DET DANSKE BIBELSELSKAB har netop udgivet "Skolebibelen". Det er en moppedreng på 2000 sider i lækkert stift bind og med flotte illustrationer og fotos. Den består af fire dele: 1) Bibelen i den autoriserede oversættelse fra 1992, 2) "Den nye aftale", Det Nye Testamente på nutidsdansk fra 2010, 3) Bibelguide og 4) Bibelleksikon. De sidste to er skrevet af Inger Røgild.
"Skolebibelen" er beregnet til skolebrug. Menighedsråd er blevet opfordret til at købe klassesæt og forære til de nærliggende skoler. Og Bibelselskabet kører for tiden en offensiv markedsføring for at få den ind på så mange skoler som muligt. Det er et prisværdigt initiativ, ikke mindst når man som jeg betragter det fra et religionspædagogisk perspektiv. Hvis ikke det var for det graverende minus ved "Skolebibelen", som denne kronik handler om, nemlig at den med Bibelguide og Bibelleksikon undergraver de bibelske skrifters historiske troværdighed.
LÆS OGSÅ: Bibelguide har koranen med
Det er vist første gang, at vi i én indbinding har "Den Hellige Skrifts kanoniske Bøger" og så 142 siders bibelforklaringer, der sår kraftig tvivl om de samme bøgers historiske troværdighed. Endda med den opvoksende slægt som målgruppe! (Noget tilsvarende gør sig i øvrigt gældende i det bibelleksikon, der står bagerst i den reviderede udgave af "Den nye aftale", som udkommer den 14. april 2011.) Jeg forstår ikke, at Bibelselskabet mener, det er deres opgave at udgive den slags. I selskabets vedtægters paragraf 1 står der, at deres opgaver er at "udgive og udbrede Bibelen og dele deraf". Der er jo ikke blot tale om, at Bibelselskabet udgiver bibelkommentarer, som sår tvivl om Bibelens historiske troværdighed, men bibeludgaver, der gør det.
Jeg er meget vel klar over, at rigtig mange bibelforskere har den opfattelse, at Bibelen på kortere eller længere strækninger er historisk utroværdig. Der findes imidlertid også – i og uden for Danmark – en lang række videnskabeligt kompetente bibelforskere, som finder mange gode grunde til at fastholde Bibelens historiske troværdighed. Den debat om bibelforskningens resultater skal naturligvis føres. Bare ikke i en bibel for skolebørn udgivet af Det Danske Bibelselskab!
JEG GØR MIG ALTSÅ IKKE til talsmand for, at Bibelselskabet burde udgive "Skolebibelen" med en bibelguide og bibelleksikon skrevet af en ortodoks eller konservativ bibelforsker. Min pointe er, at Bibelselskabet som selskab for alle bibelbrugere i Danmark ikke bør vælge så markant side, som det er sket med den foreliggende udgivelse.
Man kan selvfølgelig indvende, at enhver bibeloversættelse og enhver udgivelse i relation til Bibelen er nødt til at tage stilling til bibelforskningens resultater. Javel, det kan der være noget om. Men så kunne det gøres i stil med den forbilledlige og respektfulde måde, som Kai Kjær-Hansen gør det på i sine fire studieudgaver, der er udgivet af Bibelselskabet.
"Skolebibelen" har naturligvis også kvaliteter. Det er for eksempel en god idé at lave en udgave, hvor 1992-oversættelsen og "Den nye aftale" står side om side. Inger Røgild har også mange fine, letforståelige forklaringer. Hendes sprog flyder let og rammende. Og mange afsnit og opslag er vældig interessante – også for skoleelever. Men nu er det den iøjnefaldende bibelkritik, jeg samler mig om her.
Inger Røgild opstiller fire måder at læse Bibelen på: 1) Bibelen som sandheden, 2) Bibelen som historisk kilde, 3) Bibelen som spejl – eksistentiel læsning, 4) Bibelen som litteratur. Den første måde tager hun afstand fra på de efterfølgende sider. Om den anden skriver hun: "Ifølge den videnskabelige forskning i Bibelens tekster er der ikke megen tvivl om, at fortællingerne i de første skrifter i Bibelen ikke skal læses som beretninger om historiske begivenheder, men som myter. (?) Man kan sige, at tekstens budskab har været vigtigere end historisk sandhed" (side 18-19).
Den tredje måde at læse Bibelen på karakteriseres blandt andet sådan: "Her er det ikke så meget teksten, men dit eget liv, som du oplever det i hverdagen, der er det vigtigste i læsningen" (side 20), og den fjerde måde sådan: "Man kan læse Bibelen som et stykke litteratur, hvor man ikke i så høj grad interesserer sig for den historiske sandhed, men mere for selve fortællingen" (side 22). Summa summarum: Om det er historisk korrekt, hvad der står i Bibelen, betyder ikke så meget. Det afgørende er, at det siger noget ind i vores liv i dag.
Denne grundforståelse af bibelteksten viser sig talrige steder i Bibelguide og Bibelleksikon med udtryk som: "Forskningen har dog fundet ud af, at der ikke kan påvises nogen sammenhæng mellem fortællingens Moses og historiske kendsgerninger" (side 34), eller: "Kilder til fortællingen om Jesus er først og fremmest evangelierne, men de kan ikke betegnes som historiske kilder" (side 40) eller: "Der er desuden legender om tre unge mænd i en glødende ovn (Dan. 3)" (side 94). Jeg har optalt 25 udsagn af denne type, der stiller spørgsmål ved den historiske troværdighed i Det Gamle Testsamente og Det Nye Testamente. Hertil kommer en række steder, hvor noget lignende blot antydes. Helt grelt bliver det, når der også sættes spørgsmålstegn ved troværdigheden af frelseshistoriske begivenheder som for eksempel Jesu jomfrufødsel: "Legender kan ikke betragtes som historisk korrekte. (?) I Det Nye Testamente kan fortællingerne om Jesu fødsel og barndom betegnes som legender" (side 28).
Flere steder er Inger Røgilds argument, at eftersom en oplysning i Bibelen ikke er bekræftet af andre kilder, er den historisk utroværdig. Javel, det øger naturligvis den historiske troværdighed, når for eksempel en bibelsk person også er omtalt i andre kilder. Men man kan jo ikke slutte modsat sådan, at hvis en person ikke er omtalt andre steder end i Bibelen, så kan man fastslå, at han ikke er en historisk person!
ALT I ALT VIL DANSKE skoleelever, der tager "Skolebibelen"s Bibelguide og Bibelleksikon til efterretning (og det gør normale skolelever), gå ud i livet med den opfattelse, at Bibelen rummer en række spændende og givende fortælling; men de fleste af dem er ikke historisk holdbare. For eleverne vil de bibelske fortællinger ligge på niveau med alle mulige andre gode fortællinger.
Jamen, betyder det så meget, om det historisk set er sandt? Ja! Den kristne tro står og falder med, om Jesus virkelig er født af en jomfru og virkelig er opstået fra de døde. Er han ikke det første, er han ikke det Gudsmenneske, som – i virkelighedens verden – kan forsone os med Gud. Og er han ikke i virkeligheden opstået fra de døde, lever kristne mennesker på en løgn. Kristen tro forudsætter, at apostlene er til at stole på, når de fortæller, at Jesus er både mand og Gud, og at de så ham som den opstandne.
Selvfølgelig skal danske skolebørn lære om det historisk-kritiske bibelsyn. Ligesom de skal lære om de andre bibelsyn, der findes. Men jeg finder det stærkt kritisabelt, at det historisk-kritiske syn får så kraftig præference i "Skolebibelen".
Mit ærinde er altså ikke primært at rejse en debat om bibelsyn, men om det betimelige i, at "vores alle sammens" Bibelselskabet udgiver en skolebibel, som så definitivt vedkender sig ét bibelsyn og påvirker tusindvis af danske skolelever dermed. Didaktisk set er det et problem at skulle undervise i Bibelen, som giver sig ud for at være historisk troværdig, samtidig med at man antaster denne troværdighed. Langt værre er det, at en sådan undervisning får konsekvenser for elevernes (mis)tillid til Bibelens Gud.
Carsten Hjorth Pedersen er førstelektor i pædagodik og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut