For 26 år siden lærte jeg kristen meditation at kende, og den mediterende bøn har siden været det uundværlige fundament i mit åndelige liv.
Efter 12 års præstegerning var det blevet et stadig mere anfægtende spørgsmål for mig: Gør det nogen forskel, om Gud er virkelig? Det gav mig tryghed at tro på Gud, det gav mig retning i livet, troen var det afgørende fundament i mit liv. Men gjorde det nogen forskel, om Gud var til, hvis jeg bare blev ved med at tro det? Har troen kun en psykologisk betydning, eller er troen en tillid til Gud, som gør mig åben for et personligt fællesskab med Gud? Et fællesskab, som kan erfares, et fællesskab, som præger mig?
Jeg havde hidtil levet et almindeligt kristenliv med bibellæsning og bøn. Men nu kom jeg til at se bønnens vigtigste betydning. Ikke i at takke og bede Gud om noget, men i at være nærværende hos Gud, at være tilstede i fællesskabet med ham, at være åben for at lade mig påvirke og forme af am personligt. Det vakte min interesse for kristen meditation, for meditation er nærværets bøn.
Kirken har rige traditioner for mediterende bøn. Fra de første kristne slægtled kender vi ørkenfædrene, som trak sig ud i ørkenens ensomhed for at tilbringe det meste af deres tid i mediterende bøn. Gennem deres dybe samliv med Gud blev de vise og meget søgte åndelige vejledere.
Det er ikke muligt bare at sætte sig stille hen og samle al sin opmærksomhed om Gud. Der vil gå mindre end et minut, inden adspredende tanker fører opmærksomheden bort fra Gud. Vi har brug for noget, som kan hjælpe os til at fokusere på Gud og fastholde opmærksomheden hos ham. Vi har brug for gennem regelmæssig meditation at blive optrænede i at være nærværende hos Gud med vor fulde opmærksomhed.
Mange af ørkenfædrene brugte mantralignende bønner. Korte sætninger som de stille eller hviskende gentog igen og igen, og som hjalp dem til at fokusere på Gud og således være nærværende hos Gud med udelt opmærksomhed. Denne bøntradition har især levet videre i østkirken, den ortodokse kirke, hvorfra vi kender Jesus-bønnen.
I den vestlige kirke har Benedikt af Nursia, som i 500-tallet grundlagde Benediktinerordenen, haft stor betydning for traditionen for bibelmeditation. Dengang ejede klostret i bedste fald et håndskrevet eksemplar af Bibelen. Derfor hørte det til daglig praksis, at en munk læste et afsnit af Bibelen højt for sine brødre.
Oplæseren gentog oplæsningen så længe nogle sad og lyttede. Når en munk syntes, at nu kunne han huske afsnittet udenad, så gik han tilbage til sin celle og mediterede over det, han havde hørt. Han samtalede i bøn med Gud om, hvilken lære han skulle drage deraf for sit liv. Og når bønnens samtale var udtømt, så mundede bønnen ofte ud i et stille tilbedende samvær med Gud, i kontemplation. Benediktinerordenens spiritualitet blev videreudviklet i de ordener, der blev grundlagt i de efterfølgende århundreder. Især 1500-tallet var en meget frugtbar åndelig periode. Karmeliterordenen blev reformeret af Teresa af Avila og Johannes af Korset, og Jesuiterordenen blev grundlagt af Ignatius af Loyola. Bogtrykkerkunsten var lige blevet opfundet, og Martin Luther oversatte Bibelen til modersmålet og tilskyndede til en reformation af den katolske kirke, som meget mod Luthers ønske førte til kirkesplittelse.
Traditionen for mediterende bøn forsvandt ret hurtigt fra de lutherske kirker, måske fordi klostrene blev nedlagt. Men luthersk fromhed har også kendt til at være stille i bøn og lytte indad efter Guds stemme.
Karmeliterordenen overtog den benediktinske bibelmeditation, men bibelmeditationen tjener hos karmeliterne især til at fokusere på Gud. Den karmelitiske meditation har sit hovedfokus på at være nærværende hos Gud med en udelt tilbedende kærlighedsfyldt opmærksomhed på kontemplation. Gennem regelmæssig praksis er det muligt at blive stadig mere fokuseret på Gud og at opleve et stadig dybere fællesskab med ham.
Ignatius af Loyola var en lægmand, som efter en omvendelse ønskede at tjene Gud 100 procent. Han samlede nogle ligesindede omkring sig, og de ønskede absolut ikke at blive fastboende i et kloster. De ville ud, hvor det brændte på, og være den katolske kirkes pionerer og tjene Gud der. I forbindelse med sin omvendelse havde Ignatius tilbragt en måned i en hule med at meditere over Jesu Kristi liv. De erfaringer, han gjorde der, danner grundlag for den ignatianske meditationspraksis.
Ignatius lægger stor vægt på gennem meditation over Jesu liv at spejle sit eget liv i Jesu liv og således blive bedre til at leve og handle i Jesu ånd. Ignatius udviklede med stor psykologisk indsigt en måde at meditere på, hvor han brugte sine sanser, især sine evner til at se (visualisere), høre og fornemme til at leve sig ind i evangeliernes fortællinger om Jesus. Alt sammen fremmer det en dyb og personlig indlevelse, og med støtte af en god åndelig vejleder kan den mediterende nå frem både til en dybere erkendelse af, hvad der er Guds vilje for hans liv. Ignatius lægger tillige stor vægt på, at vi slutter dagen med i bøn sammen med Gud at se tilbage på den og prøve at fornemme, hvordan Gud ser på den, og blive bevidste om, hvornår vi især erfarede Guds nærvær. Den ignatianske meditation er en dialogisk meditation, som ofte munder ud i et kontemplativt samvær med Gud, men den forudgående bibelmeditation og indre samtale med Gud er lige så vigtig.
I den ignatianske meditation vil vi ofte, når de adspredende tanker drejer sig om vigtige forhold i vore liv, tage dem med ind i dialogen med Gud. Somme tider vil de kunne integreres i bibelmeditationen. Den ignatianske meditation er ikke så meget en oase i en måske travl tilværelse. Den er snarere det samvær med Gud, hvorudfra dagen orienteres og efterfølgende bedømmes.
De kristne traditioner for meditation har meget forskelligt at inspirere os med. Ud fra de klassiske traditioner udvikles der stadig nye former. Mange har f.eks. hentet inspiration fra det økumeniske kloster i Taize. Hvilken form for meditation du foretrækker hænger nok både sammen med din psyke og din livssituation. Den ene form er ikke mere rigtig end den anden. Men den ene form er måske bedre for dig end de andre. Det kan også veksle i forskellige perioder i vore liv. Både Jesusbønnen og den karmelitiske og den ignatianske meditation har betydet meget for mig.
Hvis du ofte bliver stillet over for at skulle finde Guds vej for dig i nye situationer, så er den dialogiske ignatianske meditation en god hjælp til at finde klarhed. Det grundlæggende er meditationerne over Jesu liv.
Men hvis du mere længes efter at finde hvile i det kærlighedsfyldte samvær med Gud, så er den karmelitiske kontemplation eller Jesusbønnen sagen.
Kontemplativ bøn kaldes ofte for mystik. Det har ikke noget med hemmelighedskræmmeri at gøre. Det betyder ganske enkelt, at vi i det kontemplative samvær med Gud kan opleve indsigter og gøre erfaringer, som vore ord ikke kan rumme og formidle videre til andre.
En god hjælp til at lære de kristne traditioner for meditation at kende er at deltage i en retræte eller i meditationsaftener, som tilbydes flere steder. En oversigt over retræter findes på hjemmesiden retraete.dk.
Der er en meget stor interesse for selvudviklingskurser, men der er noget halvt over dem. For vi er skabte til fællesskab med Gud, og derfor kan vi kun i samspil med Gud finde ud af, hvem vi selv er, og hvad der er vort livs bestemmelse.
Kirkefaderen Augustin, der levede omkring år 400, sagde engang: »Først da jeg lærte Gud at kende, lærte jeg også, hvem jeg selv er.« Augustin formulerede sine grundlæggende åndelige erfaringer i disse ord: »Mit hjerte var uroligt Gud, indtil det fandt hvile i dig.« Gennem kristen meditation finder vi hvile i Gud og orientering i livet og klarhed over, hvem vi selv er.
Per Mollerup er sognepræst i Tersløse-Skellebjerg Pastorat