PROFESSOR OG HØJSKOLEMAND Ove Korsgaard fortæller i sin bog ”Solskin for det sorte muld” de seneste 200 års danmarkshistorie som oplevet gennem eget og familiens liv på Mors. Familien Korsgaards navne er at finde som frontfigurer i de folkelige bevægelser på Mors, der skabte friskoler, frikirker, gymnastikforeninger, andelsselskaber og fremdrift.
Bogen er en perle til forståelse af vores nære kulturarv. Den handler om dengang, Danmark havde en sjæl og på få generationer blev ændret fra et tilbagestående samfund til et moderne land, og hvordan der blev skabt en sammenhængskraft og en enestående tillidskultur mellem mennesker med en kulturel og økonomisk dynamik uden lige.
Den danske sjæl er lagret i fortællingen om Danmark, der blev et af verdens rigeste og mest lige lande med en velfærdsstat, der toppede i mange internationale sammenhænge, og den er lige så vigtig for vores selvforståelse som flaget, folkestyret, Højskolesangbogen og kongehuset.
Når man læser Ove Korsgaards bog, bliver man stolt af den kultur, vi er rundet af - den arv, kulturen har skænket os, og hvoraf det moderne Danmark blev skabt, og man bliver stærkt anfægtet af, hvor dårligt vi i dag forvalter denne arv - hvor tæt vi er på at sætte den over styr.
Der er derfor to vigtige spørgsmål: Kan vi genfinde og aktivere den sjæl, der skabte vores velfærdsstat med fællesskab og lighed, sammenhængskraft og tillidskultur? Kan vi fastholde den udvikling, der skabte velfærdsstaten og det moderne Danmark og samtidig videreføre den på en moderne tids vilkår i en globaliseret verden?
Ja! Men på én betingelse: Vi må gøre op med konkurrencestaten og al dens væsen og troen på den som velfærdsstatens selvfølgelige arvtager.
I SIN BOG ”Konkurrencestaten” har professor Ove Kaj Pedersen beskrevet, hvordan alle lande bestandigt konkurrerer på kompetencer, viden og udvikling. Hvor målet om at kunne klare sig i den internationale konkurrence er blevet den altdominerende faktor og retningsgivende for den politiske tænkning. I konkurrencestaten er virksomhedernes konkurrenceevne vigtigere end borgernes trivsel.
Konkurrencestaten har trukket en evalueringskultur ned over os og plastret os til med ord og begreber som Pisa-test, omstillingsparathed, incitamentsstyring, kompetenceudvikling, benchmarking, optimering, regulering, reformpolitik og økonomisk nødvendighed.
Hvor velfærdsstaten primært bygger på idéen om den demokratisk aktive borger, bygger konkurrencestaten på idéen om borgeren som forbruger, og dens opgave er at regulere borgernes adfærd på markedet. Borgerne bliver mere personer, man skal kontrollere og adfærdsregulere end mennesker, man skal inddrage og vise tillid.
Et godt eksempel er folkeskolereformen. En af begrundelserne fra Finansministeriet og Kommunernes Landsforening var, at ”lærernes arbejdstid skal normaliseres”. I stedet for at have tillid til, at lærerne forbereder sig, når de går hjem klokken 14, skal de sidde skulder ved skulder i små lokaler, så man kan kontrollere, at de er der til arbejdstids ophør klokken 16 eller 17. Velfærdsstatens tillidskultur er erstattet af konkurrencestatens kontrolkultur. Men når tillid erstattes af kontrol, går sjælen tabt.
Konkurrencestatens indre logik med ensidig fokusering på optimering, effektivisering og rationalisering er højeste potens af systemtænkning, der dikterer en nødvendighedens vej som den eneste farbare. Lederne er blevet vor tids svar på middelalderfyrsterne - suveræne herskere med en lang række beføjelser - administratorer og teknokrater, der skal eksekvere nødvendighedens politik. Deres fornemste opgave er at få forretningen til at give overskud og konstant forbedre konkurrenceevnen. De er ofte økonomer og får lønninger, goder og beføjelser, som man ikke kendte til i velfærdsstaten.
DET VAR konkurrencestatens ledere, der krævede, at de bornholmske slagteriarbejdere gik ned i løn, hvis de ville bevare deres arbejdspladser. Selv fik de en millionbonus for at forvalte processen. Det er en tanke værd, at Danish Crown oprindelig var et andelsforetagende, hvor hver mand havde en stemme. Et hævdvundet virksomhedsdemokrati med fælles ansvar er erstattet af det, der ligner et topstyret, enevældigt fyrstedømme.
Det mest skræmmende er, at store dele af samfunds- og folketingsdebatten drives af den samme konkurrencestatslogik, som får partierne og deres politik til at ligne hinanden. Der synes at hænge et usynligt skilt med ”ophørsudsalg” hen over den almindelige mening og folkestyret for at lade det erstatte af et ”Danmark A/S”, hvor den politiske tankegang alene handler om: Hvordan optimerer vi butikken? Danmark ses mere som en forretning end et fædreland med sjæl.
Tager man medansvaret fra folk, fjerner tillidskulturen og erstatter den med en kontrolkultur, opstår der apati og ligegyldighed, hvor mennesket hypper sit eget før det fælles. Hvorfor? Fordi man ikke længere ses som menneske, men som redskab i konkurrencestatens tjeneste. Udviklingen er i sidste ende en fare for demokratiet, som jo bygger på engagement, ligeværdighed, dialog og medindflydelse.
KONKURRENCESTATEN - dens tænkning og systemer - har blokeret vores udsyn og gjort os fartblinde! Skal vi genetablere det folkelige engagement, og vil vi redde folkestyret, må vi finde et modsvar til konkurrencestaten. Vi må genfinde vores 200 år gamle evne til at lade forandringer komme nedefra efter en bred folkelig debat - ikke som uomgængelige diktater, der presses ned over hovedet på os.
Vi skal med andre ord genfinde den tankegang og de værdier, der skabte den kulturelle og økonomiske dynamik, det moderne Danmark voksede frem af: Hvor helt almindelige mennesker tror på, at de selv kan og skal sætte retningen for samfundet og ikke lade sig styre af nødvendighedens logik og økonomisk vækstpolitik. Hvor folk ikke enøjet tænker på deres eget bedste, men på helheden. Hvor spørgsmålet ikke kun lyder ”Hvad skal vi leve af?”, men også ”Hvad skal vi leve for?”. Kun herved kan vi gøre samfundslivet til en hjertesag og Danmark til et land, vi er stolte af.
Forudsætningerne for, at vi kan klare os i den globale konkurrence og slippe ud af den krise, velfærdssamfundet befinder sig i, handler ikke alene om uddannelse og mere effektivisering og slet ikke om topstyring og kontrol, men derimod om almene dyder - til forskel fra subjektive værdier - der muliggør et liv i fællesskab, hvor grundsubstansen er det, der er til det fælles bedste.
Derfor er folkeoplysningen bedre end konkurrencestaten, for den gør en dyd af at indskærpe os, at vi er en del af et forpligtende fællesskab - der er nogle bånd, der knytter os sammen som mennesker og folk.
Folkeoplysningen tror på personlige egenskaber som samarbejdsevner, at kunne se ting i helheder, have tillid til andre, have engagement på fællesskabets vegne. Det handler ikke om formelle kvalifikationer - hvor dygtig man er i skolen, hvor høje karakterer man får - men om livsmod, som er det, vi løbende får sat ind på vores glædeskonto.
Topstyrede beslutninger, konstante omlægninger, rationaliseringer og effektiviseringer har det med at tage arbejdsglæden og motivationen fra folk. Folket skal vises tillid og inddrages. Herved bliver Danmarks kurs folkets kurs og ikke konkurrencestatens kurs!
Mads Rykind-Eriksen er forstander for Rødding Højskole, og Erik Lindsø er forfatter