Efter sejr i den kolde krig mente Vesten at have sat dagsorden – markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder – for en globaliseret verden.
Men med 9/11 blev man mindet om, at religion også betyder noget, og at dele af den muslimske verden (”Mellemøsten”) har en anden dagsorden.
Mellemøsten og Afrika er fælles om fattigdom i ulige samfund og høj befolkningsvækst.
Men i Mellemøsten kombineret med olierigdom med deraf følgende politisk vægt og mission for ortodoks islam, hvad en del af den saudiske rigdom er brugt til.
Tv oplyste de fattige om velstand i Vesten. Internet, mobiltelefon og menneskesmuglere gjorde det muligt at forsøge at få del i den.
Borgerkrige og religiøs udrensning i Mellemøsten øger antallet, som forsøger. Vandring er mest til det relativt nære (Vest)Europa, hvis import af arbejdskraft fra muslimske lande viste vejen, hvor asylkrav prøves, og hvor man kan få del i velfærdsydelser.
Her er et toneangivende synspunkt, at med en aldrende befolkning er indvandrere et gode, der forøger og forynger arbejdsstyrken. Man tog for givet, at de ville integreres, og mente ikke, at religion betød noget.
Hertil kommer en opfattelse af, at Vesten har domineret verden, og en vis skyldfølelse.
Disse opfattelser mødes i Danmark ved, at racismelovgivning til dels omfatter islamkritik, og at ”muslimer” undertiden anvendes om ”undertrykt brun minoritet”.
Blandt aktive kristne er den herskende tendens økumenisk og dialogsøgende, hvor man interesserer sig for det fælles med islam, som man kun forsigtigt missionerer overfor, og har respekt for dens stærke tro.
Hos nyreligiøse blander man forskellige religioner, men for islams vedkommende kun i form af sufi-mystik.
Vestens tro på, at dets værdier, inklusiv ligestilling mellem køn, ville skabe velstand i verden, overså voksende muslimske tendenser med en anden fortælling.
Den gik ud på at genrejse islam efter ydmygelser i det 20. århundrede med blandt andet nederlag til Israel.
Den militante del af bevægelsen opstod med USA’s hjælp under Afghanistan-krigen mod Sovjet, fortsatte på egen hånd som al-Qaeda, Islamisk Stat (IS) med flere og blev næret af skuffelser med demokrati i Mellemøsten.
Både når det blev importeret med magt (Afghanistan, Irak), og når islamistiske bevægelser vandt valg for hurtigt at blive sat fra magten (Algeriet, Palæstina, Egypten).
Hvad er det da ved islam, som særligt præger denne religions tilhængere og gør nogle militante?
En kort sammenligning med Vestens mest udbredte religion, kristendom, antyder svaret:
I kristendom ofrer Guds søn sig for mennesker, mens Allah er alt godt og rigtigt, som de skal underkaste sig: ”Gud er kærlighed”, mens ”Allah er stor”.
Kristne skal (i teorien) vende den anden kind til, muslimer kæmpe for islam.
Kristne martyrer ofrede sig under forfølgelser. Muslimske ofrer sig i krig mod vantro – og belønnes i Paradis på lignende vis som krigerne i det nordiske Valhalla.
Kristendom kan siges at være præget af feminine værdier, islam af maskuline.
Kristendom er, set udefra, et noget kompliceret tilbud om kærlighed og tilgivelse for uundgåelig synd.
Islam har ligefremme krav om at opføre sig ordentligt og lade være med at synde, hvad der indebærer belønning her og hinsides. Kristen efterliv er blevet ret abstrakt, det muslimske er mere konkret.
Islam vil regulere liv og samfund, hvad kristendom til dels også ville, men gradvist har givet afkald på siden 1700-tallets oplysningstid.
Islam foreskriver islamisk lov og ret, og en del muslimske lande er islamiske republikker baseret på sharia-lov. Kristne lande er sekulære med religionsfrihed.
Kristendom har haft et problematisk forhold til sex. For muslimer har sex, børn og slægt altid været naturligt og vigtigt.
I nutidig kristendom er alle lige, hvor mænd før stod over kvinder. Flerkoneri er overvejende afskaffet, omend det stadig praktiseres især i Afrika. Hos islam står mænd over kvinder og muslimer over vantro. Flerkoneri er tilladt, og kvinder er (igen, i stigende grad) tilslørede.
Det kristne gudsforhold og bøn er blevet overvejende individuelt og reflekterende.
Det muslimske fromhedsliv er kollektivt og ret omfattende. Blandt andet beder man til bestemte tider, på bestemte måder og underkaster sig fysisk. Spørgsmål om tro og praksis overlades det til de lærde at afgøre.
Det er tilladt at forlade troen og at missionere for andre religioner i kristne lande, hvor en del er konverteret til islam i de senere år.
Derimod er det strafbart at forlade islam, blandede ægteskaber kræver, at den anden part konverterer, og mission for andre religioner er ikke tilladt.
Hvor Vesten er blevet mere blandet i de senere år, har radikal islamismes vækst ført til udvandring/udrensning af ikke-muslimer i muslimske lande.
De fleste kristne er organiseret i internationale kirker med åndelige ledere. Hos islam er profetens efterfølger (kalif) både verdslig og åndelig leder, men man har ikke haft nogen, siden sultanen blev afskaffet i Tyrkiet.
Radikal islamisme vil som IS genindføre kalifatet. Ellers har islam mange konkurrerende retninger og ledere i lighed med kristne frikirker og prædikanter i USA.
Ikke desto mindre har islam skabt fælles identitet mellem dens arabiske, asiatiske og afrikanske dele, så folk derfra nu kaldes ”muslimer” under ét i Vesten.
En forklaring kan være, at man holder fast i arabisk som islams sprog, hvor kristendom droppede latin. En anden at islam er sammenvævet med kulturelle normer, hvor slægt er bærende og styret af mænd, mens det store samfund styres af myndigheder, som indgyder mere frygt end respekt.
Sammenfattende kan islam siges at være maskulin, ligefrem med krav og belønning/straf her og hisset, ”arabisk”, intolerant med vilje til at styre liv og samfund, kollektiv, kulturelt forbundet med mandsstyre og slægt, børnerig samt i besiddelse af en historisk tradition, der kan legitimere vold.
Alt dette betyder ikke, at folk, der tilfældigvis er født som muslimer, tænker mest på netop det.
Men aktive fundamentalistiske mindretal er påvirket af tro og arv og påvirker flertallet i muslimske lande og i diasporaen. I muslimske lande med større synlig fromhed, intolerance og mange børn (hvad den tyrkiske præsident Erdogan jævnligt opfordrer til).
Hos mindretal i Vesten ved at styrke en naturlig tilbøjelighed hos indvandrere til at blive ”mere muslimske end kaliffen”. Ved at værne om normerne bekræftes de i at være (mindst) lige så gode som det omgivende samfund, og mænd har magt at miste ved at lade være.
Fremover vil den muslimske befolkningsandel i Europa fortsat vokse med familiesammenføring, flugt, illegal indvandring og konvertering. Den vil fastholde etniske særpræg, da de fleste finder en partner fra samme oprindelsesland.
Sameksistens med det øvrige samfund afhænger af, hvor mange der integreres naturligt. som de kendte rollemodeller fra politik og medier, eller forbliver i parallelsamfund.
Her synes det vigtigt, om muslimske kvinder med mere uddannelse, men mindre beskæftigelse end mændene, vil bryde med ”kulturislam”.
Vigtigt er det også, hvordan samfundet tackler nogle tusinde unge mænd, der udskifter taberrollen med kriminalitet eller genopdagede (radikale) muslimske værdier som vejen til fællesskab, værdighed (og Paradis).
Indsatsen består i politi, livvagter og antiradikalisering, hvori man desværre ikke har inddraget Naser Khaders (K) forslag om en dansksproget uddannelse af imamer på linje med kristne præster, hvad der formentlig på sigt er en bedre regulering end indrejseforbud mod folk, som alligevel er på nettet.
Gunnar Olesen er international rådgiver med flere års arbejde i muslimske lande