Lægeløfte og lægekonflikt

Det rum, hvor patienten og lægen mødes, er et fortrolighedsrum opbygget gennem tillid og kan kun bevares ved, at også lægen vises tillid. Hvis mistillid og kontrol bliver drivkraften, er selve grundforudsætningen for arbejdet væk, og det truer med at underminere selve lægeløftet, mener dagens to kronikører

"Helt i tråd med tidens ånd higer politikerne efter størst mulig effektivitet, økonomistyring og kontrol med ressourceforbrug og produktion," skriver de praktiserende læger Gunver Lillevang og Lotte Hvas.
"Helt i tråd med tidens ånd higer politikerne efter størst mulig effektivitet, økonomistyring og kontrol med ressourceforbrug og produktion," skriver de praktiserende læger Gunver Lillevang og Lotte Hvas. Foto: Mikkel Møller Jørgensen Denmark.

Herved (aflægger jeg) det løfte (...) at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Det danske lægeløfte fra 1815

LÆS OGSÅ: Skal et samfund styres med tillid eller kontrol?

DEN AKTUELLE KONFLIKT med de praktiserende læger handler blandt andet om, at lægernes værdisæt for lægearbejdet kolliderer med politikernes værdisæt. Selvom begge parter er enige om målet, nemlig en velfungerende almen praksis, så er midlet forskelligt: Lægerne vil værne om tilliden politikerne vil i stedet have kontrol.

Helt i tråd med tidens ånd higer politikerne efter størst mulig effektivitet, økonomistyring og kontrol med ressourceforbrug og produktion. New Public Management har i årevis været en af de grundlæggende ideologier, men har også vist sig at give en lang række problemer. For eksempel lader lægefaget sig ikke styre alene af disse økonomisk funderede størrelser.

Lægefaget baserer sig på en faglighed, der kan læses i bøger om anatomi, biokemi, medicin og så videre. Men alle læger skal også aflægge et lægeløfte, der i sin grundtanke hviler på den første hippokratiske ed. Allerede 300 år før vor tidsregning var Hippokrates opmærksom på, at tillid til lægen var et grundlæggende fundament for læge-patient-forholdet.

Lægens møde med patienten fandt ofte sted på sengekanten og mod betaling. Hippokrates erkendte, at mange mennesker kunne sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig foregik i dette møde, fordi det var umuligt for en udenforstående at forstå.

LÆS OGSÅ:
Ekspert: Indgreb kan ikke tvinge lægerne til at arbejde

Derfor formulerede han det første lægeløfte, hvor han lovede det omgivende samfund, at det, der blev udført, var af hensyn til det bedste både for samfundet og den enkelte.

PROBLEMET ER DET SAMME I DAG. For en udenforstående (læs: regioner og regering) kan det, der foregår mellem patient og læge, virke uforståeligt og kontroversielt, og derfor ønskes indsigt og kontrol.

Men her må lægerne sige nej: Selve det rum, hvor patienten og lægen mødes, er et fortrolighedsrum opbygget gennem tillid og kan kun bevares ved, at også lægen vises tillid. Hvis mistillid og kontrol bliver drivkraften, er selve grundforudsætningen for arbejdet væk. Så lægeløftet er mere aktuelt end nogensinde og kommer i spil i en konflikt, hvor lægefaget er truet.

Lægerne forpligtes til at anvende deres kundskaber med flid og omhu og til samfundets og deres medmenneskers gavn. Praktiserende læger er normalt kendt som flittige folk, der passer deres klinikker og patienter og i øvrigt ikke gør meget væsen af sig.

De fylder sjældent i medierne eller på den politiske arena. Men konflikten har helt ændret det billede. Aktuelt oplever landets praktiserende læger, at de er nødt til at sige fra og netop vise rettidig omhu ved at råbe vagt i gevær. Landets politikere er ved at skabe nogle rammer for almen praksis, som lægerne på forhånd kan se vil være ødelæggende. Ikke kun for lægen, men også for den enkelte patient og for samfundet og samfundsøkonomien.

Det er ligesom, hvis politikerne bad alle landets bygningsingeniører om at bygge en bro og derefter opstillede nogle forudsætninger, som ingeniørerne kunne se ville resultere i, at broen ville falde sammen. De ville have en faglig og en etisk forpligtelse til at sige fra.

Det har en betydelig værdi, at alle har en egen læge, de er trygge ved, der kender deres sygdomshistorie, og som de kan gå til, når de føler behov for det. Når mødet lykkes, er lægen i stand til at møde patienten med åbenhed, så denne selv kan sætte dagsordenen for konsultationen og få vendt sine bekymringer.

Patienten bliver mødt med respekt, og lægen tager udgangspunkt i den enkelte, som vedkommende nu er. Det tillidsfulde læge-patient-forhold foregår i et lukket rum, hvor alt kan siges, og hvor lægen har tavshedspligt.

Det er disse forhold, som landets praktiserende læger kæmper for at bibeholde. Selvsagt har politikerne ikke eksplicit bedt lægerne om at fravige disse værdifulde elementer. Men rammerne for lægearbejdet, som udspringer af den lovgivning, som politikerne nu arbejder på, vil medføre krav om effektivisering, kontrol og sanktioner mod lægerne og kan risikere at skubbe de grundlæggende værdier i baggrunden.

Lægerne er forpligtede til at bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse. Det betyder, at lægerne til stadighed forsøger at have fokus på at være til rådighed både for de ressourcestærke og for de ressourcesvage. Den åbne dør, den nære og kendte læge er derfor væsentlig at bibeholde.

DE PRAKTISERENDE LÆGER er en af samfundets forposter i kampen for at mindske ulighed i sundhed. De sociale problemer kan ikke løses i almen praksis, men lægens unikke mulighed er at tage udgangspunkt i den enkelte, at mødes i øjenhøjde og gennem en tillidsfuld og respektfuld dialog finde ud af, hvor skoen trykker og derfra støtte og vejlede.

Uligheden løses ikke ved at behandle alle over en kam. For en del svage patienter er det ikke tilstrækkeligt blot at få en henstilling om for eksempel at drikke og ryge mindre. Derfor er det afgørende vigtigt, at der er tid nok til disse patienter, selvom det ikke på et excel-ark ser særlig produktivt eller effektivt ud.

Den økonomiske og reduktionistiske tilgang til måling af aktivitet og effektivitet, som politikere og økonomer nu ønsker at styre almen praksis med, vil være en direkte hæmsko for det ønske, mange politikere udtrykker om at mindske uligheden i sundhed.

Lægerne må ikke ubeføjet åbenbare, hvad de i egenskab af læger har erfaret. Lægerne har altså tavshedspligt, hvilket er en helt afgørende forudsætning for at kunne opbygge og invitere patienten ind i det fortrolige lukkede rum, som læge-patient-relationen skal være.

AKTUELT STRØMMER tidens vinde med dataregistrering, akkreditering og controlling ind over landet.

Lægerne arbejder i forvejen med indsamling af data, således at den enkelte læge har et redskab til at forbedre sin behandling. Nu skal data også bruges til at kontrollere lægens adfærd med, selvom al erfaring siger, at tilbagemeldingsystemet så bliver dårligere og ikke kan bruges til den kvalitetsforbedring, det var tiltænkt. Men først og fremmest er praktiserende læger nervøse for, at tavshedspligten brydes, hvis data sendes ud af praksis.Lægerne er forpligtede til fremdeles at udvide deres kundskaber og i øvrigt nøje efterleve anordninger og bestemmelser for deres fag. Lægerne skal altså søge efteruddannelse og rette sig efter love, bekendtgørelser og vejledninger for lægearbejdet.

Men en lægelig vejledning må anvendes i en balancegang mellem, hvad man fagligt kan sige ud fra en bestemt sygdomshistorie, og hvad det er for et menneske, der er ramt af pågældende sygdom. Udgangspunktet skal altid være respekten for patientens selvbestemmelse, og nogle gange må den anbefalede behandling fravælges. Det korrekte behøver ikke altid være det rigtige.

I Danmark har vi en af verdens stærkeste primærsektorer med den praktiserende læge som indgang til resten af sundhedsvæsenet. Det er en ordning, som har vist sig at være effektiv, billig og afholdt, men den er nu alvorligt truet, ved at overenskomsten er sagt op.

De vilkår, der tegner sig, har gjort, at næsten alle praktiserende læger har deponeret deres licens til at arbejde for det offentlige. Det er som at trække i en nødbremse. Det kan være ubehageligt en overgang, men nødvendigt, når man ser, at noget er ved at køre af sporet.

Gunver Lillevang og Lotte Hvas er begge praktiserende læger