Kærligheden er stærkere end døden

Livet er ikke stærkere end døden, for det erfarer vi hver dag. Men vi erfarer også i det små, at kærligheden er stærkere end døden, når vi fastholder hinanden i mindet og i erindringen, hvor den afdøde er nærværende på trods af døden. Det skriver sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, efter at han har set et kendt maleri af kunstneren Gustav Klimt

"Hensigten med maleriet er at vise, at livet som sådant kan døden ikke vinde over. Nok kan døden tage enkelte individer ud, hvilket den også gør, men livet som sådant kan den ikke besejre,” skriver sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen om dette maleri – “Tod und Leben” (1916, i dag i privat eje) – af den østrigske kunstner Gustav Klimt. –
"Hensigten med maleriet er at vise, at livet som sådant kan døden ikke vinde over. Nok kan døden tage enkelte individer ud, hvilket den også gør, men livet som sådant kan den ikke besejre,” skriver sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen om dette maleri – “Tod und Leben” (1916, i dag i privat eje) – af den østrigske kunstner Gustav Klimt. –. Foto: .

FOR ET STYKKE TID SIDEN var jeg på en rejse til Wien og så på Leopold-Museum jubilæumsudstillingen med Gustav Klimt (1862-1918), som er en af Østrigs store malere og repræsentant for en symbolistisk, dekorativ kunst. Her på museet hang også et af hans hovedværker Tod und Leben (1916).

LÆS OGSÅ: Jeg finder idéen om at opstå fra de døde uhyrlig

Maleriet skildrer livet over for døden og fremstiller døden klassisk med skelethoved og le stående i venstre side af billedet skulende over mod livet, som er fremstillet i højre side som en blomsteromkranset masse af alle generationer fra spædbørn over unge til gamle. Hensigten med maleriet er at vise, at livet som sådan kan døden ikke vinde over. Nok kan døden tage enkelte individer ud, hvilket den også gør, men livet som sådant kan den ikke besejre.

Ved første øjekast skildrer Klimts maleri altså en livsoptimisme. Men når man ser nærmere på billedet, så er det egentlig udtryk for en utrolig kynisme. For det enkelte individ spiller ikke nogen rolle i det store spil, men er kun en bærer af livet. For det spørgsmål, der dukker op, er om den enkelte, der bliver plukket ud af døden, ikke netop føler døden som en herre? Klimt fremstiller Livet som det afgørende, og den enkelte er uden betydning i dette spil. Men for det enkelte menneske er livet jo netop altafgørende, og man kan ikke trøstes ved, at livet går videre og er større end døden, for den enkelte dør jo og erfarer på ingen måder livet som større end døden.

Denne problematik kan illustreres ved den tragiske ulykke på Roskilde Festival i 2000, hvor ni unge mennesker mistede livet under en koncert. Festivalen måtte naturligvis stoppe op, men begyndte dog igen med ordene: livet er større end døden. Ordene lød i første omgang som ukuelig livsoptimisme, men er igen udtryk for en kynisme, for livet er i det store spil måske nok større end døden, men for de ni unge menneske var udsagnet jo næsten en hån. Deres liv var jo væk. Deres liv havde ikke været større end døden.

I abstraktionens perspektiv, hos Gustav Klimt eller på Roskilde Festival, er livet større end døden, men for det enkelt levende menneske, er erfaringen helt anderledes. Her er døden en truende realitet og en hård herre, der tilsyneladende vinder til sidst.

For det er kun, når vi glemmer, at livet leves af enkelte mennesker, at vi kan sige, at livet er større end døden. Det er kun, når vi glemmer, at vi alle skylder en død for livet, at livet kan ses som herre. Det er kun, når vi glemmer, at livet kun findes i det levede liv, at vi kan tale om livet som sådant. Livet som sådant findes ikke. Det findes kun i skabninger, der alle skal erfare deres egen død.

DEN DANSKE TEOLOG OG PRÆST Otto Møller (1831-1915) måtte, efter at have mistet tre af sine fire børn, sande, at døden kunne han aldrig blive venner med. Døden var og blev den største fjende, og den grundlæggende erfaring for Otto Møller var, at døden kunne han aldrig forsones med. Døden kunne ikke rumme en god erfaring. Døden kunne ikke være godt for noget, heller ikke som en gennemgang til noget større. Hvis man mente dette, så tillagde man døden en mening, der kun er livets.

Otto Møller har den samme erfaring som digteren Søren Ulrik Thomsen (født 1956) har, da han står foran Michael Strunges (1958-1986) gravsten og skriver, at jeg vil ikke give din død en mening, der er forbeholdt livet (i Nye Digte). Døden er i egentligste forstand meningsløs, og det er at hengive sig til mørket og intetheden at give den værdi med ord som, at døden har en hensigt eller lignende. Døden er vores største fjende, og man kan ikke sige, at livet som sådant er større end døden, for vi er alle indstævnet for døden, og ingen skal dø for en anden, men enhver for sig kæmpe i egen person mod døden.

Derfor er det heller ikke kristendommens udsagn, at livet sejrer over døden. For Johannes-evangelisten er det af kærlighed, at Gud sender sin søn. Gud sender Jesus Kristus, fordi han elsker verden. Det er ikke livet, der handler. Det er kærligheden, der handler.

Og Paulus sammenstiller i Romerbrevets kapitel 5 direkte Guds kærlighed med Jesu hengivelse på korset for at frelse mennesker. Korset er ikke livets kamp. Korset er kærlighedens kamp.

Grundtvig udtrykker dette tydeligt i Hil dig, frelser og forsoner, hvor det er kærligheden og hjertegløden, der er stærkere end døden. Kærligheden er stærkere end døden. Livet er ikke stærkere end døden, for det erfarer vi hver dag. Men vi erfarer også i det små, at kærligheden er stærkere end døden, når vi fastholder hinanden i mindet og i erindringen, hvor den afdøde er nærværende på trods af døden.

DET ER DENNE ERFARING af kærlighedens overvindende magt i det små, som Gud gør levende i det store, når han opstår af graven påskemorgen i kærlighed til os. For opstandelsen er ikke en livets abstraktion, hvor den livskraftige hero vender sejrrigt tilbage til livet. Opstandelsen er kærligheds sejr over mørket, døden og tomheden, for livet er ikke større end døden, det er korset et meget tydeligt udtryk for, men opstandelsen er udtryk for, at kærligheden er større end døden. Det er kristendommens kerneord.

Og hvad så med Klimts maleri? Da Klimt udstillede det første gang, var baggrunden i maleriet guldgylden, men hans utilfredshed med maleriet voksede, og han malede på det flere gange for at komme frem til et andet udtryk. Baggrunden blev malet over og blev efterhånden dybgrøn i stedet for. Spørgsmålet er, om denne omarbejdelse af maleriet er Klimts intuitive fornemmelse af, at der er noget grundlæggende galt i maleriet. At hans maleri fremstiller en kynisk verden, hvor det kun er livet, som sådant, der er afgørende, men ikke livet som det leves af utallige mennesker. Fornemmer han, at hans maleri er en forglemmelse af det levede liv frem for livet?

For dette var jo netop det tyvende århundredes svøbe: at vi glemte det levende menneske frem for livet som sådant. Man glemmer mennesket frem for menneskeheden. Den vitalistiske tanke, som Klimts maleri også rummer, er i al sin livskraft en nihilisme, hvilket vil sige en tro på ingenting. Det, som maleriet skulle hylde, livets triumf, bliver til tomhedens sejr.

Den vitalisme, som Klimt også er repræsentant for, er genkommen i vore dage. Vi hylder livet og livets fryd og udfoldelse, men det er en grundlæggende tomhed. Under vitalismen findes en mørk nihilisme, hvilket kan ses i vores måder at tale til hinanden på. For det kan være, at vi ikke tror på hinandens projekter, men vi synes at vi er gode til det, vi gør. Nihilismens kerneord er konsekvens: at man gennemfører det, man tror på. Nihilismen er handling. Nihilismen er vridende livskræfter i dunkle lidenskaber, hvilket netop er det, der fremstilles i Klimts maleri.

Derfor bliver en dyrkelse af livet på forunderlig omvendt måde en dyrkelse af tomheden. For livet er intet i sig selv, men er altid båret af mennesket, der føler, elsker og hader, tror og tvivler. Og derfor er livet ikke stærkere end døden, men kærligheden er stærkere end døden.

Det er påskens budskab: ikke at livet opstod af graven igen, men at kærligheden opstod af graven. Hvis det blot var livet, så var alt kun dunkle lidenskaber, men når det er kærligheden, tales der om en helt anden fylde. Påsken er, at Gud elsker støvet for at holde os i live. Ikke blot for at gøre os levende, men for at give livet hos os fylde. Kærlighedens fylde.

Glædelig påske!