DER ER MANGE MÅDER at blive klog på den danske kultur og dens rødder på, som er så mangfoldige og vidtforgrenede. Dog synes det efterhånden alment accepteret, at Hartvig Frischs ord om, at ”kultur er vaner” i og for sig er meget dækkende for kulturbegrebets rummelighed.
Samtidig er kultur, jævnfør ordets oprindelse, noget, der dyrkes. Det gælder for eksempel vores fritidsinteresser, ofte som en del af de daglige vaner og rutiner, og på den måde tager de fleste del i kulturlivets mange glæder. Det stade, vort samfund befinder sig på, afspejler sig i den kultur, der omgiver os, og som vi er en del af.
Forudsætningen for vor dyrkelse af kulturen og dens mangfoldighed er, at generationer før os skabte dens grundlag. Kulturen er en uadskillelig del af vor civilisation, og fortidens idéer, frembringelser og genstande er det, som siden skabte grundlag for nye opdagelser og interesser, som efterhånden groede frem af det bestående.
Vor kultur er løbende blevet suppleret med nye elementer og fornyet. Det er for eksempel tilfældet med sprogkulturen, dyrkelsen af gamle genrer sideløbende med nyes opståen inden for eksempelvis litteratur, drama, musik, arkitektur og videnskab og så videre.
I forlængelse heraf tales i dag meget om det afledte begreb kulturarven og dens betydning for os i dag, ligesom det er naturligt at tale om naturarven og dens opretholdelse i en stadig balance mellem fortidens, nutidens og fremtidens liv.
Der er i høj grad fokus på forhold, der er materielle, som ting, der kan undersøges umiddelbart og senere anskueliggøres eller endog (kultur)formidles.
Fra samfundets side ydes støtte til kulturbevaring og kulturfremme. I over 50 år har Kulturministeriet medvirket hertil, men kun i kraft af danskernes store engagement i et righoldigt og rummeligt kulturliv, der kan holde til de utroligste ting, hvilket blandt andet skyldes, at de bærende søjler er solide og godt funderede i tidligere tiders kulturbærende lag.
I DAG INDEBÆRER VIRKET for kulturarven, at de bevaringsværdige levn vedligeholdes og tages vare på.
Men hvorledes står det i grunden til med mindet om de mennesker, der medvirkede til at skabe dem, altså de personligheder, der skabte idéen bag opdagelsen, opfindelsen eller værket?
Mange er i tidens løb blevet glemt, hvilket er uundgåeligt, selvom det i nogles øjne synes uretfærdigt. Andre huskes alene i dag, fordi deres betydning har rakt langt, langt ud over landets grænser.
Det er stadigvæk en del af vor kultur, at mærkedage, de runde år som for eksempel 50-årsdagen, sølvbryllup, jubilæer og lignende fejres på behørig vis med taler, musik og sang med mere, og det er samtidig en kærkommen lejlighed for familie, venner og bekendte, kolleger og andre til at hylde festens midtpunkt. Sådan har det været gennem generationer.
Det har faktisk også været tilfældet, når det har gjaldt markeringen af store danske personligheders runde år, både mens de var i live og senere også efter eksempelvis 25, 50, 75 og 100 år og derover efter deres bortgang.
Det er helt naturligt, at vi har fejret H.C. Andersens runde år, mens fru Heiberg (hende fra pengesedlen, men også danmarkshistoriens vel nok største og mest fremtrædende skuespillerinde på Det Kongelige Teater) næsten blev overset eller glemt fra statens side i 200-året for sin fødsel. Lykkeligvis blev Søren Kierkegaard ikke glemt, og ej heller Carl Nielsen, som netop er blevet fejret med fynd og klem.
I år er turen så kommet til blandt andre Thomas Bartholin (400 år), Christen Kold, Carit Etlar (begge 200 år), Peter Elfelt, Johannes Jørgensen og Jeppe Aakjær (alle 150 år) og næste år H.C. Sonne (200 år), Elvira Madigan, Marie Krøyer, Ove Rode (alle 150 år) og Tove Ditlevsen (100 år).
For alle - lige fra den videbegærlige skoleelev og til ”Kongerigets klogeste” - gælder det, at man ved at gøre få leksikale opslag vedrørende de nævnte eksempler vil blive meget klogere på kulturen, end det måske ellers havde været tilfældet, såfremt deres runde år blot blev gemt af vejen og gjort til en parentes i vort liv. Uden tvivl vil nogle måske endog blive så inspirerede ved at læse eller lytte til historien om deres liv, for eksempel i forbindelse med en konkret festligholdelse og fejring både af selve mærkedagen og i året herefter, at vor kultur på længere sigt beriges heraf.
Det ville således være glædeligt, hvis for eksempel en medicinstuderende in spe blev inspireret af at høre om Bartholin her i 400-året for hans fødsel og dermed måske fik lyst til at fortsætte udforskningen af lymfekarsystemet, eller om en vordende teolog ville reformere andelsbevægelsen ved at genlæse fortællingen om H.C. Sonne, der fylder 200 år i 2017, eller kommende billedkunstnere og forfattere ville lade sig inspirere af Marie Krøyer (150 år) og Tove Ditlevsen (100 år), som også har runde år næste år.
Ovenstående betragtninger udspringer af den kendsgerning, at kulturministeren ikke i dag har en særlig bevilling til rådighed med henblik på at markere de såkaldte runde år for danske personligheder, der har gjort noget helt særligt for nationen og ydet et væsentligt bidrag til udviklingen af vor kulturs mangfoldighed. Det indebærer desværre, at det kan blive en kedelig uvane at glemme at hædre dem, der hædres bør.
Det er faktisk ikke en selvfølge, at de betydelige skikkelser fra vor fælles fortid huskes og mindes fra samfundets side, da der ikke findes midler afsat på finansloven med særligt henblik på at varetage den del af kulturarven, som omhandler markeringen af afdøde danskeres runde år.
KAN VI SOM KULTURNATION være bekendt blot at forbigå dem eller bare læne os tilbage og håbe på, at frivillige foreninger og selskaber påtager sig opgaven at mindes fortidens store skikkelser uden videre?
Eller kunne det være hensigtsmæssigt med en ordning, hvor der er afsat midler til at igangsætte initiativer, der så naturligvis kan suppleres med støtte, opbakning og mandetimer fra kommuner, regioner, lokale museer, arkiver, biblioteker, fonde og andre naturlige interessenter, som er relevante at inddrage i forbindelse med markeringen af en historisk personligheds runde år?
Carit Etlar Selskabet foreslår, at der for eksempel enten etableres en fast konto på Kulturministeriets budget til dækning af udgifter, som specifikt knytter sig til fejringen af danske kulturpersonligheders og videnskabsfolks runde år, eller at der alternativt foretages en udvidelse af opgaveporteføljen, herunder en forøgelse af dens formuegrundlag, for Nationalbankens Jubilæumsfond i forbindelse med Nationalbankens forestående 200-årsjubilæum i 2018.
Det danske samfund skylder fortidens kulturpersonligheder og videnskabsfolk at huske dem, når der er en passende lejlighed dertil, fordi de har ydet en helt særlig indsats og hører til dem, der har været medvirkende til at bygge det fundament og de søjler, som den danske kulturarv hviler på i dag.
Nutidens mennesker kan faktisk stadig blive kloge på kulturen ved at standse op et øjeblik og for en stund dvæle ved det eftermæle, som en kvinde eller mand skabte sig generationer tilbage, men som fortsat i dag har en betydning - det være sig inden for eller uden for landets grænser.
Heldigvis drejer det sig om ikke så få endda, men så meget desto mere er der grund til at fejre dem, der fejres bør.
Det er med disse personligheder, som det er med det gamle arvesølv, der sygner hen og tæres bort, hvis ikke det pudses jævnligt, så vi fortsat kan spejle os i glansen og skinnet fra det.
Martin Dyrbye er formand for Carit Etlar Selskabet