenting, mens det nye år umærkeligt sætter i gang.

Nytårsskiftet er på sin egen måde udspændt mellem taknemmelighed og håb, fortid og fremtid, gammelt og nyt. Ofte sidder jeg i denne første time efter midnat og har en underlig ubetvingelig fornøjelse ved tanken om at skulle i gang med hverdagene igen. Som om verden på en eller anden måde er blevet lidt nyere. Ligesom når man ser ud i haven morgenen efter et snefald.

For en uge til halvanden siden, da vi talte ned til juleferien, længtes man så inderligt efter helligdagens ro. Et pitstop, en pause i hverdagenes hektiske runddans med regnvådt morgenmørke og savlende blund foran fjernsynet de sene aftentimer. Nu står de der så igen, hverdagene, lige om hjørnet, men alligevel strunke og spændstige, forekommer det mig, næsten indbydende i al deres uforudsigelighed.

Dybt ulogisk og irrationelt selvfølgelig. For der jo kun lige gået en uge, og verden ligner jo i den grad sig selv. Hvis det da ikke er værre fat med den end vanligt. Set i det store perspektiv synes jeg faktisk, at en stor del af den henligger i nattemørke: menneskemasser på flugt, en terror og en ondskab uden sidestykke, et Rusland, der vil magt, demokratisk krise, nationalistisk indadvendthed, politisk vold, et klima, der er gået amok. Hvem ved, måske ser det endnu mere dystert ud næste år. Alligevel tror vi på det nye, der kommer. Hvorfor?

Jeg kan ikke helt forklare det. En hjertets tillid til at det nok skal gå endda. Og endda gå godt. Et håb, som ikke mindst evangelisten Johannes satte ord på i den jul, butikkerne nok har lagt bag sig, men som trods alt endnu er gældende i kirkeåret: ”Og lyset skinnede i mørket, og mørket greb det ikke.” En uforklarlig optimisme og trodsig fremadrettethed, som måske ligger os dybt i generne, men som også kommer til os med den kristne grundfortælling, der løber som en dyb understrøm i vores liv sammen.

Som taknemmeligheden kommer med det, vi ser tilbage på, og som vi endnu kan mærke varmen fra, sådan udspringer modet og lysten til at gå videre af troen på en morgendag. En morgendag, der er andet og mere end tilfældighed og blind skæbne. En morgendag, der med andre og kirkeligt klingende ord er i Guds hånd og dermed, i sidste ende, uantastet af død, grav og gentagelser.

Derfor er det bedste, det allerbedste, ved nytåret kirkeklokkerne, der kimer ud over den stille tømmermandsramte by, hvor sortsvedne raketbatterier står tilbage på meget stille villaveje. ”Tak for det gamle,” siger de, kirkeklokkerne. Og tilføjer: ”Kom bare an, nye år - med alt, hvad du bringer. Det her er ikke enden. Det er endnu en begyndelse. Og en velsignet en af slagsen.”

Jeg fejer fortovet fri for pap og konfetti før min nabo. Fraværet af morgentrafik gør, at jeg kan høre indtil flere af byens kirker kime. Jeg glæder mig farisæisk over en morgen næsten uden hovedpine, en morgen, som venligt varsler, at hverdagene trofast vender tilbage. ”Det er nu vist godt nok,” tænker jeg. Katten, der har vovet sig ud på det rimglatte fortov, ser på mig, som kun katte kan se på en, og giver mig så inderligt ret.

Henrik Wigh-Poulsen er biskop i Aarhus