Kronik: En sang fra fængslet

MÅSKE HAR DU ALLEREDE HØRT om Fangekoret fra Vridsløselille og deres velbesøgte kirkekoncerter landet over. Koret blev i dokumentarfilmen Fangekoret fra 2012 betegnet som landets mest effektive resocialiseringsprojekt. Men hvad får dømte forbrydere til at vise sig frem som syngende indsatte og eks-indsatte?

 Fangekoret fra Vridsløselille blev i dokumentarfilmen "Fangekoret" fra 2012 betegnet som "landets mest effektive resocialiseringsprojekt".
Fangekoret fra Vridsløselille blev i dokumentarfilmen "Fangekoret" fra 2012 betegnet som "landets mest effektive resocialiseringsprojekt". Foto: Leif Tuxen.

Mit første rigtige møde med Fangekoret var i september i fjor, hvor jeg som specialestuderende fik en unik adgang til at følge koret både inde bag fængslets mure og på deres koncertture og herigennem få et dybere indblik i korsangernes følelser og tanker omkring koret.
LÆS OGSÅ:Leder af Fangekoret fik Kristeligt Dagblads Pris 2012

På forhånd var jeg lidt nervøs over at skulle møde en flok kriminelle, oven i købet med domme for alvorlige forbrydelser. Jeg var spændt på, om vi ville kunne tale samme sprog, og om de mon gad at tale om deres forhold til sang og musik og deres følelser omkring koret.

Jeg blev taget imod med nysgerrig interesse af de fleste, og følte mig hurtigt afslappet og i godt selskab. Lige så hurtigt begyndte det at gå op for mig, hvor forskellige korets medlemmer var. Kort sagt så jeg nu, i strid med mine egne fordomme, nogle levende mennesker, der af meget forskellige grunde havde begået en forbrydelse og levede med konsekvenserne.

En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viste for nylig, at danskerne i princippet mener, at tidligere indsatte skal have en chance til de vil bare ikke selv arbejde sammen med dem. I en artikel her i avisen udtalte formand for rådet Linda Nielsen, at en årsag er, at folk er bange for, at den tidligere indsatte skal falde tilbage i kriminalitet, og det ønsker de ikke at opleve eller blive inddraget i.

Men da samarbejdet med ikke-kriminelle, almindelige borgere mindsker risikoen for tilbagefald, er det paradoksalt, hvis det netop er angsten for et tilbagefald, der måtte afholde folk fra at give tidligere kriminelle en chance til.

AT HAVE KONTAKT til verden uden for fængslet er uhyre vigtigt for de indsatte. Det kom frem under mange af mine samtaler med Fangekorets medlemmer. Nogle beskrev, hvordan mødet med almindelige borgere til koncerterne mindede dem om, at det er muligt at leve et liv uden kriminalitet. Flere fortalte, at de tidligere havde jagtet det adrenalinsus, det gav dem at begå kriminelle handlinger eller at tage stoffer nu oplevede de, at de ved at stille sig op og synge for et forventningsfuldt publikum kunne få det samme sus.

Gennem korets arbejde får medlemmerne noget at være stolte af og forventninger til sig selv, som mange af dem aldrig før har haft om at de kan være gode til andet end at begå kriminalitet. Samtidig fungerer koret også som en navlestreng til fængslet. En korsanger under udslusning fra fængslet fortalte mig, at selvom det synes absurd, så kan han savne det. Ikke kontrollen og indespærringen, men den tryghed og de velkendte rutiner, vi andre forbinder med ordet hjem. En flig af den tryghed mærker han, når han mødes med koret her deler de alle erfaringen om fængslet, og behøver ikke forklare sig eller undskylde for deres fortid og det betyder meget for ham i den usikre overgangsfase mellem at være indsat og løsladt.

Forskningen viser, at netop den type aktiviteter, der bygger bro mellem fængslet og omverdenen, er afgørende for en effektiv resocialisering. I en 2012-rapport fra Justitsministeriet opsummeres det således: Både international og dansk forskning peger desuden på, at hyppig kontakt med omverdenen i løbet af en afsoning i fængsel nedbringer risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. Hertil kan føjes, at hvis man har et netværk, der forstår ens konkrete og følelsesmæssige problemer som nyløsladt, så mindsker det også risikoen for tilbagefald. Dette blev dokumenteret i Rambølls evaluering af foreningen Exits arbejde fra 2010.

Exit blev startet for fem år siden på initiativ af Fangekoret med det formål at give rådgivning og skabe netværk for indsatte og eks-indsatte. På trods af den positive evaluering lever Exit på lånt tid, da den ikke får fast støtte fra staten, og de nuværende bevillinger løb ud den 1. juli. Det giver ellers god mening at satse på tiltag, der fastholder og udvikler indsatte og eks-indsattes kontakt med omverdenen, da cirka en tredjedel af alle løsladte ifølge Kriminalforsorgens statistik fra 2010 falder tilbage i kriminalitet inden for to år.

I forbindelse med en analyse fra Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde, der i sidste uge konkluderede, at det danske fængselsvæsen er dyrere end for eksempel Englands, fastholdt justitsminister Morten Bødskov (S) i en artikel i Politiken, at fængselsvæsenet ikke blot skal sikre opbevaringen af de dømte, men også, at de indsatte får løst op for deres problemer, så det ikke driver dem ind i ny kriminalitet, når de kommer ud.

Det kan virke naivt og tilmed uretfærdigt, at vi som samfund skal ofre penge på at hjælpe dømte kriminelle til en kriminalitetsfri tilværelse de har jo, som Fangekorets medlemmer ofte udtrykker det, selv købt billetten. Men der er gode grunde til at sætte ind i forhold til resocialisering ud over den, at vi kan føle os som barmhjertige samaritanere. Der er grund til at antage, at netop brobyggende og netværksskabende tiltag som Exit på længere sigt vil sænke udgifterne i fængselsvæsenet.

AT FORHINDRE TILBAGEFALD handler ikke blot om at få løst de problemer, der førte ud i kriminalitet, men også om at skabe håb hos den indsatte selv om, at det kan lykkes at leve et liv uden kriminalitet. Mit studie af Fangekoret viste, at noget af det, kormedlemmerne oplevede som særlig vigtigt, var, at man i koret har mulighed for at udvikle en ny identitet som korsanger frem for som kriminel.

Dette oplevede jeg betydningen af, da jeg undervejs i mit feltarbejde foreslog et af kormedlemmerne, Karsten, at hvis han skrev en sangtekst, så kunne jeg sætte musik til den. Vi havde talt om sangskrivning, og så opstod idéen spontant. Han skrev en tekst, og da jeg til næste korprøve spillede den færdige sang for ham, var han begejstret for resultatet.

Hans liv havde været præget af stofmisbrug og adskillige fængselsdomme. Han havde med egne ord altid sat begrænsninger for sig selv, men nu begyndte han at fortælle mig om sine drømme om, hvad sangskrivningen kunne føre til. Hans begejstring og pludselige tro på, at fremtiden måske også havde succeser at byde på for ham, gav mig lyst til at gøre, hvad jeg kunne for at få sangen ud i verden.

Med hjælp fra venner og et par andre kormedlemmer indspillede og udgav vi den digitalt. Som en krølle på halen skrev Karsten et brev til en journalist, der tidligere havde interviewet ham, og hun fortalte historien og spillede sangen i Radiofortællinger på P1 den 1. juni i år.

En kilde til stolthed og glæde for os begge, men for Karsten havde det yderligere en betydning nemlig, at noget, han havde skrevet, rakte ud og fik et liv uden for de mure, han selv er låst inde bag. Den lille succes med at skrive en sang gav ham mod til at drømme og sætte større mål for sin sangskrivning som han selv sagde til mig, så er det ikke sikkert, han opnår dem, men det er gode mål at have.

Det er ganske forståeligt, at folk i almindelighed har betænkeligheder ved at have eks-indsatte som kollegaer, ligesom det er forståeligt, at de færreste arbejdsgivere ville ønske at ansætte en person, hvis eneste anbefaling er en fortid med kriminalitet og fængselsdomme. Men møder man et menneske, der har haft et svært liv og ikke har mange fremtidsmuligheder, så får man lyst til at give vedkommende et håb og en hjælpende hånd.

Astrid Myrup er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet